Grenov: Regeringen yder tom støtte til forfulgte kristne

Regeringens udmeldinger om forfulgte kristne er ikke meget mere end velmenende ord, skriver Kristendemokraternes formand. Sæt handling blandt ordene og tag 10.000 ekstra kristne flygtninge, lyder opfordringen

Grenov: Regeringen yder tom støtte til forfulgte kristne
Foto: Scanpix.

Det er positivt, at regeringen klart italesætter, at kristne er en af de største forfulgte grupper i verden. For der sidder tusinder i arabiske flygtningelejre, som intet mellemøstligt land vil have inden for deres dør. Og selv i Danmark er Kristendemokraterne vidende om tilfælde, hvor kristne og konvertitter fra Mellemøsten bliver forfulgt.

Og det er her man må spørge, om regeringens udmeldinger er meget mere end velmenende ord, der skal berolige den hjemlige vælgermasse. For udenrigsminister Kristian Jensen (V) afviser klart at tage flere kristne flygtninge til Danmark under påskud af ikke at gøre forskel på mennesker.

Det er Kristendemokraterne enige i, men fakta er, at netop de kristne grupper har mindst chance for at blive genbosat i deres fødeby. De henslæber tiden i flygtningelejrene på ubestemt tid, uden at nogen rækker dem en hjælpende hånd. At presse nabolandene til at lukke døren op er at gøre ondt værre. For hvem kunne forestille sig at være kristen flygtning i Saudi-Arabien?

”Er Danmark et kristent land?”, blev der spurgt hen over sommeren. Jeg tvivler! Flygtningenævnet har i flere tilfælde udvist kristne konvertitter til forfølgelse. Disse sager er indberettet til FN. Og det er sket mere end en gang, at nævnet har måttet ændre praksis efter internationalt pres.

Flygtningenævnets formand, Henrik Bloch Andersen, udtaler til Kristeligt Dagblad, at sagerne vanskeliggøres af, at de skal forudse, om den kristne konvertit risikerer forfølgelse i hjemlandet.

Så meget desto værre er det, at hele den borgerlige blok vil fjerne Dansk Flygtningehjælps repræsentant i Flygtningenævnet. Det er den eneste aktør, der kender til forholdene i afsenderlandene. Fremover må vi frygte, at disse menneskers skæbne alene afgøres af jurister.

Kristendemokraterne efterlyser en Venstre-regering, der sætter handling bag sine ord. Tag 10.000 ekstra kristne flygtninge. De vil tilmed kunne bidrage til det arbejdsmarked, der skriger efter uddannet arbejdskraft. Se til, at konvertitters sager bliver behandlet i nævnet, og at præsters udsagn tages med i bedømmelsen. Og invester en procent af BNP i u-landsbistanden. Det vil også være godt for det erhvervsliv, som Venstre ønsker at styrke.

Stig Grenov, landsformand for Kristendemokraterne, Erantisvej 2, Hørsholm