Da min far og mor var på bryllupsrejse i Tyskland i 1937, kom de til en lille idyllisk by. På indkørselsvejen til byen stod et skilt, som min far fotograferede. ”Juden unerwünscht” (jøder uønskede, red.).
Dette randt mig underligt nok i hu, da jeg læste om regeringens planer om at indrykke annoncer i internationale aviser med den underforståede, men selvlysende besked, at de fremmede skal holde sig væk fra Danmark. Det gælder om at fortælle, hvor elendige vilkår indvandrere og flygtninge er stillet i udsigt her i landet med de offentlige ydelser halveret og ikke til at leve af.
Vi kunne også gøre som i Australien, hvorfra man kan hente et snart verdensberømt YouTube-klip med en general, der fortæller, at de fremmede skal holde sig væk, og hvis de alligevel kommer, bliver de sendt tilbage, hvor de kom fra. Man kan også se den ariske superstjerne Geert Wilders i samme type film. Jo-vist, det handler om bådflygtninge, men overordnet set er det skræmmende. ”NO WAY. You will not make Australia home”, kan læses som baggrund for generalens brandtale.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) har med stor appetit taget den uappetitlige opgave med at holde de fremmede borte på sig, og hun vil bruge alle midler for at standse dét, den yderste højrefløj kalder masseindvandringen. Og hun tror bestemt (hun véd det ikke), at kraftig nedskæring af offentlige ydelser vil bremse flygtningestrømmen.
”Der er intet statistisk signifikant forhold mellem niveauet af sociale og velfærdsydelser og asylansøgninger,” fortæller professor Heaven Crawley i en engelsk undersøgelse kaldet Chance or Choise.
I et radiointerview med en dansk læge af såkaldt ”anden etnisk baggrund” fik vi at vide, at hun under sine langvarige arbejdsophold i syriske flygtningelejre aldrig havde hørt flygtninge diskutere, hvor i verden man fik de højeste økonomiske ydelser.
Man talte om menneskerettigheder, demokratier, mulighederne for familiesammenføringer og naturligvis chancer for arbejde og uddannelse.
Hvis og når man halverer offentlige ydelser for indvandrere og asylansøgere, skaber man et markant fattigdomsproblem, som først og fremmest rammer børnene i vores land. Familier vælger nødtvunget børnenes fritidsaktiviteter fra, og dermed forringes integrationsprocessen.
Det vrimler med boomeranger i alt dette. Det er muligt, at der med voldsomt forringede ydelser sker en opbremsning i tilstrømningen af de fremmede til Danmark, og hvis vi siger, at dette er positivt, så underbydes denne gevinst af den fattigdom, der medfølger for herboende. Det er et elendigt regnestykke, og ikke et menneskeværdigt et.
Hertil kan føjes, at hvis og når flygtninge-indvandrere alligevel vælger Danmark, så bliver deres i forvejen ulykkeligt skæbneramte liv voldsomt forringet, hvilket meget let presser folk ud i for det første psykiske lidelser og for det andet kriminalitet og sort arbejde.
Alt dette tilsammen kommer til at udgøre grobunden for en underklasse, hvis mangel på livskvalitet og håb for fremtiden vi skal meget langt tilbage i danmarkshistorien for at finde magen til.