Regeringen har netop præsenteret en ny psykiatriplan. Ifølge flere psykiatere og en professor i sundhedsøkonomi har planen en merudgift til psykiatrien på 4,5 milliarder kroner om året. Men det bliver dyrere! For der er voldsom bevægelse i de tektoniske plader, som psykisk helse står på.
På godt 10 år er antallet af børn i psykiatrien fordoblet, og det er især antallet af autisme-diagnoser stiger. Hvis udviklingen fortsætter, kan det om en generation i værste fald være flertallet af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose. Hvordan vil det påvirke deres egen forældrerolle?
Det er helt umuligt at forestille sig, at de forhold, der er i en vuggestue, kan give den samme ro og lige så individualiseret omsorg og stimulation, som et barn kan få hos nogle få, personligt engagerede kompetente omsorgspersoner.
Det tager 5-10 år at uddanne specialister i psykiatrien, psykiatere og psykologer, og uden dem er det svært at skimte et fagligt løft i psykiatrien. Imellem tiden kan man overveje: Hvorfor udvikler så mange børn psykiske problemer?
Mange faktorer er i spil: Eksempelvis påvirker miljøfaktorer hjernen i fosterstadiet og i de første leveår, ligesom mænd og kvinder bliver forældre i en senere alder. IT og hele onlineuniverset stjæler tid og energi fra det sociale samvær, så børn er mindre sammen fysisk end tidligere, hvilket gør det sværere at blive en del af et aktivt socialt fællesskab og nedsætter evnen til at klare samfundets krav om at møde op i uddannelsessystemet og senere på en arbejdsplads. Sociale medier bombarderer børn fra halv-lukkede ekkokamre, forældre bruger deres sidste mentale kræfter på at besvare e-mails og opdatere deres sociale profiler. Besparelser i vuggestuer og børnehaver har fjernet det menneskelige overskud, som er nødvendigt for, at børn kan trives, så deres nervesystem modnes. Og støj i timerne og heldagsskolen er gift for alle de børn, der i dag er ”særligt sensitive”.
Der er rigeligt af faktorer, men én nærmest uoprettelig faktor er tabuiseret at adressere: Hvad har institutionaliseringen i to generationer af børnenes tidlige liv betydet?
Det er principielt en faktor, det er helt umuligt at se bort fra. Hele den økonomiske udvikling bygger på arbejdsdeling og at få flest mulige hænder ud på arbejdsmarkedet, væk fra hjemmet, og væk fra de små børn. Det er et tabu, fordi spørgsmål som: ”Ok, så I vil have kvinderne tilbage til kødgryderne?” lukker samtalen. Der er opstået en forståelse af, at børn i bund og grund er robuste, og at det nok er bedst med en kollektiv frem for en individualiseret tidlig omsorg. Der er bare intet, der tyder på, at det er korrekt!
Barnets hjerne udvikles især i fostertilstanden, og det er i dag ret ukontroversielt rent lægefagligt at mene, at moderens både fysiske og psykiske tilstand under graviditeten påvirker fosteret. Men efter fødslen fortsætter hjernemodningen i særligt de første 2-3 år. Denne periode er altafgørende for udviklingen af en følelse af basal tryghed og for den mentale og fysiske udvikling resten af livet.
De fleste kender ”titte-bøh”-legen, hvor en tæt omsorgsperson har øjenkontakt og emotionel kontakt med et smilende lille barn og sætter hænderne op foran sit ansigt. Et normalt barn vil reagere ved, at smilet forsvinder. Barnet føler sig utrygt, og begynder måske at græde, for hvor blev omsorgspersonen, som barnet med rette føler sig afhængig af, mon af? Når omsorgspersonen fjerner hænderne efter få sekunder lyser barnet op i et frydefyldt smil, måske med et lille hvin.
