Der har den seneste tid i Kristeligt Dagblad været bragt flere indlæg rettet dels mod en kronik, jeg skrev i Politiken den 10. april med titlen ”Islam er ikke mere voldelig end kristendommen”, dels mod et tilknyttet interview bragt i Kristeligt Dagblad den 11. april med overskriften ”Professor: Kristendommen er lige så voldelig som islam”.
Jeg kunne have skrevet min kronik om kristendom og vold. Det ville, går jeg ud fra, have været ukontroversielt. Bibelen begynder, trods alt, stort set med et brodermord og slutter med en masselynchning: ”Korsfæst ham, korsfæst ham”. Men jeg begik en fejl. Eller rettere: Jeg valgte at indføre et yderligere element i ligningen: islam. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg har modtaget mange reaktioner privat og offentligt, der spænder fra, at jeg er halalhippie, multireligiøs relativist, fædrelandsforræder til det, der er værre. Det er underligt at konstatere, når jeg nu forstår mig selv politisk som liberal socialkonservativ, religiøst som evangelisk-luthersk kristen og kulturelt som dansker og europæer. Men det får være, for misforståelserne og fordommene tårner sig op. Man skal ikke andet end at nævne islam, før de første debattører hvæsser deres penne.
Nu sagde jeg hverken i kronik eller interview noget positivt om islam. Det kunne jeg have gjort, men det var ikke mit ærinde. Alligevel var det at pege på en forbindelse mellem islam, kristendom og vold nok til at udløse en betydelig reaktion. Da både kronik og efterfølgende interview har givet anledning til markante misforståelser, vil jeg prøve at klargøre pointen – selvom det næppe hjælper dem, der hverken kan eller vil forstå den.
Jeg skrev kronikken af to grunde. For det første som led i et oplysningsprojekt, når det gælder drøftelsen af islam, kristendom og religion. Der siges uendelig meget i danske medier om islam, som ikke bygger på et tilsvarende kendskab til religionen. Man læser en sura eller to i Koranen, finder et par vers her og der, som tordner mod de vantro, og konstaterer, at islam i sit væsen er en hersker- og magtsyg lovreligion rettet mod oprettelsen af et jordisk paradis. Anderledes med kristendom. Her emmer alt fred, fordragelighed og himmellængsel. Siger Jesus ikke også, at man skal vende den anden kind til og elske sine fjender som sig selv?
For det andet er kronikken udtryk for bekymring. Hvad enten vi vil det eller ej, er islam en europæisk og dansk realitet. Som religion er den her for at blive. Vi kan vælge at tale grimt om muslimer og dæmonisere islam. Resultatet er velkendt. Mange muslimer er kommet til Danmark og Europa som skibbrudne – både mentalt og fysisk. Tag det sidste element af stolthed fra dem, og nogle af dem sparker, ikke helt overraskende, tilbage. Tugt et barn og sæt det kontinuerligt i skammekrogen. Det kommer der sjældent et helt menneske ud af. Spark og slå en hund fra hvalp til voksen. Undertiden bider den igen, og det kan man vel næppe fortænke den i. Hermed har jeg hverken legitimeret eller retfærdiggjort religiøs vold; men jeg har sagt og fastholder, at enhver løsning af problemer begynder med forståelse.
Det er øjensynlig faldet mange for brystet, at jeg har henvist til aktuelle kristne eksempler på vold. Referencen til koncentrationslejre og systematiserede voldtægter hjemlet i nationalismens og kristendommens navn er af flere blevet forstået som henvisning til Anden Verdenskrig, skønt jeg pointerede, at der var tale om kun 30 år gamle eksempler. Det var såmænd det kristent ortodokse Serbien, som excellerede i den slags bestialiteter først i krigen mod det katolske Kroatien og siden i modbydelige overgreb på den muslimske befolkning i Bosnien og Kosovo. Kroaterne holdt sig heller ikke tilbage i krigen mod den kristne nabo Serbien. Her var der ikke megen sans for fjendekærlighed eller at vende den anden kind til.
