I marts hævdede Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, at Vesten havde truffet den rigtige beslutning ved at nægte at diskutere spørgsmålene om Nato-udvidelse og ukrainsk neutralitet. "Putin forsøger at skrue tiden tilbage til en anden æra – en æra med brutal magtanvendelse, magtpolitik, interessesfærer og intern undertrykkelse," sagde hun. "Jeg er sikker på, at han vil fejle."
Et år efter at krigen brød ud er denne opfattelse – at interessesfærer er fortid – mere udbredt end nogensinde. Den første større krig på europæisk jord siden Anden Verdenskrig ses af store dele af de udenrigspolitiske eliter i USA og Europa paradoksalt nok ikke som et tegn på, at rivalisering og international magtpolitik er tilbage, men snarere på at vestlige værdier og sikkerhedssamarbejde kan sejre over samme.
USA's præsident Joe Bidens reaktion på krigen har for mange kommentatorer i USA været hans største udenrigspolitiske triumf og et klart tegn på, at USA's udenrigspolitik er på rette vej. Der var ikke mangel på selvtilfredshed i den nationale sikkerhedsstrategi, som Det Hvide Hus offentliggjorde i oktober, hvor teksten konstaterede: "Vi står i spidsen for et forenet, principfast og resolut svar på Ruslands invasion, og vi har samlet verden for at støtte det ukrainske folk, som modigt forsvarer deres land."
Hvis man ser bort fra skåltalerne, er billedet dog ikke helt så klart. Krigen i Ukraine er – om ikke ligefrem en fiasko for USA's afskrækkelsesevne – så i hvert fald en klar fiasko for USA's politiske beslutninger i de seneste årtier om at opretholde freden i Europa. Det er helt sikkert rigtigt, at krigen har demonstreret Vestens vilje til at konfrontere den magtpolitiske tilbagevenden. Men den har også tydeliggjort de praktiske begrænsninger ved denne strategi. Det seneste år har ikke været en afvisning af en verden af rivalisering, stormagtskonkurrence og interessesfærer, som nogle ellers har argumenteret for, men snarere et billede på, hvordan selvsamme ser ud i praksis.
Sådan en fejldiagnosticering kan få konsekvenser: Hvis beslutningstagerne betragter krigen i Ukraine som en triumf for USA's politik, vil de være mere tilbøjelige til at begå lignende fejl andre steder. Og da USA er på vej ind i en periode, der vil være præget af større strid om, hvor grænserne for den vestlige interessesfære går, og hvordan den vil interagere med Ruslands og Kinas grænser, er det bydende nødvendigt at drage de rigtige konklusioner fra Ukraine.
Krigen er en fiasko i sig selv
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2014 var det blandt udenrigspolitiske eliter almindeligt anerkendt, at et Nato-medlemskab for Ukraine og Georgien mere var et ønske end en praktisk mulighed. Eller som forskeren Michael O'Hanlon udtrykte det i februar sidste år, få uger før invasionen: "At sige, at Ukraine ikke vil blive medlem af Nato snart (hvis nogensinde) er ikke en indrømmelse til Putin, men en erkendelse af virkeligheden." Men selv da krigen truede, var USA's politikere ikke villige til at anerkende denne realitet og gjorde det klart, at de ikke ville diskutere Nato's åben-dør-politik med Rusland.
Det er umuligt at vide, om det ville have forhindret en krig, hvis man havde tilbudt et kompromis om Ukraines potentielle medlemskab af Nato. Russiske krav om et Ukraine uden alliancer kunne også have udelukket tættere forbindelser til EU, hvilket mange ukrainere ville have været mindre tilbøjelige til at acceptere. Nogle ser krigen som det uundgåelige resultat af præsident Vladimir Putins umættelige imperialistiske impulser. Hans retorik antyder ofte, at han ser Ukraine mindre som et land end som en vildfaren russisk provins. Så hvis han anså de potentielle territoriale gevinster som mere værdifulde end vestlige politiske indrømmelser, kunne han nok have valgt at tage chancen under alle omstændigheder.
Alt andet lige kræver det et virkelig skævt syn på regionen at hævde, at den ufleksible politik, som USA's politikere har ført i Østeuropa i de seneste årtier, slet ikke spillede nogen rolle i optakten til krigen. Den manglende vilje til at overveje en alternativ vej for Ukraine, Georgien, Moldova og andre stater bidrog til en giftig kombination af politiske stridigheder, sikkerhedsfrygt og imperialistiske ambitioner, som i sidste ende bragte regionen på randen af krig. Uanset krigens endelige resultat er det en politisk fiasko, at den overhovedet fandt sted.
