Prøv avisen
Mediekommentar

Peter Ingemann talte sig varm om den kolde krig

"Jeg må indrømme, at Peter Ingemann har stået for mig som den inkarnerede friskfyragtighed og et lettere anstrengende tv-bekendtskab," skriver Jesper Bacher. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Peter Ingemann er ikke just en streng alvorsmand, men i en ny serie om Murens fald viser han sig som mere end en letbenet sprællemand, skriver sognepræst Jesper Bacher

Jeg begyndte med at mene noget politisk, sådan for alvor, da jeg blev antikommunist. Det skete, efter at jeg som 15-årig havde læst Aleksandr Solsjenitsyns ”Gulag øhavet” om det sovjetiske lejrsystem.

Siden da har det været mig ubegribeligt, at nogen mennesker kan tage det system i forsvar eller kalde sig kommunister med noget, der ligner god samvittighed og intellektuel redelighed. Der er bestemt kommunister, som er bedre end deres ideologi, og velmenende mennesker, som er hoppet med på utopien, men kommunismen er og bliver gift for frihed og ret, velstand og fred.

Nu skal man ganske vist ikke bruge sine kræfter på at tæske på et lig. Det kommunismens spøgelse, som gik gennem Europa, er mestendels gået ud af historien, selvom man nok kan sige, at det også optræder i nye og muterede former. Identitetspolitikken står således i åndelig gæld til marxismen. Men kommunismen som herskende ideologi i det halve Europa og atomar trussel med globalt destruktionspotentiale er ikke mere. Den faldt under vægten af sin egen uduelighed og under presset fra Vesten. Det er imidlertid ikke noget, der tilhører en fjern fortid. Den kolde krig er i mands minde, og på lørdag er det bare 30 år siden, at Berlinmuren faldt eller mere korrekt, at grænsebommene mellem Øst- og Vestberlin blev åbnet.

På TV 2 har man taget anledning af jubilæet til at sende programrækken ”Ingemann og jerntæppets fald”. Jeg må indrømme, at Peter Ingemann har stået for mig som den inkarnerede friskfyragtighed og et lettere anstrengende tv-bekendtskab. Peter Ingemann er ikke just en streng alvorsmand, men i den nye serie viser han sig som mere end en letbenet sprællemand. Det er alvorlige emner og sager, som han giver sig i kast med, og det gør han med indlevelse og respekt.

Det første program fokuserede på Tjernobyl-ulykken i 1986. Den store ulykke på det ukrainske atomkraftværk, som sendte chokbølger og radioaktivitet ud over verden. Den nedsmeltede reaktor blev nærmest symbolsk for sovjetsystemets nedsmeltning. Først prøvede regimet at dække over ulykken, men det er svært at mørklægge grænseoverskridende radioaktivitet. Dengang var Mikhail Gorbatjov sovjetisk leder, og han prøvede at reformere systemet, samtidig med at han rakte en hånd ud til Vesten.

Det skal han bestemt ikke have utak for, og Ingemann funderede: ”Jeg gad godt at vide, hvor verden egentlig havde været, hvis det ikke var for Mikhail Gorbatjov.” Gorbatjovs indsats skal ikke forklejnes, men manden var dog leder af et forbenet diktatur, som han forgæves prøvede at redde.

Peter Ingemann kom også ind på det nuværende forhold mellem Vesten og Putins Rusland og talte med medlemmer af en militant ungdomsorganisation. Ingemann var ikke meget for de mange våben, men prøvede også at sætte sig i Ruslands sted som marginaliseret og amputeret efter den kolde krig.

Det er altid klogt at forcere intellektuelle jerntæpper, ikke for at overtage de andres tankegang, men for at se udsigten fra deres side.

Jesper Bacher er sognepræst.