Andre har peget på det forkerte i mit eksempel fra Nordirland. Det var nationalisme og ikke en kamp mellem katolikker og protestanter, hævder de. Det er jeg ikke sikker på, at IRA har forstået, eller den store gruppe af mennesker, som i hele sommerhalvåret fortsat går Orange-marcher gennem katolske områder i Nordirland og dermed i bogstavelig forstand træder katolsk kristendom under fode gennem den direkte henvisning til prins William af Oraniens sejr over James den Anden og dermed katolsk kristendom i Slaget ved Boyne i 1690. I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der ikke megen sans for fjendekærlighed her. Der var i stedet for terror begrundet i nationalisme og kristendom. En farlig cocktail!
Flere har fremhævet, at nazisme og kristendom ikke har noget med hinanden at gøre. Det har jeg nu heller ikke hverken sagt eller skrevet. Hvad jeg skrev, var, at et flertal af såvel katolske som protestantiske kristne gennem 1930’erne og under Anden Verdenskrig undlod at tale antisemitismen imod. Det var der kun et fåtal af modige præster og teologer, som gjorde. Mange præster og teologer støttede imidlertid helhjertet antisemitismen, som blot var en race- teoretisk funderet variant af den anti- judaisme, der i store dele af katolicisme og protestantisme alle dage har næret had mod jøder og jødedom. Behøver jeg at sige, at den måde, hvorpå man i nogle teologiske kredse i dag taler om islam og muslimer, har en sørgeligt umiskendelig lighed med forne tiders antijudaisme?
Og så er jeg ved kernen i budskabet. Jeg har aldrig hævdet, at koran og bibel – lad os bare sige Det Nye Testamente – er det samme. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse kronikken. Men lad os begynde med et tankeeksperiment. Lad os forestille os den mest fredsfyldte og kærlighedsfokuserede form for religion. Et religiøst grundskrift uden noget som helst anstrøg af vold, aggression eller kritik af andre former for tænkning og mennesker. Selv det, hævder jeg, kan under givne omstændigheder blive grobund for vrede og vold mod andre. Det skræmmende er, at det øjensynlig er flintrende ligegyldigt, hvad der står i den pågældende religions helligskrifter. Hvorfor?
Religion, kristendom inklusive, er som et Duracell-batteri. Her oplader gruppen og fællesskabet sine grundlæggende følelser og værdier. Følelser og værdier er flyvske og farer let, så hvordan sikrer man gruppen og fællesskabets overlevelse? Det gør man ved at give dem en grad af permanens. Lad os kalde det et emblem.
Kristus er et sådant emblem. Muhammed er et tilsvarende emblem eller totem. Når gruppen samles til gudstjeneste, genoplader de batteriet og bekræfter hinanden i fællesskabets basale værdier og symboler. I løbet af ugen bliver batteriet stadig mere fladt, indtil det på ny må oplades i gudstjenesten.
Hvis en gruppe eller et fællesskab ser sig truet, investeres der negative følelser i batteriet. Så bliver det hyppigt ”os mod de andre”. Det forhold deler alle grupper. Det ved vi også fra sport og politik. Det bliver imidlertid yderligere voldsomt, når man bringer den himmelske verden på bane. Så er det ikke kun os mod dem, men også Gud mod Satan. Folkekirken er ikke umiddelbart nogen specielt truende størrelse, men i det øjeblik den og dens medlemmer trues, er det svært at forestille sig, at man vender den anden kind til og hylder næstekærligheden.
Pointen i kronikken var blandt andet, at det netop er i sådanne situationer, man viser sit sande ansigt.
Historien viser med al tydelighed, at kristendom i den sammenhæng ikke har noget at lade islam høre. Derfor ville en større ydmyghed være klædelig, og det ville være dejligt, om man kunne finde en mere civiliseret omgangstone i talen om islam og muslimer. Det vil nok også lette integrationen. Som bekendt var der engang en, som stillede spørgsmålet, hvem der havde mod til at kaste den første sten. Det var der ingen, som havde. I min læsning af Bibelen og i min kristendomsforståelse er det en tekst til prægning i ydmyghed og kritisk selverkendelse. Jeg vil så gerne være Abel, men jeg er Kain. Jeg ville ønske at være som Jesus, men jeg er en i hoben. Det hedder kristen syndserkendelse.
Anders Klostergaard Petersen er professor mso ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet.