DET VAR ET YDERST interessant interview, avisen bragte i sidste uge med den hollandske migrationsforsker Ruud Koopmans. Han beskriver ærligt sin bevægelse fra en naiv tro på multikulturalisme som måden at integrere indvandrere på til at stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund.
Det kaldes assimilation og afvises stadig af de fleste migrationsforskere, der bærer på en tung arv af dårlig samvittighed over tidligere tiders europæiske kolonialisme og etnocentrisme. Den dårlige samvittighed er i grunden malplaceret i en småstat som den danske, der har skilt sig af med sine kolonier. Selvom det først skete i 1917 med salget af De Vestindiske Øer, som vi har markeret i år, og mange grønlændere mener, at de har været udsat for dansk kolonialisme. Danskerne har glemt – eller fortrængt fortiden.
Hvorfor er assimilation et fyord i Danmark, en af de mest homogene nationalstater i verden? Det skyldes forskningens afhængighed af de amerikanske forbilleder, som har sat standarden helt fra begyndelsen, men de amerikanske forskere studerer i USA, hvor flertallet af befolkningen består af personer, der er bevidste om deres oprindelse som indvandrere eller efterkommere af indvandrere.
FORESTILLINGEN OM den amerikanske kultur som en stor smeltedigel, melting pot, kom i miskredit i 1950’erne. I stedet for at undersøge national identitet fokuserede sociologer og antropologer på etnisk identitet.
Den amerikanske sociolog David Riesman, kendt for klassikeren ”Det ensomme massemenneske” om de vigtigste socialiseringstyper i den amerikanske fælleskultur, indvarslede dette paradigmeskift i 1958 i sin tiltrædelsesforelæsning ved Harvard Universitet.
Her opfordrede han samfundsforskere til at opgive de store spørgsmål om klasser og nationalkarakter, der havde optaget dem under og efter Anden Verdenskrig. Sådanne undersøgelser kunne de passende overlade til historikerne. Nu hvor vi bliver mere forskellige fra hinanden end nogensinde tidligere, vil national karakter blive endnu mere flygtig, end den allerede er, forudsagde den sociolog, der 10 år tidligere havde analyseret de vigtigste personlighedstyper i det moderne amerikanske samfund.
DET SKULLE VISE SIG AT VÆRE en profetisk formulering af den videnskabelighed, der kom til at dominere fra 1960’erne. Interessen for race, klasse og køn, det vil sige det, der adskiller, i stedet for det, der er fælles, kom nu i centrum.
Etniske forskelle blev introduceret med brask og bram i 1963 af Harvard- sociologerne Nathan Glazer og Daniel Patrick Moynihan, der har repræsenteret staten New York som en af de længst siddende senatorer nogen sinde og efter eget udsagn skrevet flere bøger end hans kolleger i senatet har læst.
Det skete med bogen med titlen ”Beyond the Melting Pot. The Negroes, Puerto Ricans, Jews, Italians, and Irish of New York City” på det prestigiøse MIT Press. Sociologerne blev nu til minoritetsforskere, der studerede race, klasse og køn. Først i USA, siden med nogen forsinkelse i Danmark, der altid prøver at være mere amerikansk end amerikanerne.
Den danske erfaring er ganske vist forskellig fra den amerikanske. Danmark er stadig et af de mest etnisk og socialt homogene lande i verden. Det er landet ganske vist blevet ved at afstå landområder efter serier af nederlag, der begyndte med Christian IV ved Lutter am Barenberg i 1626.
CHRISTIAN IV SATTE SIT RIGE over styr og endte – derfor? – som den mest elskede danske konge. Han kunne lide vin, kvinder og sang – og så tabte han. En rigtig dansker.
At landet alligevel overlevede skyldtes stormagternes interesse i en selvstændig stat ved indsejlingen til Østersøen. Derfor endte Danmark i 1960’erne som landet med den idéelle størrelse, der var blevet nationalt integreret gennem en enorm vandring fra land til by, som havde gjort bønder til socialdemokratiske industriarbejdere.
Men den erfaring har ingen mindretalsforskere inddraget, selv ikke dem, der på egen krop har oplevet at skulle skifte sprog fra dialekt til ”rigsdansk”. I stedet dyrkes forskellighed som ideal, formentlig netop fordi vi er blevet ens. Jeg er født i 1945, samme år som den tidligere formand for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen.
Når jeg læser hans gribende erindringer fra en opvækst i udkanten af det danske samfund i Vestjylland, er det forskellene mellem hans Danmark og mit socialdemokratiske og reformpædagogiske Danmark i Esbjerg og Nørresundby, der springer i øjnene. De eneste fælles oplevelser er, hvad vi har hørt i radioen – på rigsdansk.
Alligevel er vi begge blevet ret godt assimilerede. Sådanne erfaringer skulle man nok have taget alvorligt i integrations- og mindretalsforskningen i stedet for at skrive af efter amerikanske forskere, der skrev om virkeligheden i et land, der var grundlagt på indvandring.