DEN FRANSKE FILOSOF Fabrice Hadjadj er bogaktuel og interviewes i den anledning af avisen Le Figaro.
Hans nyeste bog, ”Dernières nouvelles de l’homme”, drejer sig om en trussel, Hadjadj ser mod menneskeheden fra den teknologi, som fylder mere og mere i arbejdsliv og fritid.
Men, spørger Le Figaro: Er Hadjadj maskinstormer og teknofob?
Snarere teknofil, svarer han. Han elsker teknik og vil gerne redde den, og han skelner mellem ”teknik” og ”teknologi”. Vore tekniske evner visner på grund af teknologiens dominans.
Indtil for nylig havde mennesket hænder, siger filosoffen, og de var nærmest åndrige, en slags ”levende blomster”, der kunne få verden til at blomstre, ”stjerner af kød og blod, som kunne både hilse, slå, ofre og lyse over tingene”.
Nu er vi efterhånden uden hænder som følge af den teknologisk-kommercielle udvikling, mener Hadjadj.
”I stedet for at spille et instrument klikker man på en playliste. I stedet for at bygge sine egne ting køber man dem.”
Allermest bekymret er han over den nye, såkaldte transhumanisme, der ser frem til, at medicinske fremskridt skal gøre os næsten udødelige – og dermed kunstige og revet op med rode, mener han.
”Det drejer sig mindre om at finde forskellen mellem god og ond teknologi, men snarere om at forstå, at teknologien ikke er god, hvis den ikke stiller sig i teknikkens tjeneste. Det er for eksempel godt at se en video på Youtube for at genopdage bedstemors madlavning, lære at plante en køkkenhave, reparere tøj eller snedkerere et møbel.”
Skal vi vende tilbage til hestevognen og leve som amishfolket, spørger Le Figaro.
”Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide amishfolket. Jeg er så naiv, at jeg mener, det er bedre at dyrke sin have, rejse med hest og læse Bibelen i familiens skød end at speed-handle aktier på nettet, tage RER-toget og se serier på Netflix.”
Men han regner vel at mærke ikke med muligheden for en tilbagevenden til forne tider.
”Jeg deserterer ikke fra min post. Har skæbnen ladet mig komme til verden i denne epoke, så skal jeg få det bedste ud af den.”
Man kan ikke stikke af og leve som Robinson Crusoe. Hadjadj vil kun beskrive og ikke foreskrive noget. Men et simpelt liv, hvor man selv fremstiller nogle af sine ting i hånden, er vel noget, alle inderst inde kunne tænke sig, formoder den franske filosof, som ikke overraskende har skrevet om Heidegger.
Le Figaro nævner, at Fabrice Hadjadj har hævdet en forbindelse mellem terrorisme og tekno-kapitalisme og argumenteret for, at islamismen i virkeligheden stimuleres af globaliseringen.
Netop, svarer han. Islamisk Stat drejer sig ingenlunde om tilbagevenden til middelalderens skygger:
”Den er en postmoderne bevægelse, dannet af rodløse individer, som rekrutteres over internettet, som tager selfies med kalasjnikover og laver halshugningsvideoer, iscenesat ligesom tv-serier, og de lever af petro-dollars. Deres ’Gud’ er ikke født i kødet. Han er hverken tømrer eller talmudist – hvad der, med sansen for det konkrete, ville have givet ham en vis sans for humor. Jihadismen er måske en reaktion på aftenlandets tomhed, på dens fravær af mening og transcendens, men den er også en udvidelse af denne tomhed, et radikalt tab af jorden, af kulturen og af historien.”
Fabrice Hadjadj er vokset op i et jødisk hjem med forældre, der var militante maoister. Selv var han erklæret ateist indtil 1998, hvor han blev kristen. Han kalder sig ”jøde med et arabisk navn og en katolsk bekendelse”.
Han er optaget af den kristne inkarnation og den Guds pagt med det jordiske liv, som forhindrer, at spiritualiteten løber løbsk og bliver fanatisk. Og han vil gerne, her oven på julen, pege på en lære fra stalden i Betlehem under stjernen:
”Et jødisk spædbarn dukker op midt om natten, mellem sin mor og sin far, oksen og æslet, hyrdernes og kongernes tilbedelse; det er den Evige, der fortæller os, at det er godt at være menneske, at have en krop, arbejde med sine hænder, at tale om det himmelske gennem Jordens simple ting, og selv hvis Jorden går under i morgen – denne verden vil forsvinde, siger Paulus – så skal man stadig blive på sin post, plante træer, opdrage sine børn, lære dem om lovsangens og bønnens poesi. Inkarnationens mysterium vil være det sidste værn mod transhumanismen, islamismen, animalismen, spiritualismen og alle vor tids øvrige former for fortvivlelse.”
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I ”Kiosken” samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.