Michael Agerbo Mørch, I har sagt, at I stifter en forening for åndsfrihed, fordi den enkeltes frihed til at tro, tænke og danne sig sine egne forestillinger og meninger er under pres fra flere sider i disse år. Hvordan ser I det?
Vi befinder os ikke i en historisk særegen situation, hvad angår presset på åndsfriheden, men der er strømninger i samfundet, som gør det oplagt at sætte en forening i gang nu.
For os er de primære strømninger ekstremisme, ånds- og religionsforskrækkelse og nationalisme, som har det tilfælles, at de presser en ensretning ned over vores samfund og fællesskaber.
Nogle ekstremistiske miljøer ensretter for eksempel folk til at antage et bestemt syn på livet, mens ånds- og religionsforskrækkelse kan gøre, at vi ensretter vores holdninger, så de, der har et afvigende syn på samfundet, ikke føler sig set og hørt. Nationalisme handler også om at ensrette, hvad vi forstår som danskhed. Den ensretning sætter vores frihed under pres.
Hvem er det mere præcist, der presser åndsfriheden?
Presset kommer fra flere forskellige sider. Der er et pres inden for forskellige politiske og religiøse samfund, hvor man i mindre grupper holder hinanden i et jerngreb. Og så er der et politisk pres. I denne uge kritiserede Institut for Menneskerettigheder for eksempel politikerne for at indskrænke vores frihedsrettigheder med nye love.
Mange stramninger er lavet for at undgå radikalisering, men de har uheldige følgevirkninger. Imamlovene, der skal hindre radikal islamisme, rammer for eksempel grupper, som bare giver traditioner og livssyn videre.
Politikere vil nok sige, at de netop beskytter åndsfriheden, når de for eksempel kriminaliserer bestemte ytringer eller vil forbyde bøn på skoler. Så det er vel svært at afgøre, hvornår love svækker og gavner?
Det er rigtigt, men det kommer an på, hvordan man definerer åndsfrihed. Jeg hører til dem, der er mere fuldtonende og også går ind for fuld ytringsfrihed.
Jeg mener ikke, vi skal straffe holdninger og ytringer, men handlinger. Nogle vil sige, at forbud mod bøn på skoler er at beskytte åndsfriheden. Det synes jeg er en misfor stået og mager form for åndsfrihed.
Er det også det synspunkt, vi skal forvente os fra den nye forening?
Ja, men vi forsøger ikke at strømline vores holdninger fuldstændigt. For det er ikke muligt at lave en facitliste for, hvad åndsfrihed dækker over, og hvordan man bedst fremmer den.
Hvordan undgår I som forening kun at forsvare – ofte religiøse – minoriteters rettigheder?
Det er en udfordring, for de, der er meget optaget af åndsfrihedsspørgsmålet, vil ofte være dem, der finder deres egne synspunkter presset. Og da åndsfrihed indebærer at forstå mennesket som ånds væsen, ligger religion lige til højrebenet.
Vi har flere livssyn, også ikke-religiøse, repræsenteret i foreningen, og vi kæmper for åndsfrihed både for majoritet og mino riteter. Det indebærer også det syn, at man må kritisere andres livssyn og holdninger, for åndsfrihed er ikke lig med blåøjet relativisme.
Kan det ikke blive svært at have en forening for åndsfrihed, når det ikke er helt konkret, hvem og hvad man kæmper for og imod?
Foreningen står og falder ikke med de nuværende anslag. Vi tager udgangspunkt i aktuelle emner i den offentlige debat, og hvis der ikke er noget at italesætte, vil vi arbejde for at fremme åndsfriheden med folkeoplysning og undervisningsmateriale.
Hvordan vil I sikre, at I bliver opfattet som en seriøs stemme i debatten og ikke som en snakkeklub, der bare vil alle det godt?
Ved at spille ind i den offentlige debat med en kritik af ting, vi ser, såsom lovforslag, der indskrænker åndsfriheden. Da vi fremlagde vores mål i efteråret, fik vi kritik fra folk, der opfattede os som naive. Men det er ikke meningen, at vi skal være en hyggeklub. Vi skal derimod kridte banen lidt anderledes op, så vi får en bedre dialog og kvalificerer debatten med ytringer om, hvorvidt en bestemt retning i samfundet er god eller dårlig for åndsfriheden, og hvad man kan gøre ved det. Det er klart, at vi lige nu snakker meget, fordi vi skal finde et fælles ståsted. Men når det kommer til de konkrete sager, vil der være bid nok. Det har jeg tillid til.