Da Trump-administrationens nationale sikkerhedsstrategi i 2017 hyldede "stormagtskonkurrencens" tilbagevenden, startede det en debat i Washington om definitionen af begrebet. De færreste forestillede sig, at det kunne betyde en tilbagevenden til en åben konflikt i Europas periferi. Krigen i Ukraine tydeliggør imidlertid omkostningerne ved en dårligt forvaltet stormagtskonkurrence og blotlægger risikoen for en katastrofe, hvis USA's politikere ikke formår at lægge deres unipolære tankegang bag sig.
I en bredere geopolitisk forstand markerer krigen i Ukraine en tilbagevenden til kampen om interessesfærer i verdenspolitikken. En interessesfære er i sin simpleste form et område, hvor en stormagt kan forme politiske eller økonomiske resultater – og forsøge at udelukke rivaliserende stater fra at gøre det samme – selvom de ikke direkte kontrollerer territoriet. Begrebet "interessesfære" har fået meget negative konnotationer, muligvis fordi det opstod som et fast begreb i den imperiale kolonialismes storhedstid, eller simpelthen fordi det ofte er blevet anvendt i praksis på amoralsk vis. Kritikere hævder, at interessesfærer er moralsk uforsvarlige, da stormagterne tvinger mindre lande til at lide under deres større naboer.
Enorme omkostninger
Det er imidlertid en grundlæggende misforståelse af konceptet. En interessesfære behøver ikke at være en slags gestus, som en stormagt tilbyder en anden stormagt over hovedet på mindre, mere sårbare stater. Ofte er det blot en kendsgerning – en påpegning af geografiske og magtmæssige forhold. En interessesfære er ganske enkelt et sted, hvor en stormagt hævder sin dominans, og hvor en anden stormagt er bange for eller uvillig til at udfordre den, fordi de opfattede omkostninger simpelthen er for høje. Tænk på Afghanistan: I et brev fra 1869 forsøgte den russiske udenrigsminister at forsikre sin britiske kollega om, at Afghanistan lå "helt uden for den sfære, hvor Rusland kunne blive opfordret til at udøve sin indflydelse". De to lande formaliserede senere ordningen i den såkaldte anglo-russiske entente fra 1907, der gjorde det klart, hvilken stat der skulle have indflydelse på hvilke dele af Persien. Aftalerne afspejlede det faktum, at russerne mente, at det ikke var omkostningerne værd at kæmpe mod briterne om Afghanistan eller om kontrollen med hele Persien.
I dag mener nogle, at vi ikke kan acceptere sådanne ordninger, da verden har bevæget sig videre fra disse forældede, kolonialistiske idéer og er gået ind i en mere oplyst æra. Men sandheden er mere banal. I perioden, der fulgte efter Sovjetunionens sammenbrud, behøvede USA ganske enkelt ikke at beskæftige sig særlig meget med spørgsmålet om interessesfærer, fordi landets magt var uanfægtet. Politologen Graham Allison udtrykte det præcist: USA's politikere var holdt op med at anerkende interessesfærer, "ikke fordi begrebet nu var forældet", men fordi "hele verden var blevet en de facto amerikansk sfære".
USA nægtede før invasionen af Ukraine at diskutere Nato's åben-dør-politik af én vigtig grund: at det kunne fratage staterne i Østeuropa deres mulighed for at træffe egne udenrigspolitiske valg. Kun få uger før invasionen blev USA's udenrigsminister Antony Blinken spurgt om åben-dør-politikken. "Der vil ikke ske nogen ændringer," svarede han. "Der er kerneprincipper, som vi er forpligtede til at opretholde og forsvare," tilføjede han, herunder "staternes ret til at vælge deres egne sikkerhedsordninger og alliancer".
Ikke desto mindre har det seneste år vist, at det er en utilstrækkelig tilgang, blandt andet fordi den ikke tog højde for alle russiske handlemuligheder. Da Rusland stod over for udsigten til, at Ukraine ville glide ud af dets sfære og var ude af stand til at opnå indrømmelser fra vestlige stater, valgte Putin i stedet at gå med en risikabel og dyr militær ekspedition. Og selvom den militære kampagne har fået betydelige tilbageslag, har han været villig til at tage stadig mere dramatiske skridt for at forsøge at kontrollere Ukraine – fra massemobilisering af russiske tropper til omfattende bombardementer af civil infrastruktur.
