Prøv avisen
Etisk set

Insekterne kommer – men om de er bæredygtige, afhænger af øjnene, der ser

Insekter er den nye dille i fødevareproduktionen. Men er de overhovedet bæredygtige? Og gider folk at spise dem? spørger lektor i bioetik Mickey Gjerris. Her ses stegt ørred med orme tilberedt af kokken Rasmus Leck Fischer. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Insektproduktionen har typisk en mindre klimabelastning end de proteiner, der benyttes i dag, og mange arter af insekter kan fodres med produkter, der i dag går til forbrænding. Men bliver en produktion bæredygtig af at mindske sit aftryk, spørger universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris

Bæredygtighed er det svært at være imod. Det er lidt ligesom kærlighed, velfærd og et godt måltid mad. Vi er alle sammen enige om, at det vil vi gerne have mere af. Og det er jo rart sådan at kunne finde noget at samles om i en tid, hvor skattelettelser, burkaforbud, flygtningepolitik og så meget andet deler vandene.

Problemet er bare, at bæredygtighed ligesom de andre begreber dækker over en lang række uforenelige synspunkter. Vi er basalt set enige om, at vi vil have mere af det gode, men vi er ikke enige om, hvad det gode er.

Et eksempel på dette kommer fra en af de nye trends i fødevareproduktionen: insekter. De færreste er i tvivl om, at vi står foran nogle store udfordringer i forhold til natur, klima og ressourcer i forbindelse med produktionen af animalske proteiner – og her kommer insekterne ind i billedet.

Både som en erstatning for de animalske proteiner fra kyllinger, svin og køer, som vi normalt sætter tænderne i, og som en erstatning for cirka halvanden millioner tons soyaskrå, som danske husdyrproducenter importerer om året fra Sydamerika som dyrefoder, hvilket lægger beslag på et område næsten på størrelse med Sjælland.

Insektproduktion i stor skala ses som et miljøvenligt alternativ. Insektprotein kan indgå i forarbejdede produkter som en del af ”kødet” eller spises ”rene” som tilbehør til kartoflerne i stedet for frikadellerne – og grisene er ligeglade med, om det protein, de stopfodres med for at holde vækstraterne, kommer fra soyabønner eller melorme.

Produktionen har typisk en mindre klimabelastning end de proteiner, der benyttes i dag, og mange arter af insekter kan fodres med produkter, der i dag går til forbrænding. Men bliver en produktion bæredygtig af at mindske sit aftryk? Eller bliver den kun mere bæredygtig? Eller vil det være mere passende at sige, at produktionen af for eksempel svinekød bliver ”mindre ubæredygtig” af at supplere foderet med lokalproduceret insektprotein?

Det er ikke kun en akademisk diskussion, men afgørende for idéens succes, om man kan få solgt intensiv storskalaproduktion af insekter som bæredygtig til forbrugerne. Det er svært at forestille sig store segmenter af danske forbrugere erstatte leverpostejen med ormemos – især når man ser, hvor svært det er at overtale dem til at spise for eksempel kikærter i stedet for kød.

Så det store potentiale synes i hvert fald i første omgang at ligge i foderproduktionen. Men er det det bæredygtige at sænke klimapåvirkningen af den animalske produktion gennem en ændring af fodersammensætningen, eller er det bæredygtige at udfase den animalske produktion til fordel for en lokal produktion af planteprotein til menneskeligt forbrug?

Et andet spørgsmål er, hvad begrebet bæredygtighed dækker over. For nogle handler det om miljø- og klimapåvirkning, for andre om den økonomiske bundlinje. Flere og flere taler også om social bæredygtighed og inddrager spørgsmål om for eksempel dyrevelfærd. Her står insektprojekterne over for den udfordring, at det langt hen ad vejen er uafklaret, om de insektarter, som skal ind i den intensive produktion, kan opleve velfærd – og hvordan man i givet fald skal tage hånd om den.

Det seneste skud på stammen af bæredygtighedsperspektiver kaldes ofte spirituel bæredygtighed og fokuserer på spørgsmål om natursyn og -etik. Her rejser idéen om at tage nye dyrearter ind og gøre dem til en del af den industrielle masseproduktion af kød spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er en meningsfuld vej i lyset af, at opgaven er at arbejde sig hen imod større respekt for den levende planet, som vi er en del af.

Insekterne kommer – men om de bæredygtige afhænger af øjnene, der ser.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.