Instagram leverede foder til min spiseforstyrrelse

Da jeg selv led af spiseforstyrrelse havde jeg brug for et fælles ståsted, en anerkendelse og en accept fra ligesindede. Et fællesskab at opsøge. Det fandt jeg på Instagram, skriver kommunikationsmedarbejder Amanda Sigrid Hallum Bendtsen

Skruer jeg tiden lidt tilbage til dengang, hvor jeg selv var et offer med en sengeplads på et psykiatrisk døgnafsnit, så ser jeg en pige, der er afskåret fra alt socialt samvær som skole, fester, venner, klubber med mere, skriver Amanda Sigrid Hallum Bendtsen.
Skruer jeg tiden lidt tilbage til dengang, hvor jeg selv var et offer med en sengeplads på et psykiatrisk døgnafsnit, så ser jeg en pige, der er afskåret fra alt socialt samvær som skole, fester, venner, klubber med mere, skriver Amanda Sigrid Hallum Bendtsen. Foto: Privatfoto.

Jeg står på sidelinjen og betragter de appetitvækkende før og efter-billeder, der florerer på min Instagram-profil. Jeg knæler og falder i. Endnu en gang drages jeg af fitness-atleter, slankende opskrifter og skelettynde piger, der poserer foran spejlet på psykiatrisk afdeling.

Et hav af recovery -profiler holder dagligt liv i min anorektiske fortid, og jeg bekræftes i, at mine 60 kilo er langt over det acceptable.

Hvorfor er det, at jeg drages at et netværk, der på ingen måde er sundt for hverken mig selv eller mine medmennesker? Jo, et fællesskab styret af piger, der forsøger at komme sig efter en spiseforstyrrelse har for alvor fået fat i mig.

Skruer jeg tiden lidt tilbage til dengang, hvor jeg selv var et offer med en sengeplads på et psykiatrisk døgnafsnit, så ser jeg en pige, der er afskåret fra alt socialt samvær som skole, fester, venner, klubber med mere.

Trods min lave kropsvægt og mine livløse øjne havde jeg brug for et fælles ståsted, en anerkendelse og en accept fra ligesindede. Et fællesskab at opsøge.

Det fandt jeg på Instagram.

Stærkt påvirket af manglen på fællesskab greb jeg telefonen og fandt det, jeg ledte efter: en gruppe af Instagram-sider, der bekræftede mig i min sygdom.

Jeg stiftede bekendtskab med begreber som ana (en personificering af ano-reksi), tw ( trigger warning ), tmi ( too much information ) og blev en del af en parallel verden.

Den udvikling, jeg selv synes at gå igennem ved at ”møde” andre mennesker med samme problematik, får et skjult budskab.

Recovery-posts, der har til formål at opmuntre og skabe gode vibrationer, virker fuldkommen modsat på mig.

Som tiden går, tager jeg de her piger til mig. Syge tanker som, at jeg skal påtage mig deres dårligdom, opstår, og jeg begynder for alvor at terrorisere både mit sind og min krop. Jeg drages ind i en parallel verden, hvor jeg skal være den tyndeste og hende, der spiser mindst – og jeg er ikke den eneste.

Meningen med livet bliver de daglige Instagram-billeder, der ruller ned over mit feed, og min lyst til at blive rask minimeres for hver gang, en sygelig pigekrop optræder på mit skærmbillede.

På trods af motiverende opsange om, hvor meget hun inderligt forsøger at vægtøge, da er det den tynde krop, der borer sig fast på min nethinde.

På trods af årelange indlæggelser og et overskud lig nul får jeg studenterhuen på. Det skulle vise sig at være et vendepunkt. Øjnene åbnes for den verden, der ligger uden for min Instagram.

Det er hverken lunkne øller eller Roskilde Festival, der får mig til at skrue bissen på over for sygdommen, men derimod lysten til at gøre en forskel.

”Nu skal jeg være et forbillede for alle de piger, der ligger begravet bag skærmen og ønsker ana godnat med et billede af deres afpillede krop på et badeværelse, der er lige så klinisk og sygeligt som mine hænder efter at have vasket dem i wc-rens.”

Jeg trak hverken det længste strå eller vandt i Lotto. Jeg tog kampen op og sagde farvel til den verden, der afskar mig fra al livskvalitet.

Så kære dig, der igen i dag har siddet med telefonen i hånden og fået dårlig samvittighed over at have spist for meget, eller dig, der er så tynd, at du vælter i vinden: Kom ud, se verden, åben øjnene og vis, at du er meget mere værd. Giv den gas, elsk dig selv og hæng i, også når sygdommen bider igen. Jeg kunne, så du kan også.

Amanda Sigrid Hallum Bendtsen er kommunikationsmedarbejder.