Prøv avisen

Inklusion: Foreningslivets børn og unge lærer at tage ansvar for sig selv

Vi arbejder med inklusion i alle vores aktiviteter, skriver næstformand i KFUM og KFUK. Arkivfoto Foto: Michèle Constantini/AltoPress / Maxppp

Det er miljøet, der skal være inkluderende, ikke det fysiske sted, og det er måden, elevens vanskeligheder mødes og håndteres på af omgivelserne, der siger noget om graden af inklusion, skriver næstformand i KFUM og KFUK

Dette debatindlæg er skrevet af Henriette Lynderup, næstformand i KFUM og KFUK i Danmark

Inklusion er i den grad kommet på skoledagsordenen; inklusion som det at gøre et fællesskab tilgængeligt for flest mulige, så de har mulighed for at deltage aktivt i skolernes faglige og sociale fællesskaber.

Det er miljøet, der skal være inkluderende, ikke det fysiske sted, og det er måden, elevens vanskeligheder mødes og håndteres på af omgivelserne, der siger noget om graden af inklusion.

En inklusion, der leves ud hver eneste dag i det danske foreningsliv. Måske især blandt de foreninger, der som os driver forenings- og frivilligt arbejde på et tydeligt værdigrundlag. Og vi vil gerne invitere skolen, ja, alle, der ikke allerede er en del af det, indenfor for at opleve, hvordan foreningslivet leverer inklusion imellem børn og børn og imellem børn og voksne.

Hvad er det, vi mener, vi kan? Langt det meste frivillige arbejde i KFUM og KFUK bygger på aktiviteter og tilbud til helt almindelige børn og unge, hvad enten det er festivaler, sodavandsdiskoteker eller teen- og børneklubber. Vi arbejder med inklusion i alle vores aktiviteter også når vi i Esbjerg laver et projekt for udsatte unge med støtte fra Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Og uanset om det er den ene eller den anden aktivitet, er grundpræmissen, at vi tror på, at alle kan få en plads i fællesskabet.

Projektet i Esbjerg bygger helt og holdent på frivillige kræfter, som vil lave et værested, der med deres egne ord, bliver en ramme for selvudfoldelse, hvor de udsatte unge sammen med andre unge kan udvikle sig i et forpligtende fællesskab samt danne venskaber på tværs.

Børnene og de unge møder frivillige ledere, der alene er der, fordi de vil dem, fordi de har noget på hjerte, og fordi de vil udleve næstekærlighed i praksis. Vores frivillige tør samtidig sætte klare rammer for børns indbyrdes adfærd, så det bliver nemmere for alle børn at være en del af fællesskabet.

Pointen er, at vi med værdigrundlag i kristendommen laver rammerne for, at inklusion bliver en selvfølgelighed. Vi har en grundlæggende tro på, at mennesker vokser, når de får ansvar, hvad enten det gælder dem, der bruger vores tilbud, eller de frivillige, der former dem.

Vi giver børn den konkrete, livsnødvendige erfaring med på vejen, at forskellighed styrker fællesskaber, og at lille Viktor, der måske falder udenfor i skolegården, har en vigtig rolle at spille lige præcis som sig selv. Eller at lille Frida, der fylder (for) meget i klasselokalet, oplever, at verden er større end hende. Vi lader alle børn få lærerige oplevelser med at stå ved sig selv i fællesskabet og at bruge det som afsæt for at møde og rumme andre børn i fællesskabet.

Men tro ikke mine ord alene. Har du selv et barn, der møder frivillige i sine fritidsaktiviteter, måske hos os, måske hos spejderne, måske et helt tredje sted, så spørg dem.

Spørg dem om, hvordan alle bliver en del af fællesskabet, hvordan alle får en rolle at spille, og hvordan lederne er. Vi tror nemlig på, at de erfaringer, som børn får med sig fra os, kan læres videre og kan fortælle os alle noget om, hvordan vi skal lave en inkluderende skole i virkeligheden.

Ja, og så ses vi i øvrigt efter sommerferien, når vi eller en af de andre store frivilligorganisationer kommer til en skole nær dig når vi tilbyder understøttende undervisning i for eksempel teambuilding, kristendomskundskab i praksis og internationale projekter.