DEN FORSTÅELSE, at islam er en autoritær og uforanderlig religion, som er baseret på grundskrifter, der bør følges og praktiseres bogstaveligt, er en sort sten i reformationsskoene, der burde renses.
Den forståelse og tanke er indgroet hos de mest radikale og ikke mindst traditionsbundne muslimer, der holder fast ved kulturen og traditionen.
Der er en grundlæggende adskillelse og forskel mellem religion og religiøsitet. Religionen islam er uforanderlig og en fast kerne, men religiøsiteten, altså menneskets opfattelse af religion, forandrer og udvikler sig i takt med samfundsmæssige og kulturelle forandringer.
”Hvis en fast og uforanderlig religion skal give mening i en verden under kraftig forandring, må den menneskelige forståelse af religionen nødvendigvis også udvikle sig,” skriver religionssociologen Sherin Khankan.
Vi skal forstå Guds vejledning som et udtryk for fasthed og fleksibilitet på samme tid. Det, jeg mener, er, at den religiøse viden skal tilpasse sig de sociale og politiske omvæltninger.
De religiøse må ikke betragte deres spiritualitet og religiøse praksis som noget guddommeligt eller endegyldigt. De skal se sig selv som progressive og foranderlige mennesker, så de løbende kan tilpasses andre samfundsformer. Problemet ser vi hos de fundamentalister, der kæmper for en middelalderlig forståelse af islam i et demokratisk samfund. Dette må vi ikke tillade eller tolerere.
Er man arabiskkyndig og læser Koranen, vil man ikke være i tvivl om, at formuleringerne er sprogligt mangetydige. Spørger man dem, der har gjort islamiske studier, vil de sige, at Koranen har en indre og en ydre betydning.
Det gælder også islamiske beretninger, hvor man tydeligt kan se, at visse beretninger er indbyrdes modstridende og til tider modargumenterende. Vi må hermed udlede, at fortolkningen af Koranen endvidere er fejlbarlig og foranderlig, da den foretages af mennesker.
Der har altid været diskussioner om alt fra islamisk retsvidenskab til islamisk trosvidenskab gennem tiden. Dette betyder, at islam har været mangesidig og under konstant udvikling. Religionen bør være uforanderlig, men muslimerne burde reformere deres tanker og bruge fornuften.
Fundamentalisterne har en indre trang til kulturel selvhævdelse over majoritetssamfundet. De benægter den sociale udvikling og betragter stadig den tidligere islamiske samfundsform og dens tanker som et nutidig ideal. Muslimer har udviklet sig gennem historien og haft en vekselvirkning med de omgivende kulturer.
Mange muslimer og intellektuelle er nødt til at tage deres syn på tilværelsen op til kraftig revision. Hvis vi skal fastholde sammenhængskraften i samfundet, må vi styrke vore sameksistens gennem fornuften.
Hassan A.K. Sabri, lærerstuderende på Zahle, Store Krog, København S