Prøv avisen

Ingen kattelem. Hvordan vil I prædike uden om teksten på søndag?

Tegning: Peter M. Jensen.

- Jeg efterlyser en forkyndelse, der med et nærvær og en kærlighed til mennesker, som man vist kun kan lære af Jesus selv, vil invitere til den store fest, skriver Jens Ole Christensen i Kirkeligt set

På søndag skal der i kirkerne prædikes om de 10 brudepiger. Uanset hvordan man vender og drejer denne tekst, så handler den om livets store risiko: Det er muligt at gå glip af festen i Guds rige. For altid. For evigt.

Det er et tema, der er smertefuldt og ubehageligt. Gad vide om nogen prædikant med normal psyke kan undgå at få hjertet op i halsen med tanke på at skulle lægge stemme til det. Ikke mindst når man får øje på, at netop billedet af brudepigerne kan læses sådan, at det omhandler et internt kirkeligt problem: Der er nogen af os, der selv venter Jesu genkomst, som skal gå glip af frelsen. Og det skal komme bag på dem/os selv. Der er en snigende uhygge i søndagens tekst for den, der har ører at høre med...

Men problemet sættes på spidsen i den danske folkekirke af, at den almindeligste afvigelse fra evangelisk luthersk tro i dag formodentlig er, at et stort antal præster ikke prædiker om denne livets risiko. Nogle, fordi de – som for eksempel sognepræst Kaj Mogensen – har en udformet lære om alles endelige frelse. Andre, fordi de bare forbigår det. Måske fordi de er enige med Kaj Mogensen, men bare ikke er så tydelige – læs: hæderlige! – som han. Andre af andre grunde.

For nogle år siden deltog jeg i en undersøgelse af forkyndelsen i 92 københavnske kirker, som afslørede, at den tavshed synes at være et ret gennemgående mønster.

Nu er anden søndag i advent mildt sagt ikke den eneste søndag, hvor dette tema er til stede i teksten. Men denne søndag skiller sig ud derved, at der ikke er andre temaer i teksten.

De fleste prædiketekster stritter i flere forskellige retninger, og der er som regel et andet tema end frelse og fortabelse, man kan hage sig fast i. Anden søndag i advent efter anden tekstrække er der ingen kattelem. Hvis man overhovedet vil prædike over teksten, så må man prædike om den evige frelse og fortabelse. Så smertefuldt og ubehageligt det end kan være.

Og så vågner det lumske spørgsmål: Hvad gør Kaj Mogensen og hans mere eller mindre tydelige meningsfæller på søndag? Mine damer og herrer: Hvordan vil I prædike uden om teksten?

Men lad mig komme med et par præciseringer. Det er jo ingen hemmelighed, at forkyndelsen af dette tema er blevet skæmmet af forskellige sygdomme.

Derfor:

Jeg efterlyser ikke en forkyndelse, der i selvglæde taler om fortabelsen som en risiko, kun de andre løber.

Heller ikke en moralistisk tale om, at de gode bliver frelst, og de dårlige går fortabt.

Heller ikke den muntre og hurtige tale om frelse og fortabelse, som man enkelte gange kan støde på i evangelikale ungdomsmiljøer.

Og jeg taler slet ikke om den udpenslede og sanselige helvedesforkyndelse, hvor man prøver med psykiske virkemidler at fremprovokere omvendelser. En forkyndelsesform, min egen tradition – med en vis ret – er blevet kritiseret for.

Jeg efterlyser en forkyndelse, der med et nærvær og en kærlighed til mennesker, som man vist kun kan lære af Jesus selv, vil invitere til den store fest. Den fest, han ønsker, at alle mennesker skal deltage gratis i. Og jeg efterlyser, at den synliggør risikoen med den uhøflige tydelighed og alvor, som man vist også kun kan lære af Jesus selv. I hvert fald hvis man skal undgå nogle af ovenstående sygdomme. Og jeg efterlyser en forkyndelse, der rykker tæt på os, der er i kirke: Skal man tage tekstens ord alvorligt, er der faktisk mange, også blandt os, som formelt hører til i den kristne menighed, der ikke kommer med til festen.

Men bliver der ikke let ukærlige prædikener ud af den slags?

Jo, faren er der! Og enhver prædikant må gå en ekstra tur med Gud og sin samvittighed, når han skal ind i dette felt. Om motiver, ordvalg og egne holdninger til tilhørerne.

Men for det første er det ham, der selv er åbenbaringen af Guds kærlighed, som lærer os at tale om det tema. Han er sammen med kærlighedens apostel Johannes den i Det Nye Testamente, der taler tydeligst om fortabelsen.

For det andet er det et overfladisk kærlighedsbegreb, der ikke tør advare. Det er en forveksling af idyl og kærlighed.

En sammenligning fra et mere politisk korrekt tema: Der er nogle videnskabsmænd, som har fremprovokeret klimakonferencen i kommende uge. Det har de gjort ved at male rædselsfulde scenarier af Jordens snarlige undergang, hvis vi ikke griber ind.

Nogle af dem har måske gjort det i en aggressiv form. Andre med rigelig brug af sanselige midler. Men de er da ikke pr. definition ukærlige, fordi de har advaret!

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen