Prøv avisen
Kanten

Islam er reaktionær, men hvad med folkekirken?

Vi kan på en lidt omvendt måde takke konservativ islam for, at højrefløjen pludselig hører sig selv forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder med argumenter fra kristendommen, siger Bent Meier Sørensen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Folkekirkens liberale omvendelse er af ret ny dato, så man skal passe på med at løfte sin kristne fane for højt, når man kritiserer konservativ islam for at være middelalderlig

I firserne og halvfemserne var kristendommen ikke vigtig for den politiske højrefløj. Man havde et lille, kristeligt parti, der tog sig af den sag, mens præsterne oftest var sorgløse SF’ere. Men nu er kristendom igen vigtig for den politiske højrefløj. Krabasken svinges karskt og underholdende over islams syn på kvinder og homoseksuelle og horderne af selvbestaltede teologiske patriarker, der svælger i våde drømme om middelalderens velsignelser.

Det komiske element er imidlertid, at højrefløjen i sin kamp mod islam nu omfavner værdier, som den indtil for få år siden slet ikke delte. Det er jo ”progressive” og teologisk set ”liberale” værdier, vi taler om: kvinders og homoseksuelles rettigheder, retten til skilsmisse og abort.

Gennem det tyvende århundrede tillod den politiske højrefløjs passive forhold til kristendom meget belejligt folkekirken at nøjes med fodslæbende fremskridt på disse vigtige områder. I de tilfælde kirken optrådte kvindefjendsk, homofobisk og patriarkalsk, kunne man blot fægte lidt med, at religion jo var privat, og politik intet havde at gøre der. Man hævdede, at teologiske konflikter intet havde at gøre med politiske konflikter. Det var forkert.

Der skulle indtoget af en fremmed religion til, for at den politiske højrefløj indså, at religion er vigtig. Så blev omvendelsen til gengæld total. Ikke nok med at kristendom kom tilbage i den politiske argumentation, man blev også teologisk liberal og forsvarere af kvinders rettigheder og Gay Pride-optog over hele verden. Det kan vi på en lidt omvendt måde takke konservativ islam for.

Men netop fordi denne liberale omvendelse er af ret ny dato, skal man passe på med at løfte sin kristne fane for højt, når man kritiserer konservativ islam for at være middelalderlig. For få generationer siden kunne man i helt almindelig kristendom på vores kanter finde ekstremt reaktionære, ja, middelalderlige holdninger. Der findes Gud hjælpe os stadig mandlige præster, der er bange for at blive urene, hvis de rører ved deres kvindelige kollegaer.

Den slags holdninger er nu endelig, med Villy Søvndals udmærkede udtryk, blevet smidt ”ad Helvede til” af hele det politiske spektrum og, som altid fodslæbende, af folkekirken. Dér, i Helvede, ender forhåbentlig også snart de reaktionære versioner af islam.

Opgaven for progressive muslimer med at udbrede en moderne, liberal udgave af islam bliver dog noget større, end den var for de første kvindelige præster i folkekirken. De kom i 1948, altså efter cirka to tusind års kristendom. Det bliver svært, ja, men vores lokale kristendom er et bevis på, at det ikke er umuligt. Selv ikke for den højrefløj, der pludselig hører sig selv forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder med argumenter fra kristendommen.