Prøv avisen

Islam, kirke og kritik. Sandheden bliver allerede forkyndt

KRISTNE LEDERE I Vesten stiller ikke kritiske spørgsmål til sandhedsværdien i islam. Her bliver ytringsfriheden ikke brugt.

Ovenstående citat stammer fra en artikel af Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad den 28. september. Thranholm argumenterer for, at den kristne kirke er tavs omkring sandheden, og at det skulle være grunden til, at islamkritikken er båret af had og foragt for andre. Med det sidste hentydes der, antager jeg, til karikaturtegningerne for nogle år siden og til lignende satiriske fremstillinger.

Thranholm har ret i, at det afgørende spørgsmål, dét om sandheden med stort S, må stilles. Men hun har tilsyneladende overset, at det allerede er stillet og fortsat stilles.

I al beskedenhed tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at jeg selv, som én blandt flere, gennem en lang årrække gentagne gange har peget på netop den manglende sandhedsværdi i islam.

SE FOR EKSEMPEL dette uddrag fra et indlæg her i avisen den 30. oktober 2006: Kristne tror, at Kristus, Guds søn, er én af Den Hellige Treenighed. Vi tror, at i Kristus er Gud selv blevet menneske. Og vi tror, at Kristus, som både er Gud og menneske, har overvundet døden og er opstanden fra de døde, for at vi ikke mere skal være dødens bytte. Uden troen på Kristi sejr over døden er der heller ingen kristendom.

Virkeligheden er, at muslimer mener og forbeholder sig ret til at give udtryk for, at den kristne tro i bund og grund er falsk. Det er de nødt til, for sådan står der om troen på Kristus i Koranen. Virkeligheden er også, at kristne mener og må forbeholde sig ret til at udtrykke, at hvor islam tror noget andet end den kristne tro, dér taler Kristus og kristendommen sandt og Koranen og islam usandt.

Ligesom muslimer ikke har mulighed for at anerkende Kristi guddommelighed og frelsende virke, sådan har vi kristne ikke mulighed for at anerkende profeten Muhammed som Guds endegyldige talsmand.

Sådan er samtalens vilkår. For en del år siden havde jeg til undervisning en yngre tyrkisk kvinde. Hun og jeg kom godt ud af det, og en dag så hun i klassen direkte på mig og sagde: Min lærer, jeg vil gerne invitere dig til at blive muslim. Se, det var klar tale, og det var kærligt ment; for hun tilbød mig det bedste, hun havde at tilbyde. Hun vovede at sige højt, at hendes tro var sand og min derfor, i hendes øjne, usand.

Denne tyrkiske kvinde kan tjene os kristne til eksempel. For vi har intet andet at tilbyde muslimerne end evangeliet om Kristus Jesus, Guds søn, som blev menneske og overvandt døden. Større respekt kan vi ikke vise nogen end dette: at berette for dem om Kristi sandhed og invitere dem til selv at få del i den kristne tros fællesskab.

Den tilgang er milevidt fra den tolerancereligion, Thranholm med rette kritiserer: Kristus er sandheden med stor S, og Koranens tale om Jesus som alene menneske og profet er følgelig forkert. Om det budskab så vil falde i god jord hos muslimerne, om de vil opfatte det som mindre krænkende end de famøse tegninger, det kan man have sine tvivl om.

Faktum er, at vi gennem en lang årrække har måttet vænne os til fornærmede reaktioner fra muslimsk side over for enhver kritik. I medierne hører vi, hver gang nogen har vovet at ytre sig om islam, om den stærke frygt for, hvilke vrede og voldsomme reaktioner der denne gang kan ventes efter fredagsbønnen.

Det er karakteristisk for krænkelseskulturen, at den spreder rædsel og skræk omkring sig. Og det er betegnende for den afgrundsdybe forskel mellem islam og kristendom.

TÆNK ENGANG, om der tilsvarende skulle brede sig rædsel for, hvilke optøjer, demonstrationer og voldshandlinger der kunne opstå efter søndagens gudstjeneste i de kristne kirker, hver gang nogen havde ytret sig krænkende og nedsættende om Jesus Kristus.

Thranholm har ret! Det er vigtigt, at kristne vover at udtale sig om sandheden. Det sker allerede, selvom der desværre også er flere modsatrettede tendenser.

For eksempel kunne man i Kristeligt Dagblad den 29. september læse, at ledende kirkefolk i Danmark nu har forpligtet sig til aktivt og specifikt at virke for byggeriet af en stormoské i København. Ak ja!