Seniorforsker ved Arktisk Institut Knud Michelsen er gået i Knud Rasmussens fodspor. Ud over at dele fornavn med polarforskeren har Knud Michelsen skrevet bogen ”Rejsen til det oprindelige folk”, der udkom i sidste måned. Den handler om femte Thule-ekspedition, Knud Rasmussens vigtigste ekspedition, som begyndte for 100 år siden i år.
Under blikket fra portrættet af en ung Knud Rasmussen, der hænger på væggen i Knud Michelsens stue, fortæller han om ekspeditionen, som Knud Rasmussen var leder af. Ekspeditionen, der varede fra 1921 til 1924 og strakte sig over 18.000 kilometer gennem Grønland, Canada, Alaska og Sibirien, viste blandt andet, at inuit er ét folk forbundet gennem nærtbeslægtede sprog og kulturer.
Selvom Knud Rasmussen var populær i både Grønland og Danmark, er hans motiver blevet diskuteret gennem tiden. Det vidner en buste af Knud Rasmussen i Hundested om. Sidste år blev den overmalet med rød maling, efter at statuer verden over, der afbilder folk i slavehandel eller kolonisering, blev revet ned eller udsat for hærværk i kølvandet på demonstrationer mod politivold og racisme i USA.
Når der sættes spørgsmålstegn ved Knud Rasmussens eftermæle, skyldes det, at han spillede en vigtig rolle i den danske modernisering af Grønland, som han var særligt engageret i efter den femte Thule-ekspedition, fortæller Knud Michelsen.
Hvilken rolle spillede Knud Rasmussen i moderniseringen af Grønland?
”Knud Rasmussen inkarnerede forholdet mellem Grønland og Danmark. Han vedkendte sig og udfoldede både sin danske og grønlandske identitet, og på den måde repræsenterede han selv det dansk-grønlandske forhold. Han ønskede en langt større ligeværdighed mellem grønlændere og danskere og optrådte som talsmand for begge folk.
Et andet vigtigt udtryk for, at han ønskede at gøre forholdet så stærkt som muligt, er de første Thule-ekspeditioner, som i høj grad handlede om suverænitetshåndhævelse. Det gjaldt om at kortlægge nogle områder, inden amerikanerne eller andre gjorde det. Det var han engageret i på Danmarks vegne, og i begyndelsen endda uden at regeringen egentlig var interesseret i det. For det var først på et senere tidspunkt, at regeringen blev klar over, hvor vigtige de territorier var.
Dengang talte man om kolonierne i Grønland, da de danske kolonier var byerne på vestkysten og en enkelt på østkysten. Resten af Grønland var en form for ingenmandsland. Knud Rasmussen ønskede, at der også skulle være dansk overhøjhed over hele Grønland.
Selvom han ikke var særlig højlydt politisk før afslutningen af den femte Thule-ekspedition, da han var bange for, at det kunne skade hans funktion som talsmand for begge grupper, går han efter ekspeditionen virkelig til biddet. Han ønskede blandt andet, at grønlænderne skulle være langt bedre til dansk. Det hang sammen med erfaringerne fra ekspeditionen, hvor han blandt andet i Alaska mødte en amerikansk institution, der lagde vægt på at uddanne inuitter, lære dem engelsk og skabe mere civiliserede forhold. Det syntes Knud Rasmussen, var en god idé.”
Det er et paradoks, at Knud Rasmussen på den ene side var meget optaget og betaget af inuitkulturen samtidig med, at han var en vigtig brik i moderniseringen af Grønland. Var han splittet?
”Der var helt klart en modsigelse eller splittelse. På den ene side havde han en fascination af inuitkulturerne, men samtidig pressede moderniseringen sig på, og det vidste Knud Rasmussen godt.
Det er særligt den femte Thule-ekspedition, der markerer et skifte i Knud Rasmussens synspunkt. Hvor han før var meget optaget af at dokumentere inuitkulturen, blev han efter ekspeditionen involveret i moderniseringen af Grønland. Ekspeditionen havde ligget som en uindløst fordring: at få indsamlet alle vidnesbyrd fra den oprindelige kultur, før den forsvandt. Under ekspeditionen oplevede han, hvordan civilisationen var lige om hjørnet, og efter rejsen indstillede han sig på moderniseringen.
Inuitterne skulle med i moderniseringen, ellers ville de ende som museumsgenstande. Han mente, at hvis grønlænderne skulle opnå ligeværdighed og selv have indflydelse på udviklingen, var de nødt til at kommunikere på dansk. Efter ekspeditionen igangsatte han også moderniseringen i Thule-området, hvor han i 1910 havde anlagt en handelsstation uden for det danske Grønland hos befolkningen, der kaldes inughuit. Dem blev han perlevenner med under den litterære ekspedition (1902-1904), og det var først og fremmest dem, han knyttede sig til. Efter den femte Thule-ekspedition fik han med penge fra handelsstationen læger derop og byggede et hospital og en kirke.”
Hvordan reagerede man i Grønland på, at Knud Rasmussen efter den femte Thule-ekspedition pludselig taler for en modernisering?
”Den daværende elite af grønlandske politikere var enige med ham. Han var meget populær i både Grønland og Danmark. Men i eftertiden har billedet skiftet. Baggrunden for det er, at moderniseringen fandt sted for hurtigt og voldsomt.”
Hvad går kritikken af Knud Rasmussen på?
”Han opfattes i meget højere grad i dag som en del af den danske kolonipolitik. Det er ikke helt retfærdigt, for han var også meget kritisk over for den, men det er givet, at han støttede en stærkere dansk indflydelse i sin samtid.
Der er forskellige briller på den femte Thule-ekspedition hos efterkommerne i dag, for ekspeditionen var ifølge nogle af dem også med til at fratage inuitterne deres kultur. Den bliver approprieret gennem Knud Rasmussens beretninger, idet de ikke selv får lov at fortælle deres historie. Andre er taknemlige for, at han med sine bøger og rapporter netop har givet dem adgang til deres egen historie. Men det er et klart mere komplekst emne i dag.”