Islam og den nye »islamisme«

Mødet mellem den vestlige verden og islam må regnes blandt de vigtigste kulturelle og politiske begivenheder ved indgangen til det nye århundrede. Globaliseringen gør mødet uundgåeligt. Den islamiske verden er en uhyre stor verden, omfatter ca. 1,3 milliarder mennesker (heraf ca. 220 millioner i Sydøstasien) fordelt på ca. 55 stater, der kan kaldes islamiske, hvortil kommer de mange muslimer i andre områder (således ca. 15 millioner i Vesteuropa). Den muslimske verden er desuden uhyre mangfoldig og almindeligvis meget fremmedartet og ukendt for os i Vesten. Fra historien har både vesteuropæere og muslimer negative erindringer om hinanden, og det kan give anledning til stærke, men ikke dermed retfærdige »fjendebilleder« af den anden part. Mødet mellem islam og Vesten er en stor udfordring og en krævende opgave for begge parter. I dette møde er der grund til for os i Vesten at være opmærksomme på dem, der har særligt kendskab til den muslimske verden og forudsætninger for at give vigtige bidrag til den gensidige forståelse. Til dem må regnes Bassam Tibi, der er professor i internationale forhold i Göttingen. Bassam Tibi er født i 1944 i Damaskus af en familie, der gennem generationer har rummet muslimske retslærde, og har siden 1973 arbejdet videnskabeligt dels i Tyskland dels i USA med stadig forbindelse til den muslimske verden. Tibi regner sig selv for »liberal reform-muslim« og ser det som sin opgave at være formidler mellem islam og Vesten, og han har vundet international anerkendelse for den indsats, han har gjort og stadig gør. Bassam Tibi understreger, at der må skelnes mellem islam som religion og historisk kultur, hvis værdier han fremhæver (og som ifølge Tibi kun alt for ofte fremstilles helt misvisende i Vesten), og den »islamisme«, der er vokset frem i det tyvende århundrede, og som i et opgør med den moderne, vestlige verden vil indføre en helt anden verdensorden, bygget på en »fundamentalistisk« tolkning af islam. Denne »fundamentalisme i islam« vil indføre »Guds herredømme« overalt ved indførelse af islamisk lov (»Shari'a«). Her bliver det politiske overordnet det religiøse samtidig med, at det ses som en religiøs opgave og pligt at sætte alt ind på denne opgave. Så tages ikke blot magt, men også terror og våben i brug, ikke mindst mod de muslimer, der ikke vil være med i deres kamp, og som derfor af »fundamentalisterne« betragtes som »frafaldne«. Samtidig med, at Bassam Tibi lægger den største vægt på, at dialogen kan og bør finde sted mellem Vesten og islam som religion og kultur, advarer han kraftigt mod denne »fundamentalisme i islam«, og han undrer sig over den naivitet, som han møder i Vesten, hvor man ofte er parat til »tolerance« og »dialog« med alle former for islam, uden at gøre sig klart, om det er denne form for »fundamentalisme«, man står over for. Bassam Tibi ser oprindelsen til fremkomsten af »fundamentalisme i islam« i den palæstinensisk-israelske konflikt. Herfra har denne bevægelse bredt sig og er blevet til et oprør mod hele den moderne, sekulariserede vestlige verden. Netop sekulariseringen ses som den store fjende, fordi den betragtes som Vestens fornægtelse af Gud. For hvis Guds virkelighed benægtes, indebærer det, at mennesket sætter sig selv i Guds sted. Derfor, mener fundamentalisterne, optræder Vesten, som om den kan bestemme over hele verden med sin økonomi og samfundsorden, teknik og militær, retsbestemmelser (inklusive »menneskerettigheder«) og fredsbetingelser. Lige så vigtigt det er i forholdet til islamiske stater at føre og fremme en »fredens dialog« med det liberale islam, lige så vigtigt er det ifølge Tibi at være på vagt over for de »fundamentalistiske kræfter«, der bruger alle midler for at fremme deres totalitære mål. Han fremhæver Frankrig som et land, der går klogt frem i denne sag, idet der i Frankrig på den ene side lægges vægt på samarbejde med liberale imamer, på den anden side sættes konsekvent ind mod forsøg på at liste islamisk lov ind som normgivende i det franske samfund. Bassam Tibi anbefaler, hvad han kalder en »dobbeltstrategi«: på den ene side en dialog med de repræsentanter for den islamiske religion, der er i stand til ægte dialog, og på den anden side et opklaringsarbejde, der kan afsløre den »fundamentalisme i islam«, der er en fare for verdensfreden. Det ligger Bassam Tibi på sinde, at Vesten får øje for islam som religion og kultur, men han mener også, at islam har brug for Vesten, og nævner herunder specielt Vestens videnskabelige tradition og dens arbejde med en på fornuften bygget etik, der kan række hen over forskellige kulturer. Bent Dalsgaard Larsen, dr.phil. et dr.theol., Åbyhøjvej 18, Århus