”HVIS MAN BEFINDER SIG i et land som USA eller Tyskland, er børnene mere prisgivet deres forældre, fordi de ikke er så meget i dagtilbud.” Påstanden er taget ud af en sammenhæng i en artikel om ”Uligheden i uddannelserne (...)”, bragt her i avisen fredag den 6. januar.
I artiklen tales der om ”svage familier”, ”mønsternedbryderkorps”, ”den negative sociale arv” og endelig: ”Det er stadig sådan, at mors uddannelsesniveau afgør, hvordan det vil gå dig resten af livet.”
Banen for diagnose- og behandlersamfundet kridtes op.
Der findes åbenbart stadig personer, der tror, at social lighed kan gennemføres ved lov.
Man glemmer åbenbart, at der længe tilbage i historien har været personer i træsko, der på vej op ad den sociale rangstige har passeret folk i laksko på vej ned. Denne udveksling mellem de sociale lag i både op- og nedgående retning foregår også i dag.
Folk er heldigvis forskellige. Der findes en gruppe, der er født med indbygget selvstarter. Det er en gruppe, for hvem jorden aldrig er frosset. De finder altid en løsning. De skaber deres egen arbejdsplads og meget ofte arbejdspladser for mange andre. De udgør en væsentlig kerne i samfundet.
Der findes en anden gruppe, som klynger sig til håndbremsen. De skal ingen steder. De løber ingen risiko. De udgør samfundets laveste fællesnævner og tiltrækker sig megen opmærksomhed fra politikerne, ofte i offerrollen.
Men mellem disse ydergrupper findes en stor og interessant gruppe, som er karakteristisk for befolkningen. Det er dem, der bruger samfundets, offentlige og private, tilbud om uddannelse og om deltagelse i foreningslivet herunder i den demokratiske politiske debat. Dem, der udgør ”den brede befolkning,” og som generelt er tilfredse med og til tider endda stolte over at være danske.
Godt nytår til os i livets skole og til ”de stakkels børn” i institutionerne.
Ole Friis Sørensen er civilingeniør.