Prøv avisen
Debat

Dansk konvertit: Koranen rummer et værn mod terror

For mig er der ingen tvivl om, at kampen imod jødehad, diskrimination og radikalisering blandt andet består i at imødegå de yderliggåendes islamforståelse med argumenter fra de samme kilder, som de selv påstår at følge, nemlig Koranen og hadith-litteraturen, skriver forfatter Aminah Tønnsen. Foto: ADEK BERRY/AFP PHOTO

Nærlæser man Koranen, vil man meget hurtigt kunne se, at de yderligtgående fortolkninger af begreber såsom tro og vantro, islam og sharia, jihad og martyrium, frafald og stening strider imod Koranens grundlæggende vejledning, mener Aminah Tønnsen

Medierne efterspørger igen og igen reform af islam.

De færreste er klar over, at den for muslimer ypperligste kilde, Koranen, rent faktisk opfordrer til nylæsning af kildeskriften, idet den igen og igen opfordrer det enkelte menneske til nysgerrighed, til tilegnelse af viden, til refleksion og stillingtagen samt til fornuftig og ansvarlig handlen til gavn for sig selv, for samfundet og verden.

Menneskets opgave kan sammenfattes som ”at tjene Gud ved at tjene skabelsen” - en direkte pendant til Bibelens dobbelte kærlighedsbud. Der er intet belæg i teksten for oprettelse af et mere eller mindre verdensomspændende kalifat. Det er det enkelte menneske, der i sin hverdag skal leve op til sit ansvar som ”forvalter af skabelsen” (khalifa).

En central passage udelukker enhver form for kønsdiskrimination, racisme, jødehad og slaveri, idet alle mennesker er skabt ud af samme primære livscelle, lige værdige og i indbyrdes afhængighed og forpligtelse.

Nærlæser man Koranens tekst, vil man meget hurtigt kunne se, at de konservative og yderligtgående fortolkninger af centrale begreber såsom tro og vantro, islam og sharia, jihad og martyrium, frafald og stening simpelthen strider imod Koranens helt grundlæggende og overordnede vejledning.

Jeg mener, at følgende i store træk er årsagen til den tiltagende radikalisering og intolerance over for det anderledes:

Den bogstavelige forståelse af teksten, selvom Koranen flere gange klart og tydeligt fortæller, at blandt andet dens fortællinger om Paradis og Helvede er metaforiske.

Den blinde imitation (taqlid), selvom Koranen igen og igen advarer imod blind og ureflekteret imitation af autoriteter og dermed frisætter mennesket på alle planer.

Manglende accept af og forståelse for, at Koranens vejledning udgør en helhed (tawhid), og at dens passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes.

Inddragelse af tekster, der direkte strider imod Koranens vejledning samt en udbredt tendens til at erklære åbenbaringer fra den tidlige periode annulleret af senere åbenbaringer, samtidig med at man erklærer Koranen for at være det mest perfekte budskab.

Fragmenteret læsning af Koranen, hvor enkelte sætninger tages fuldstændig ud af deres sammenhæng.

Manglende accept af og forståelse for åbenhed, pluralisme og fleksibilitet. Og det store fokus på dogmer frem for spiritualitet.

At man nærmest giver Muhammed status af ufejlbarligt gud-menneske, selvom Koranen igen og igen pointerer, at Muhammed var menneske og flere gange revser ham for sin opførsel.

Manglende accept af og forståelse for den personlige frihed og det personlige ansvar.

At religiøse og politiske ledere påtvinger masserne en bestemt forståelse af teksten under trussel om straf og ekskommunikation, på trods af Koranens markante udmelding: ”der kan ikke være tvang i trosanliggender”.

For mig er der ingen tvivl om, at kampen imod jødehad, diskrimination og radikalisering blandt andet består i at imødegå de yderliggåendes islamforståelse med argumenter fra de samme kilder, som de selv påstår at følge, nemlig Koranen og hadith-litteraturen.