LEKTOR MARIANNE OLSENS kronik i Kristeligt Dagblad den 20. december ”Mellem adventsforventning og julero” lyder smukt opbyggelig, men har ikke meget med virkeligheden at gøre.

Forskellene i jødedom, kristendom og islam er afgørende forskellige

Det hjælper desværre ikke meget at pointere, at de tre religioner jødedom, kristendom og islam har det til fælles, at de tror på én gud, når forskellene i deres hellige skrifter i øvrigt er afgørende forskellige – hvilket også verdenssituationen viser. Både i den israelske konflikt med palæstinensere og i endnu højere grad i forskellen på den kristne og den islamiske gud, som også kommer til udtryk i Irak og Syrien. Hvis man ikke ser det i øjnene, er det som at feje problemerne ind under gulvtæppet.

Selvfølgelig kan man omgås mennesker, der hævder at tilhøre en anden tro, i et venligt fællesskab, hvis den ene af parterne ikke praktiserer sin tro særligt fundamentalistisk, det vil sige opfatter sin hellige skrift bogstaveligt. Men disse skrifters indholdsmæssige idégrundlag kan derimod umuligt forenes. Det er forskellen på mennesker og idéer.

Den væsentligste forskel på religionerne er, at i og med Kristus-skikkelsen som den inkarnerede kærlighed fokuserer kristendommen på tilgivelse og kærlighed, mens både jødedom og islam opererer med Det Gamle Testamentes ”øje for øje”-tænkning, altså hævn og straf, hvilket unægtelig også manifesterer sig voldsomt i virkeligheden.

Disse to grundlæggende forskellige måder at se tilværelsen på er og bliver modsatte. De strider simpelthen mod hinanden, og det betyder langt mere, end at de begge er monoteistiske eller har enkelte idéer, som er udsprunget af Det Gamle Testamente.

Der er faktisk en afgørende forskel på at anse kvinder og mænd for ligeværdige – og ikke at gøre det. Koranen nedvurderer kvinder groft, og jøder antager ikke gerne kvindelige rabbinere, mens kvindelige kristne præster nærmest er i overtal.

Elsk eller dræb din fjende

Det er netop derfor, at kristendommens idégrundlag er Det Nye Testamente, som altså indeholder helt nye måder at se tilværelsen på. Når Kristus hævder, at man skal elske sin fjende, og Muhammed mener, at man skal dræbe ham, så er der ikke mulighed for at forene de to synsvinkler – hvilket praksis jo også viser i krigens gru. Selv lidt forskellige opfattelser af islam giver krig på liv og død.

Ligeledes kan islams hierarkiske tænkemåde, hvor kun den religiøse leder må docere sandheden, umuligt forenes med en demokratisk form, hvor hver enkelt person i det mindste har en stemme og sin lovbestemte ytringsfrihed.

Koranens uhyrlige korporlige straffe indbyder heller ikke til at nærme sig islam. Ydermere taler dette skrift imod, at muslimer omgås jøder og kristne, hvilket unægteligt gør integrationen vanskelig for rettroende muslimer, hvilket praksis igen viser.

Smukke ord om at ”sætte sig i den andens sted”, som Marianne Olsen fremsiger, er således noget af en illusion, hvis den anden fastholder sine religiøse idéer. Forudsætningen for et fælles samfund er, at man gør sig meget klart, hvordan den andens religiøse idéer er. Først derefter kan man arbejde på en strategi for at overbevise den anden om, at ingen former for vold eller manglende personlig frihed og ligeværdighed mellem mennesker nogensinde bør respekteres – uanset, at disse idéer hævdes at være religiøst betinget.

Birgit Bertung er mag.art. i filosofi og forfatter til flere bøger om islam og kristendom.