Prøv avisen

Integration - hvad er det?

KOMMENTAR: Den danske fremmeddebat kan deles op i to lejre: integrationisterne, der ser problem og løsning i begrebet arbejde, og assimilationisterne, der hævder, at de konflikter, der findes, alle er kulturelle

lektor Er det ikke ved at blive sådan, at der i indvandrerdebatten nu tales mere om integration end om assimilation? Begge ord er fremmedord, der er blevet integreret i eller assimileret af det danske sprog. Hvad betyder de? De betyder at indlemme minoriteter i majoriteten; at gøre en del til en helhed. Hvis jeg har ret i, at der tales mere om integration end om assimilation, da kunne man begynde at dele debattens deltagere op i integrationister og assimilationister. Skrækkelige ord; det erkender jeg. Hvad er forskellen? Integrationisterne ser problem og løsning i begrebet arbejde, medens assimilationisterne ser det i kultur. Jeg tager de sidste først. De har altså en tendens til at tale om kultur, men derfor behøver de ikke være enige. De mener, at de konflikter, der findes, er kulturelle, og at løsningen er mere kultur. At assimilere fremmede betyder at udviske forskelle. Folkeskolen har til formål at gøre alle børn fortrolige med dansk kultur, og somaliere skal synge danske sange. Det skal danske børn også, for de er hjemmefra opdraget med Aqua. Alle skal have en fælles kultur. Hvem er assimilationisterne? Det er både dem i Dansk Folkeparti og i Det Radikale Venstre, samt de socialdemokratiske borgmestre. Det betyder ikke, at folkepartisterne, borgmestrene og de radikale er ens, men de har samme udgangspunkt. Alle kan de tale om at styrke det danske og om rødder med samme patos og sentimentalitet. De radikale har desuden det besynderlige synspunkt, at hvis man er fortrolig med sin egen kultur og religion, er man pr. definition ikke bange for de fremmede. Hvad er de så uenige om? Jo, hvor Henrik Svane mener, at alle somalierne, syrerne, tamilerne og irakerne kan blive danske med tiden - bare de får læst noget Martin A. Hansen - mener Pia Kjærsgaard det ikke. Svane siger: »Bare vent, de bliver en dag som os« - dvs. lige så kedelige eller radikale. Kjærsgaard siger: Bare vent. »De bliver aldrig som os«. De bliver aldrig en del af det danske folk. Pia Kjærsgaard deler opfattelse med Grundtvig, og derfor er det ikke mærkeligt, at grundtvigianere som Søren Krarup kan slutte sig til hende. Hun siger nemlig som den Gamle: Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil. Resten udelukker sig selv, som Grundtvig fortsatte. Hendes logik er klar. Mange af de fremmede regner ikke sig selv dertil, fordi de er muslimer, og hun synes at mene, at religion er den faktor, der integrerer. Det er jo et helt respektabelt syn på integration. Når hun henviser til den kristne religion, er det denne religion i egenskab at det, der hedder civil religion. Pia Kjærsgaard er desuden hegelianer (uden at vide det, naturligvis). Hegel havde det syn på integration, at staten havde ret til at integrere mindre civiliserede grupper i de institutioner, der var i en civiliseret stat. Hun er jo fremskridtsmand i hjertet, og derfor mener hun, at vi er mere fremskredne, end de er. Dem, der er havnet her, har vi derfor ret til at civilisere. De radikale er en slags liberale og synes at have det liberale syn på integration, som vi finder det hos Stuart Mill. Mill lagde stor vægt på sproget; og det gør man også i den danske debat. Han mente, at det ville blive vanskeligt for folkestyret og for de frie institutioner, som han kaldte dem, at fungere, hvis der var sprogforskelle. Det var et af argumenterne for at udrydde det walisiske sprog i 1840'ernes England. Man var i England kommet til det resultat også på grund af debatten om Fransk Canadas assimilering i resten af Canada i de samme år. Vi kommer nu til integrationisterne. De har forsøgt at tilføre indvandrerdebatten en ny tone. De begrunder integration i noget andet end kultur. Uden integration vil statens eller det politiske system miste autoritet, siger de. Hvor assimilationisterne tænker i kulturelle kategorier som folk, rødder, sprog, kultur, tænker integrationisterne med udgangspunkt i staten. De reagerer voldsomt, når staten er ved at miste magten over sit territorium, som det sker på Nørrebro. Integrationisterne har forsøgt, med et vist held, at sige, at indvandrerproblemet intet har med kultur at gøre. Problemet er, at de ikke har arbejde. De synes at mene, at arbejdet er den faktor, der skaber integration. Vi finder dem, der tror på det her, især inden for Socialdemokratiet. Det er ikke underligt, for deres menneskesyn, som de kalder det, går jo ud på, at mennesket skaber sig selv gennem arbejdet. Arbejdet er for dem religionserstatning. Er arbejdet løsningen, og er problemet socialt? Nej. De forsøger at læse et problem i et post-industrielt samfund med løsninger hentet fra det industrielle. De er ikke ankommet til, hvad man kalder det andet moderne. De glemmer, at de første fremmede kom som fremmed-arbejdere på et tidspunkt, hvor der var arbejde nok, men det førte overhovedet ikke til den ønskede integration. Og hvilket arbejde har de tiltænkt nydanskerne? Der skal være tjenestefolk; dvs. et ny underklasse. Religion dur ikke som integrationsfaktor. DF-modellen. Kultur og sprog gør heller ikke - dvs. det nationale. Den radikale. Vi er på vej til at afskaffe arbejdet, derfor kan arbejdet ikke være den integrerende faktor. Den socialdemokratiske. Hvad kan så? Det skal jeg vende tilbage til ved en anden lejlighed. Imens kan vi vente på, om der ikke skulle være en politiker, der fremkommer med en ide, der ikke stammer fra det 19. århundrede.