Ingen fordømmelse af Assad og Putin fra arabere og venstrefløj

De rigtige meningers selvfede gruppe af danske kulturpersonligheder i helsides underskriftskampagner mod Rusland er, i modsætning til kampagnerne imod Israel, en by i Rusland, når det gælder konflikten i Syrien, skriver Flemming Bengtsson

Vestens krav om al-Assads afgang har ikke mere tyngde end Vestens halvhjertede støtte til de frie syriske oprørsgrupper. Vesten spiller andenviolin og udstiller sin afmagt, skriver Flemming Bengtsson.
Vestens krav om al-Assads afgang har ikke mere tyngde end Vestens halvhjertede støtte til de frie syriske oprørsgrupper. Vesten spiller andenviolin og udstiller sin afmagt, skriver Flemming Bengtsson. Foto: AFP .

SYRIENS DIKTATOR, Bashar al-Assad, har med støtte fra russiske bombemaskiner, iranske og afghanske militser samt Hizbollah, en tredje af Mellemøstens mange svøber, vendt udviklingen i den syriske borgerkrig, hvor syrisk og russisk bombning af hospitaler og skoler tilsyneladende snarere er reglen end undtagelsen.

Vestens krav om al-Assads afgang har ikke mere tyngde end Vestens halvhjertede støtte til de frie syriske oprørsgrupper. Vesten spiller andenviolin og udstiller sin afmagt.

Bombardementerne af Aleppo er ækvivalente med al-Assads egne bombardementer af syriske byer. Især Damaskus, hvor bydelen Yarmouk med et stort flertal af palæstina-arabere har lidt under målrettede angreb på civile med eksempelvis tøndebomber.

USA OG DETS allierede bestræber sig på at bekæmpe Islamisk Stat samt at mindske al-Assads mange myrderier på civile. Og dermed også antallet af flygtninge. Russernes engagement med deres proxy-allierede har den modsatte effekt, nemlig nye flygtningestrømme. Herhjemme holder de rigtige meninger sig væk fra gaden, mens blodet flyder.

Rusland ønsker uden hensyn til civilbefolkningen at sikre sine strategiske regionale interesser i Syrien, som også implicerer fortsat sammenhængskraft mellem al-Assad i Syrien og Hizbollah i Libanon i en uskøn alliance med Iran.

En ny krig mellem Israel og Hizbollah-militsen er derfor sandsynlig, hvis det lykkes at nedkæmpe både IS og de syriske oprørsgrupper. Medmindre Hizbollah-militsen er fuld af pral og løgn. Den har før bevist det modsatte og lovet Israel, at den vender tilbage.

Gazakrigene i 2009-2010, 2012 og sommeren 2014 havde verdens fokus på primært Israels krigsførelse, og medierne førte daglige optællinger over antallet af dræbte civile i Gaza.

Det israelske forsvar forsøgte uden held at informere om Israels tiltag for at begrænse civile tab i Gaza. Medierne harcelerede stærkt i 2104 over Israel og hævdede uden forudgående undersøgelser, endog med den stærkt devaluerede Goldstone-rapport in mente, at Israel begik krigsforbrydelser trods ikke-israelsk militærekspertises udsagn om det modsatte. Overskrifterne i aviserne Politiken og Information var traditionelt svulstige og dømmende.

I DISSE DAGE er overskrifterne færre og uden tilsvarende passioneret glød, når det gælder den russiske og syriske fremfærd. Og endnu har vi ikke set herboende palæstina-arabere og andre arabere sammen med bannerførerne på den danske venstrefløj og autonome demonstrere foran den russiske eller syriske ambassade. Ej heller symbolske kister på Rådhuspladsen for de mange, som al-Assad og russerne har myrdet og lemlæstet.

De rigtige meningers selvfede gruppe af danske kulturpersonligheder med skuespillere, komikere samt præster fra folkekirken i front i helsides underskriftskampagner mod Rusland er, i modsætning til kampagnerne imod Israel, en by i Rusland, når det gælder borgerkrigen i Syrien. I stedet konfronteres vi med paralleller mellem regeringens officielle flygtningepolitik og nazisme. De piller hyklerisk i egen navle.

Men mon ikke medierne, kultureliten, venstrefløjen, autonome, og palæstina-arabere og andre arabere igen bliver synligt hørlige i gadebilledet, når det lykkes Hizbollah atter at provokere Israel ud i en ny krig.

Flemming Bengtsson, it-konsulent og cand.mag. i historie, Veksøvej 39, Brønshøj