Prøv avisen
Debat

I hvor mange generationer skal efterkommere af indvandrere bære en ”digital stjerne”?

Enhver med blot en lille smule empati kan leve sig ind i, hvordan det må være som efterkommer af indvandrere i al fremtid at blive stemplet som ”indvandrer eller efterkommer af indvandrere” og ikke som en rigtig dansker, skriver interreligiøs konsulent

I EN RÆKKE islamiske lande har man i århundreder registreret borgerne efter deres religion, således at de ikke-muslimske borgere ikke havde – og i mange tilfælde stadig ikke har – de sammen rettigheder som muslimske borgere.

I 1930’ernes Tyskland registrerede man borgerne efter race, således at borgere med jødisk baggrund blev skilt ud som en særlig gruppe. Efterhånden blev jødernes borgerrettigheder begrænset, og de skulle bære en gul stjerne, så alle kunne se, at de var jøder. Vi kender alle historien, der endte med holocaust.

I 1948 indførte det hvide styre i Sydafrika et apartheidsystem, der begrænsede de sortes rettigheder og førte til dannelsen af særlige reservater for de sorte. Adskillelsen efter race fortsatte frem til 1994, hvor det omsider blev afskaffet.

I Myanmar oplever vi i disse dage konsekvensen af, at borgere, der er efterkommere efter indvandrere (i mange, mange generationer), registreres som indvandrere, der ikke har de samme rettigheder som de øvrige borgere, og ifølge FN foregår der netop nu et etnisk udrensning, der har sendt flere hundrede tusinde af disse rohingyaer på flugt.

I Danmark er det heldigvis meget meget lang tid siden vi holdt op med at registrere borgere i forhold til deres religion og race, og derfor har vi – heldigvis – meget svært ved at forstå, at borgere skulle have forskellige rettigheder i forhold til deres religion og race.

ALLEREDE I FLERE ÅR har Danmarks statistik imidlertid registreret første- og andengenerationsindvandrere, og der har været særligt fokus på at registrere dem med ikke-vestlig baggrund.

I går kom det så frem, at Dansk Folkeparti gerne vil have, at Danmarks Statistik også begynder at registrere tredjegenerationsindvandrere. På grund af integrationsproblemerne med indvandrerne udtalte Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, til Information, at ”så er det faktisk relevant at opgøre efterkommere og børn af efterkommere og for den sags skyld også børnebørn. For vores skyld kan man godt gå til fjerde, femte eller sjette generation. Men hvis vi kan starte med tredje generation, er det en god begyndelse”.

Når politikere begynder at føre politik på basis af en sådan registrering, kan det meget let få vidtrækkende konsekvenser. Implicit i denne registrering ligger en opdeling af befolkningen i danskere og ”de andre”, det vil sige indvandrere og efterkommerne efter indvandrerne i flere generationer. Det er derfor nærliggende for politikerne at tale om Danmark som ”danskernes land”, og ikke som ”de andres land”.

Enhver med blot en lille smule empati kan leve sig ind i, hvordan det må være som efterkommer efter indvandrere i al fremtid at blive stemplet som ”indvandrer eller efterkommer efter indvandrere” og ikke som en rigtig dansker.

Vi er ikke der endnu, men risikerer at komme derhen, hvor politikerne begynder at graduere borgernes rettigheder i forhold til, om de er ”rigtige danskere” eller blot indvandrere eller efterkommere efter indvandrere.

Skulle de mest ekstreme kræfter komme til magten – hvad Gud forbyde – så ville et sådant register over indvandrernes efterkommere – inklusive et register over dem med ikke-vestlig baggrund – kunne bruges i bestræbelserne for at genoprette Danmark som et etnisk homogent samfund.

Det spørgsmål, som efterkommere efter indvandrere må stille – og som alle demokratisk sindede borgere må forholde sig til – er: I hvor mange generationer skal vi – i forhold til vor registrering i statistikken ud for vort navn – bære en digital stjerne

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.