Intelligenskvotient, indvandring og identitetspolitik – er den politisk korrekte æra forbi?

Jurastuderende og formand for DSU i København, Nilly Taheri, fortalte i ugens løb til flere medier om sit indtryk af Hillary Clintons selvtilfredse og bedrevidende kampagnefolk, mens sociolog og folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) kritiserede den identitetspolitik, der appellerer til minoriteter, beretter Kristian Østergaard

Jurastuderende og formand for DSU i København, Nilly Taheri, fortalte til flere medier om sit indtryk af Hillary Clintons selvtilfredse og bedrevidende kampagnefolk. –
Jurastuderende og formand for DSU i København, Nilly Taheri, fortalte til flere medier om sit indtryk af Hillary Clintons selvtilfredse og bedrevidende kampagnefolk. – . Foto: Philip Davali/Polfoto.

I KRISTELIGT DAGBLAD erklærede udenrigsminister Kristian Jensen (V), at afrikanske indvandrere kunne være løsningen på dalende fødselstal herhjemme. Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Dan Jørgensen, tog sig til hovedet og meddelte, at vi i forvejen har for mange flygtninge.

Og denne uges mest læste kronik ifølge Jyllands-Postens hjemmeside handlede netop om følgerne af indvandring. Kronikken var skrevet af professor emeritus og dr.phil. Helmuth Nyborg. Heri hævdede Nyborg, at mens den gennemsnitlige intelligenskvotient i Nordeuropa er på omkring 100, er den blot på omkring 70 i Afrika.

En sådan kronik ægger jo til modsigelse, og i en kommentar i Jyllands- Posten skriver Mathias Henriksen og Anas Kababo, at professorens kronik var hjernespind, og at vi er ”nødt til at skabe et samfund, hvor der er plads til forskellighed, uden henvisning til størrelsen på vores hjerner”.

De to læserbrevsskribenter skriver sig dog uden om kronikkens påstand: At der generelt er en intelligensmæssig kløft mellem danskere og ”ikke-vestlige indvandrere”.

Men hvis man ikke med statistisk belæg kan tilbagevise Helmuth Nyborgs teser, har man så en pointe? Svært at svare entydigt på. Til Berlingske oplyste beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V), at over 85 procent af de kontanthjælpsafhængige ægtepar har ikke-vestlig baggrund.

Kommentator Amalie Lyhne skriver i øvrigt i Berlingske , at med kontanthjælpsloftet har en enlig forsørger stadig mulighed for en tilværelse i relativ velstand.

Og Berlingske anfører i sin leder, at de fleste kontanthjælpsmodtagere burde kunne finde arbejde, eftersom danske virksomheder jo importerer udenlandsk arbejdskraft i stor stil. Det er bare med at smøge ærmerne op.

Og i en anden sammenhæng var det netop, hvad den jurastuderende Nilly Taheri havde gjort. Hun var draget til USA og havde brugt en måned på at føre kampagne for præsidentkandidat Hillary Clinton. I en klumme på den socialdemokratiske netavis PioPio og i et interview i Kristeligt Dagblad fortæller hun om, hvordan mødet med Clinton-kampagnens kontor afstedkom en regulær illusionsberøvelse:

”Der var en gennemgående stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump.”

Taheri mødte globaliseringens tabere og overvejede, om ikke også hun havde stemt Trump i deres sted. Hendes analyse flugtede meget godt med den, som dagbladet Politiken bragte af sociologen og politikeren Henrik Dahl (LA).

Begge angreb de den såkaldte identitetspolitik, der handler om at appellere til minoriteter og dyrke deres nærtagenhed.

Dahl henviste til, at Obama bliver anset som ”hovedsynderen i den konstante vinken-frem af mennesker, der på ingen måde havde fortjent at blive det”. Og socialdemokraten Taheri ræsonnerede, at Clintons kampagne i et højglanspoleret sammensurium af overmod, uvidenhed og åndelig dovenskab havde drevet vælgerne i favnen på Trump.

I Kristeligt Dagblads leder beskrev debatredaktør Johannes Henriksen, hvordan et hold minikonfirmander var kommet grædende til undervisning efter valget af Trump, fordi deres lærere havde prikket til børnenes let aktiverbare frygt for atomkrig.

Denne episode markerer rigtignok et lavpunkt, men det kan sikkert sænkes yderligere. For der er åndelig lavvande i den kulturradikale lejr:

”Frygt ikke, har det ellers jævnligt lydt fra både biskopper og velmenende meningsdannere, når talen falder på flygtninge og indvandrere. Med salvelsesfuld henvisning til Jesu ord beroliger de den voksende skare af mennesker, som mener, at øget indvandring og voksende ulighed som følge af globalisering uden grænser faktisk rummer en række problemer for helt almindelige mennesker (…). Men nu er det altså de ellers så tapre moralprædikanter, der er blevet bange,” bemærkede Johannes Henriksen.

Ugens debat skrives på skift af journalist Kåre Gade og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.

En kronik skrevet af den kontroversielle professor emeritus og dr.phil. Helmuth Nyborg blev ugens mest læste på jp.dk. –
En kronik skrevet af den kontroversielle professor emeritus og dr.phil. Helmuth Nyborg blev ugens mest læste på jp.dk. – Foto: Ole Lind/Polfoto
I Politiken kritiserede sociolog og folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) den identitetspolitik, der appellerer til minoriteter og dyrker deres nærtagenhed. –
I Politiken kritiserede sociolog og folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) den identitetspolitik, der appellerer til minoriteter og dyrker deres nærtagenhed. – Foto: Leif Tuxen