Sørine Gotfredsen: Forsøget på at få politikere til at sige interessante ting i afslappede rammer er en dødssejler

Hvordan leder man et parti, der skal stå for en bestemt politik? Netop det spørgsmål blev taget op i det mærkeligt ferske program ”Det politiske talkshow” på DR 1.

Sørine Gotfredsen: Forsøget på at få politikere til at sige interessante ting i afslappede rammer er en dødssejler
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix, DR.

Jeg tror, at det var vores store fodboldlandstræner fra 1980’erne Sepp Piontek, der engang sagde, at danskerne kun vil vinde, hvis det samtidig kan være sjovt. At vi altså har det lidt stramt med disciplin og tydelig ledelse og hellere vil lade tingene komme en smule af sig selv i tråd med mavefornemmelsen.

Den øjeblikkelige analyse af vort lands leder kunne tyde på, at Sepp Piontek havde en pointe. Det har nemlig vakt betydelig opsigt, at statsminister Mette Frederiksen (S) åbenbart på et gruppemøde har manet til enighed angående indvandrerpolitikken og bedt om mere opbakning til de to centrale personer på dette punkt, integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S).

Umiddelbart kunne man synes, at der er mere grund til at forarges over, at et partimedlem anonymt sladrer til Politiken om samtalen på et lukket møde, og den form for illoyalitet chokerer lidt hver gang. Men at statsministeren kræver nogenlunde fælles fodslag udadtil kan vel ikke undre så meget. Eller hvad?

For hvordan leder man et parti, der skal stå for en bestemt politik?

Netop det spørgsmål blev taget op i det mærkeligt ferske program ”Det politiske talkshow” på DR 1, hvor de tre partiledere Mai Villadsen (EL), Alex Vanopslagh (LA) og Sofie Carsten Nielsen (R) i torsdags var gæster. Mildt samstemmende udtalte de, at partiledelse handler om at lytte og få folk med sig, og de fik således i fællesskab udvandet det ellers spændende emne. Alex Vanopslagh er delvist undskyldt, da han kun har to folketingsmedlemmer at være leder for, men Sofie Carsten Nielsen har været igennem en ganske ekstrem periode med Morten Østergaards afgang som formand, magtkampe og opgør med en efter sigende lummer og intimiderende kultur hos Radikale Venstre.

Den slags løser man næppe ved blot at lytte og ”mærke efter, hvem man er”, som Sofie Carsten Nielsen formulerede det, og samtalen illustrerede to ting. For det første at forsøget på at få vore dages politikere til i afslappede rammer at sige interessante ting er en dødssejler. De giver stort set intet ved dørene, men spiller hovedsageligt deres glatte velkendte roller.

Og for det andet bekræftedes det her, at Sepp Piontek havde ret. Kun få i dette land har lyst til at sætte ord på magtens væsen og den kontrol med tropperne, man som leder er afhængig af.

I stedet hyldes ligheden og det flade hierarki som en central værdi, der så sandelig også er dyrebar, men som nemt skaber en stemning, hvori medierne effektivt kan dyrke fortællingen om, at en statsminister er i færd med at transformere sig om til en enerådig kejser. Det skete også, da Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tid var statsminister.

Nu er det Mette Frederiksen, der omtales som kvinden, der giver opsang til sine partifæller og slår hårdt ned på alle tegn på oprør, mens sagen vel i høj grad også er, at man som statsminister og leder af et stort parti er nødt til at bruge sin magt. Ellers er man hverken det ene eller det andet ret længe.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.