Det handler om basal tryghed. En omsorgsperson kan forsvinde, men kommer tilbage, og alt bliver igen som før. Efterhånden kan omsorgspersonen forsvinde længere ud af syne, men barnet ved, at man kommer tilbage. Psykologer taler om evnen til at trøste sig selv og overbevise sig selv om, ”at det går nok”, er helt grundlæggende for at klare tilværelsens skiftende krav. Det er blandt andet forudsætningen for at kunne udskyde sine behov, tage hensyn til andres behov og arbejde mod langsigtede mål. Hvis barnet ikke udvikler basal tryghed, så kan det være mærket resten af livet, fordi hjernen ikke gennemgår den biologisk forudprogrammerede udvikling.
Alle ved dette, få vil sige det: Der fødes mere og mindre robuste børn. Der findes i dag ikke nogen bedre hypotese end, at det i høj grad er institutionaliseringen af børn fra de er et år og den sansemæssige overstimulation i vuggestuer, der formentlig har medført, at flere børn, som er mindre robuste, udvikler angst eller får aktiveret anlæg for ADHD eller autisme meget tidligt.
Disse børn kunne have fået en bedre hjerneudvikling, hvis de havde haft få kompetente omsorgspersoner, der i deres første leveår havde dækket deres individuelle behov og stimuleret dem til gradvist at blive selvstændige individer.
Det er helt umuligt at forestille sig, at de forhold, der er i en vuggestue, kan give den samme ro og lige så individualiseret omsorg og stimulation, som et barn kan få hos nogle få, personligt engagerede kompetente omsorgspersoner: mor, far, bedsteforældre, barnepige og andre primære voksne i en stabil samværsordning. Udviklingen har vist, at det er en fejlanalyse, at sige robuste forældre får robuste børn. Det er der mange børn, der ikke bliver, hvis de allerede i de første leveår skal kæmpe med tre til seks andre børn om omsorg fra en professionel.
Børn med få, gode omsorgsevner i de første leveår vil utvivlsomt opnå den langt bedste udvikling til gavn for dem selv, deres familie og samfundet. De vil blive mere robuste og dermed sjældnere ramt af psykisk lidelse. De forældre, der ikke har ressourcerne til at bringe deres børn gennem den første vigtige livsfase, vil have brug for familiebaseret hjælp for at sikre, at så få børn som muligt udvikler psykiske problemer.
Men lige nu er tilgangen snarere, at ”hvis ikke alle kan have en tryg tidlig opvækst i en ressourcestærk familie, så skal ingen have det.” Vi har brug for det modsatte: Jo flere børn, der får en god tidlig opvækst, jo flere stærke individer vil der være til at hjælpe de svage i samfundet.
For at ændre udviklingen med flere og flere børn med psykiske problemer, så skal man ændre tilgangen til småbørnsfamilier. Forældrene bør tilsammen have mulighed for to til tre års barsels- eller forældreorlov med en ordentlig økonomisk ramme, hvor barnet kan komme på besøg i eksempelvis legestuer, så det gradvist vænner sig til andre børn og lærer at tage del i et fællesskab med overskud.
Den nuværende pasningsmodel af børn, som er et til tre år gamle, medfører, at flere børn får angst og udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD. Vi har som samfund og som medmennesker ikke råd til, at denne udvikling fortsætter. Alle børn bør have ret til en hverdag med tid nok til modning, uden en stress som går i nervesystemet, og med forældre, der har råd og energi til at skabe nærvær i de første tre leveår. Så ender de ikke allerede som børn i psykiatrien med stor risiko for at blive der.
For 50 år siden troede man ikke tobaksrygning var skadeligt. For 10 år siden, troede man, at et moderat forbrug af alkohol var sundt. Det er det ikke. Vi bliver nødt til nu at tage hul på diskussionen om, hvorfor så mange børn lider psykisk.
Så, ja, psykiatrien har brug for et markant løft, men det kan vise sig umuligt, hvis man ikke forstår baggrunden for udviklingen af tidligt opståede psykiske lidelser. Her må man bare sige, at i jagten på økonomisk vækst, har vi gennem generationer glemt at investere i fremtiden, i børnene. Tværtimod har vi gjort børn med anlæg for psykisk lidelse til syge børn!
Søren Lecker er psykiater og Kirsten Callesen er psykolog