Muslimske kvinders brug af tørklæder og anden religiøst begrundet påklædning har igennem årtier været genstand for omfattende debat, og regeringen har nu varslet et maskeringsforbud – i realiteten et burka- og niqabforbud.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har over årene i et meget stort antal sager taget stilling til forbud mod og begrænsninger i borgeres adgang til at klæde sig, som de vil. For naturligvis er det som udgangspunkt en menneskeret at iklæde sig, hvad man måtte have lyst til. Det gælder selvfølgelig, fordi retten til privatliv er beskyttet. Men lige så snart det drejer sig om beklædning, der knytter sig til den enkeltes religionsudøvelse, berører vi en anden af de helt centrale menneskerettigheder, nemlig religionsfriheden.
Religionsfriheden er en af de klassiske frihedsrettigheder, der allerede fandt vej ind i den danske grundlov i 1849, og som var afgørende for udviklingen af menneskerettighederne efter jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig. Religionsfriheden er ligesom pluralisme og tolerance kendetegnende for de samfund, som vi anser for demokratiske.
Institut for Menneskerettigheder blev i Kristeligt Dagblad for nylig taget til indtægt for at ”blåstemple” et kommende burkaforbud. Det, vi reelt har sagt, er, at når man ser man på Menneskerettighedsdomstolens praksis, er der god grund til at tro, at domstolen ikke vil anse et generelt formuleret maskeringsforbud for at krænke menneskerettighederne.
Det skyldes, at domstolen har været ganske tilbageholdende med at stille sig til dommer over staternes vurdering på netop dette følsomme område. Tidligere har der været tvivl om, hvorvidt et dansk forbud ville blive accepteret af Menneskerettighedsdomstolen. Men i lyset af blandt andet en dom fra juli i år, hvor et belgisk forbud mod at tildække ansigtet i det offentlige rum, ikke blev anset for at udgøre en menneskerettighedskrænkelse, anser vi det for temmelig sikkert, at et generelt formuleret maskeringsforbud ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser.
Der er noget, der tyder på, at domstolen tilmed på en række områder er blevet mere forsigtig med at overtrumfe staternes vurdering af, hvad der lovgivningsmæssigt er behov for, også i tilfælde hvor der er tale om at indskrænke basale rettigheder. Udvisningsområdet er et andet sådant område, der aktuelt tiltrækker sig megen opmærksomhed.
Men fordi der ikke umiddelbart er udsigt til, at Danmark vil blive dømt for menneskerettighedskrænkelser, hvis vi indfører et maskeringsforbud, er det alligevel væsentligt at holde sig for øje, at et burkaforbud i menneskeretlig forstand er ganske vidtgående.
Tvang og undertrykkelse er helt uacceptabelt, og i den udstrækning, kvinder presses til at iklæde sig denne særprægede form for beklædning, skal der naturligvis slås hårdt ned. Tvang er da også allerede i dag strafbart. Et forbud mod burka og niqab vil imidlertid næppe frigøre undertrykte kvinder, men kan i stedet betyde yderligere eksklusion og fremmedgørelse. Så hvis det er undertrykte kvinders sag, man vil fremme, er det tvivlsomt om et forbud er den rette medicin.
Menneskerettighedsdomstolen har da også afvist at acceptere denne begrundelse for indførelsen af et burka- og niqabforbud. Forbud er alene blevet accepteret med henvisning til beskyttelsen af andres frihed og som en garanti for det, domstolen kalder ”living together”, altså et hensyn til den sociale sammenhængskraft.
Selvom hensynet til den samfundsmæssige sammenhæng i den konkrete sag om burka og niqab vejer tungt, betyder folkekirkens særstilling i Danmark, at man bør være særlig opmærksom på religionsfriheden for borgere, der ikke tilhører folkekirken. Begrænsninger af religionsfriheden for denne gruppe mennesker kan nemlig have den modsatte effekt i form af, at religiøse minoriteter oplever sig marginaliserede og ekskluderede. Det kan også risikere at føre til en legitimering af had mod især muslimske minoriteter.
Endelig vil et maskeringsforbud, som i praksis i særlig grad rammer kvinder, også vurderes i forhold til målsætningen om ligestilling mellem kønnene.
Selvom forbuddet indføres med det formål at styrke kvinders selvbestemmelse, så er det problematisk at regulere kvinders beklædning gennem lovgivning, som skal håndhæves af politiet. Det har i både Frankrig og Østrig resulteret i ubehagelige optrin, hvor mandligt politi har taget skridt til at tvangsafklæde kvinder deres burka/burkini på offentlige steder. Man må spørge sig selv, om indgreb i kvinders ret til at vælge beklædning er den bedste måde at styrke kvinders selvbestemmelse på.
Alt dette bør inddrages i overvejelserne, når og hvis Danmark indfører et maskeringsforbud. Eller burkaforbud. Også selvom alting tyder på, at Menneskerettighedsdomstolen, som tilfældet var i forhold til Belgien, vil overlade vurderingen til den danske stat som den instans, der bedre end en international domstol vil være i stand til at vurdere, hvad behovene er.
Man kan med andre ord godt skrue et lovligt maskeringsforbud sammen, men det udfordrer ikke desto mindre vores helt basale frihedsrettigheder.
Louise Holck er vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder.