Ensomhed er menneskets største frygt, og den spænder ben for fællesskabet. Ensomheden bliver skabt, når ingen vil tage Loke med hjem og lege med ham. Så bliver han gjort til den ligegyldige, underlige, venneløse dreng, som ingen inviterer med til legegruppen eller vil sætte sig ved siden af.
Så er der kun én vej at gå for Loke, så han ikke bliver gjort usynlig, ensom og ødelagt indeni: at søge et andet fællesskab med nogen, som vil en.
Forebyggelse handler ikke om bandepakker. Forebyggelse handler om at sørge for, at Loke ikke allerede i børnehaven leger, at han er en del af en bande, fordi han aldrig blev en del af børnegruppen. Forebyggelse handler om at skabe sammenhængskraft og at undgå de sociale dynamikker, hvor vi udelukker andre af frygt for selv at ryge ud og blive gjort venneløse.
Det ligger dybt i vores natur, at vi kun kan overleve, hvis vi er en del af et fællesskab med andre mennesker. Derfor føler vi os truet på vores eksistens, hvis vi bliver lukket ude. Samtidig bliver en personlig identitet i høj grad skabt i et samspil med de mennesker, man er sammen med, så et af de hårdeste slag, man kan blive ramt af, er, hvis man bliver udelukket fra et fællesskab.
Når man er angst for at blive ekskluderet og udstødt af det fællesskab, man ønsker at blive en del af, gør man hvad som helst for at få et tilhørsforhold til et fællesskab – også selvom man ved, det er et dårligt fællesskab. Bander opstår ikke ud af det blå – i børnehaven ser vi de fireårige drenge, der samles og er usikre sammen.
Jo mere angste de er for at blive udelukket socialt, jo mere udelukker de andre og laver en lukket gruppe, så man er sikker på at have nogen at være sammen med. Jeg ser det hver dag i dagtilbud og skolegårde, og desværre kan jeg høre, hvordan de bliver peget ud. Loke og Muhammed bliver omtalt som de venneløse, som ingen har andet end negative forventninger til.
Det kalder på, at vi voksne vil tage os af de børn, som ingen andre vil tage sig af. Vi siger til os selv, at det jo er begrænset, hvad vi kan gøre. På den måde slipper vi for at skulle tage ansvar. ”Det er ikke så slemt. Han har jo venner ovre i klubben," siger vi.
Men vi siger også, at de heller ikke gør det let for sig selv, at det er deres egen skyld. Det er ikke vores ansvar, siger vi, men hvis vi vil have sammenhængskraft, har vi alle et ansvar. Vi er alle moralsk forpligtede.
Det vigtige er, at alle tager ansvar for, at ingen ender som de ensomme. Ingen børn er født bandemedlemmer, men forebyggelsen begynder allerede, når barnet er to år.
Det er ofte de mest populære forældre, som alle vil være venner med fra første skoledag, der kan gøre en kæmpe forskel. Hvis de tager Loke og Muhammed med hjem, så ændrer alt sig. Hvis de får deres barn til at lege med Loke, som ellers ingen venner har, sker der mere, end hvad jeg som relationskonsulent kan ændre. Så er risikoen meget lavere for, at Loke senere i livet bliver en del af en bande.
Anne Søgaard er forfatter og relationskonsulent i firmaet Vensomhed.