"Ingen huse er vedligeholdelsesfrie, heller ikke Guds hus. Så vi må trække i arbejdstøjet"

For mig at se handler folkekirkens udfordringer med arbejdsmiljøet i høj grad om, at vi hænger fast i gamle mønstre, bundet op på hierarki og magt. Det skal vi alle sammen være villige til at give afkald på, skriver administrationschef

"Ingen huse er vedligeholdelsesfrie, heller ikke Guds hus, så vi kan lige så godt trække i arbejdstøjet," skriver administrationschef i folkekirken Lene W. Beck.
"Ingen huse er vedligeholdelsesfrie, heller ikke Guds hus, så vi kan lige så godt trække i arbejdstøjet," skriver administrationschef i folkekirken Lene W. Beck. . Foto: Bredballe Kirke/pressefoto.

Debatten om arbejdsmiljøet i folkekirken er yderst relevant, og jeg synes, det giver mening at blande mig i den med det, jeg kan og står for.

Som administrationschef i folkekirken kender jeg naturligvis også til mange af de udfordringer, som vi kan læse om i øjeblikket. Det kan synes håbløst – og man har hurtigt en tendens til at kaste skylden på for eksempel folkekirkens struktur med dens tostrengede ledelse, menighedsrådene som arbejdsgivere, ofte kaldt amatører og det, der er værre, medarbejdernes tendens til at misbruge deres selvledede hverdag, præster, som går egne veje, fordi de kan.

For mig at se handler folkekirkens udfordringer med arbejdsmiljøet i høj grad om, at vi hænger fast i gamle mønstre, bundet op på hierarki og magt. Det skal vi alle sammen være villige til at give afkald på.

Lene W. Beck

Det er da også som oftest disse bortforklaringer og beskyldninger, vi støder på i diverse debatindlæg i øjeblikket.

Og ja, det er bøvlet, eller det kan det i høj grad være. Men vi kan gøre noget ved det, også under de nuværende vilkår – hvis vi vil. Det er nu engang min påstand.

For mig at se handler folkekirkens udfordringer med arbejdsmiljøet i høj grad om, at vi hænger fast i gamle mønstre, bundet op på hierarki og magt. Det skal vi alle sammen være villige til at give afkald på. I stedet skal vi samarbejde. Og hvordan gør vi så det?

Vi flytter fokus.

Vi starter en bevægelse hen imod en arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde. Det kan vi gøre gennem et øget fokus på sammen at skabe gode oplevelser for vores gæster på en måde, så vi opleves som professionelle.

Vi skal tale med hinanden og indgå nye aftaler bundet op på fælles værdier – og derved udvikle os til et forpligtende fællesskab på kryds og tværs af fagligheder og ledelsesstrenge. Vi skal indse, at vi alle er vigtige brikker for at kunne levere høj kvalitet – og derfor skal vi øve os i at spille hinanden gode frem for at kæmpe om magten.

Gør vi det, kan vi faktisk godt skabe gode og spændende arbejdspladser i folkekirken – også under den struktur og de forhold, der er lige nu. Det kræver blot, at alle parter er klar til at skabe en forandring – og forpligte sig over for hinanden i forhold til dette.

Jeg siger ikke, vi er i mål – det er en vedblivende og levende proces.

Jeg siger heller ikke, det er lige nemt alle steder. Men ingen huse er vedligeholdelsesfrie, heller ikke Guds hus, så vi kan lige så godt trække i arbejdstøjet.

Vi kan naturligvis altid finde gode forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Vi kan også hurtigt skyde min påstand ned med henvisning til alle de ting, der står i vejen. Men vi kan også give det en chance, tage de svære snakke og danne fællesskab – fordi vi ikke gider mere bøvl!