For Rusland har resultaterne utvivlsomt været katastrofale: Landet har næsten ikke nået nogen af sine oprindelige mål, Kyiv er fortsat uafhængig, den russiske økonomi er i tilbagegang, og titusinder af russiske soldater er døde. Men invasionen har også medført enorme omkostninger for Ukraines befolkning samt betydelige omkostninger og risiko for eskalering for Europa og USA. Hvis krigen i Ukraine er en sejr for Biden-administrationen eller dens forgængere, er det en pyrrhussejr.
USA vil holde Ukraine ude af Rusland
I en tale fra 2008 erklærede den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice sin tillid til visionen om "en verden, hvor stor magt ikke er defineret af interessesfærer eller nulsumskonkurrence, eller at de stærke påtvinger de svage deres vilje". Men 15 år senere er alle disse kendetegn i høj grad tilbage. Krigen i Ukraine har langtfra modbevist den internationale politiks brutale karakter, men har tværtimod tydeliggjort de ubehagelige realiteter, der er knyttet til stormagternes kamp om interessesfærer.
Den har også på tydeligste vis afsløret USA's begrænsede evne til at afskrække andre aktører i disses nærområder med ikkemilitære midler. Hvis USA forpligtede sig til at kæmpe direkte i disse områder, ville det medføre uacceptabelt store risici og omkostninger for USA's befolkning, hvilket Biden selv har erkendt: "Vi vil ikke udkæmpe den tredje verdenskrig i Ukraine," har han blandt andet sagt.
Washingtons udenrigspolitiske eliter viser imidlertid kun ringe forståelse for, at princippet om at undgå en stormagtskrig om perifere interesser kan gælde andre steder. Tag Taiwan som eksempel: Den offentlige mening er klart imod at kæmpe direkte mod Kina om Taiwan, og krigssimulationer tyder på, at det kunne blive katastrofalt for USA. Alligevel leger USA's politikere fortsat med tanken om at erstatte den langvarige politik om strategisk tvetydighed til fordel for en mere klar holdning med åben militær støtte til Taiwan. I betragtning af Beijings tilsyneladende voksende beslutsomhed med hensyn til at opnå "genforening" med øen, kan sådan et skridt ende med at føre til samme fejl, som USA begik i Ukraine. Ethvert forsøg på at understrege, at Taiwan ligger uden for Beijings interessesfære, kan ende med at fremprovokere den krig, som USA ønsker at undgå.
Uanset hvad kritikere måtte sige, indebærer en accept af, at visse lande kan udøve mere magt i nærområder, ikke nødvendigvis, at små lande er dømt til at blive erobret af deres større naboer. Det seneste år viser, at selvom USA eksempelvis har accepteret, at en direkte intervention ville være for dyr, er Ukraine ikke blevet overladt til sin egen skæbne. Tværtimod har USA's regering ydet betydelig militær og finansiel bistand, der er nøje afstemt til at holde sig under den tærskel, som kan føre til en bredere krig. Ukraine befinder sig måske nok uden for USA's interessesfære, men USA hjælper landet med at modstå at ryge ind i den russiske sfære.
Sådanne strategier kan og bør anvendes andre steder. Små stater kan opbygge deres egen militære kapacitet og få støtte fra andre lande for at gøre sig selv til et uappetitligt måltid for deres større naboer. I stedet for symbolske handlinger, der antyder støtte til Taiwans uafhængighed, bør politikere eksempelvis investere i at styrke øens selvforsvarsevner gennem en passende diversificeret "pindsvinestrategi". Ikke alene er det langt mere effektivt at gennemføre opbygninger før en potentiel krig, men hvis det gøres klogt, kan det måske endda forhindre, at krigen overhovedet finder sted.
For at kunne vedtage sådanne strategier skal de politiske beslutningstagere imidlertid drage de rigtige konklusioner fra krigen i Ukraine. Hvis beslutningstagere afstår fra forhastede skåltaler, anerkender de praktiske begrænsninger for USA's magt, lærer at uddelegere forsvaret til de stater, der befinder sig på frontlinjen, og bliver mere trygge ved den tvetydighed, der er nødvendig for at navigere i de farlige områder, hvor interessesfærer overlapper hinanden, kan katastrofen muligvis undgås.
Emma Ashford er udenrigspolitisk analytiker og adjunkt på Georgetown University.
Copyright: Foreign Affairs. Oversat af Translated By Us.