I 2019 mistede 2007 børn og teenagere en af deres forældre. Hvor mange kommer mon til at miste en forælder i år?
At miste sin mor eller far er en traumatisk oplevelse, der for nogle børn og teenagere kan have vidtrækkende konsekvenser både psykisk, socialt og fagligt. Vi hjælper ikke børn og unge, der har mistet, godt nok, hvis vi ikke klæder deres omgivelser på til at kunne tale om sorgen – både de voksne og de jævnaldrende.
Når det gælder seksualundervisning og mobning, er det blevet mere almindeligt at kunne få undervisere ud i klasserummene, der både underviser om emnet og starter en dialog. Hvorfor gør vi ikke det samme med sorg?
Da jeg var 14 år, døde min far af kræft. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod uden for klasselokalet, mens min lærer informerede mine klassekammerater om, at han var død. Da læreren hentede mig ind i klassen, var der helt stille. Ingen så på mig ud over nogle af mine veninder, der kom hen og gav mig et kram. De andre fra klassen talte ikke til mig, men undgik mig resten af dagen.
Efter den dag var jeg ikke i skole i flere uger, fordi jeg ikke kunne holde stilheden ud. Mit liv var gået fuldstændig i stykker, og jeg følte, at jeg skulle lade, som om alt var normalt. Både klassekammerater og lærere holdt op med at spørge ind til noget, der kunne komme til at handle om min far, og hvis jeg selv nævnte ham, blev luften suget ud af lokalet. Jeg lærte hurtigt, at det var bedst ikke at nævne ham.
Jeg bebrejder bestemt ikke mine klassekammerater. De var selv kun 14 år og havde ingen forudsætning for at vide, hvordan de skulle håndtere min smerte. Konsekvensen var bare, at jeg følte mig ensom og anderledes i en tid, hvor jeg også skulle lære at leve uden min far.
De seneste par år er der blevet talt og skrevet en del om sorg – både i sange, debatindlæg, skøn- og faglitteratur. I Politiken er der blevet argumenteret for, at vi nu levede i "sorgens århundrede". Alligevel er der mange, der oplever, at døden stadig er tabuiseret, og at folk i deres omgangskreds ikke taler om den afdøde.
Sorgforskerne peger på, at selvom sorg og død er blevet genstand for offentlig samtale og debat, så kan den stadig være vanskelig at forholde sig til, når det kommer helt tæt på.
Det er derfor heller ikke mærkeligt, hvis børn og teenagere kan være berøringsangste, hvis en i klassen mister en forælder. Problemet er bare, at skolen er en kæmpe del af barnets og teenagerens liv, så derfor bliver der nødt til også at være fokus på sorg dér.
En løsning kunne være at få sorgen på skoleskemaet, hvor der blev talt om, hvordan sorg kan komme til udtryk, og hvordan man kan tale om det på en god måde.
Sorgreaktioner kan være meget forskellige, så det er vigtigt at få barnet eller den unge, der har mistet, med i snakken om, hvad de har brug for. Hvordan vil de gerne have, at klassen får det at vide? Må de andre elever spørge ind til det? Det kan også være at tale med eleverne om, at det godt kan være, at den, der har mistet, begynder at græde eller kan blive vred, men det betyder ikke nødvendigvis, at nogen har gjort noget forkert.
Undervisere i skolen kan gøre en kæmpe forskel med at aftabuisere sorgen og hjælpe de mange børn og teenagere, der mister en forælder.
Louise Tjærandsen er psykolog i distriktspsykiatrien.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.