Prøv avisen
Debat

Ingen skal tvinges til at se Muhammed

Mai Mercado, Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, mener, at det er op til lærerne selv at vurdere, om de vil vise Muhammed-tegningerne i undervisningen. Foto: David Leth Williams

Det ville være naturligt at vise Muhammed-tegningerne, men lærerne skal have frihed til selv at vurdere, om de vil gøre det, mener Mai Mercado (K)

FØRST OG FREMMEST skylder jeg at takke Kristeligt Dagblad, der roser Det Konservative Folkepartis forslag om at undervise i Muhammed-krisen. Men jeg må også korrigere en misforståelse. Lederartiklen påstår den 9. marts, at vi skulle have foreslået at ”tvinge alle til at se på” Muhammed-tegningerne, og det er en sandhed med modifikationer.

Jeg har foreslået, at Muhammed-krisen bliver gjort til en del af historiekanonen og dermed til obligatorisk pensum i folkeskolen. Det skyldes, at krisen har påvirket Danmarks omdømme og åbnet for større diskussioner om religion, ytringsfrihed og krænkede følelser.

Det er relevante og dannende diskussioner, og derfor er det oplagt, at krisen bliver obligatorisk pensum i folkeskolen. Eleverne vil komme ud i et samfund, hvor det er klogt at have gjort sig nogle overvejelser om netop disse emner, ligesom det vil være en fordel for dem at have styr på fakta i forbindelse med Muhammed-krisen.

Kan man undervise i Muhammed-krisen uden at nævne tegningerne? Nej, det mener jeg ikke. Kan man undervise i den uden at vise eleverne tegningerne? Det må lærerne selv vurdere. Jeg synes, at det ville være naturligt at vise dem. Men jeg er hverken ude på at tvinge nogen til at se tegningerne eller til at vise dem.

Lederartiklen bidrager også med det tankespind, at det ville udløse et ramaskrig, hvis det i ytringsfrihedens navn skulle blive obligatorisk at vise billeder af aborterede fostre til skolebørn. Jeg køber ikke sammenligningen med Muhammed-krisen. Man kan sagtens oplyse om abort uden at fremvise billeder af døde fostre, ligesom man kan undervise i slaget ved Dybbøl uden at vise døende soldater - i dén historietime ville det nok være mere relevant med et landkort.

Disse to sager er ikke uløseligt koblet til billeder. Muhammed-krisen er derimod uløseligt koblet til de tegninger, som krisen udsprang af - lige så vel som terrorangrebet den 11. september 2001 er uløseligt koblet til billederne af de brændende tvillingetårne.

Derfor er det i min optik naturligt at vise billederne - men jeg kunne ikke drømme om at tvinge lærerne.

Mai Mercado er politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti