Man kan ikke fornægte aktualiteten af DR 2’s dokumentar ”USA’s kamp mod Islamisk Stat”, hvis første afsnit løb over skærmen i går, på Luciadag. Den unge Lucia måtte i sin tid lade livet for troen, og således deler utallige af Islamisk Stats ofre skæbne med den standhaftige jomfru fra Syrakus.
Og så sent som i mandags kunne man i nærværende dagblad og hos andre medier erfare, at Islamisk Stat havde tilbage-erobreret den syriske oldtidsby Palmyra. Jo, aktualiteten var der ikke noget i vejen med og ej heller kvaliteten af programmet.
Tilgangen var nemlig velgørende nuanceret, og som værten mellemøstkorrespondenten Martin Smith sagde det, var der ingen simple svar i den region. ”USA’s kamp mod Islamisk Stat” var anskuelsesundervisning i politiske dilemmaer og det gamle mundheld om, at krig skaber mærkelige sengekammerater.
Da Islamisk Stat i 2014 fejrede sine store sejre i Irak med erobringen af Mosul og på et tidspunkt kun stod 13 kilometer fra Bagdad, tøvede Obama-regeringen med at gribe ind, fordi man heller ikke ønskede at støtte den irakiske premierminister, Nuri al-Malaki, hvis sekteriske politik havde medvirket til fremkomsten af Islamisk Stat. Det var givet en fejl, men alligevel er det let at forstå Obamas tilbageholdenhed.
I Mellemøsten kommer man næsten uvægerligt til at støtte den ene slyngel mod den anden, og hvor mange midler og soldater skal USA ofre i regionens stadige stridigheder? I Syrien opstod der også et dilemma, da kurderne viste sig som de bedste allierede i kampen mod Islamisk Stat, samtidig med at de militante kurdere er fjender af en anden allieret, Nato-landet Tyrkiet, og kurdernes organisation PKK optræder på EU’s og USA’s terrorliste. Hvordan balancere, hvordan vægte trusler og identificere de mindre og de større onder?
USA ønsker af gode grunde de regionale allierede på banen i kampen mod Islamisk Stat, men hvad er egentlig den dybereliggende teologiske/ideologiske forskel mellem Islamisk Stat og wahabistisk islam, som er statsreligion i det olierige Saudi-Arabien? Vi hørte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, opfordre de arabiske lande til at levere modpropaganda mod Islamisk Stats ”farlige, fornærmende forvanskning af islam”.
Kom ikke og sig, at religion og politik er adskilt i det Herrens år 2016! Tænk sig, at en amerikansk udenrigsminister i embedes medfør udtaler sig om, hvad der må regnes for falsk islam. Men hvis det er en fornærmende forvanskning af islam at dræbe anderledes troende, så er der vel en forvanskning, uanset om den optræder under Islamisk Stat eller i Saudi-Arabien? I Saudi-Arabien er der jo ikke skyggen af religionsfrihed og dødsstraf for at forlade islam. I det stykke er der idel enighed mellem Islamisk Stat og saudierne, selvom de første vil have en kalif frem for en konge.
Nej, politik i Mellemøsten er ikke nogen simpel affære, og man kommer til at sidde på hænderne, hvis man slet ikke vil have beskidte hænder.
Jesper Bacher er sognepræst.