”Den danske sang er en ung blond pige”, skrev forfatteren Kai Hoffmann i 1924. Den danske sang kan også være en ung sorthåret pige, thi den handler ikke om hår- eller hudfarve, men om det, der er dansk.
Konvertitten Saliha Marie Fetteh forsøger i sin kommentar den 16. juni at gøre det islamiske hovedtørklæde hijab til en del af den danske sang ved at sejle under mangfoldighedens bekvemmelighedsflag.
Hijab, som Fetteh selv er tilsløret med, har aldrig været, er ikke og bliver aldrig en del af den danske sang.
Den danske sang er også en sang om danske grundværdier, herunder frihed og kønsmæssig ligestilling. Her kolliderer det islamiske påbud om tilsløring af kvinder direkte med den danske kultur.
Ja, faktisk kan man sige, at der er tale om en modkultur. Følgelig kan det islamiske symbol hijaben aldrig blive en del af den danske kulturkanon, endskønt flere konvertitter som Fetteh plæderer for dette med newspeak som buzz-ordet ”mangfoldighed”.
Når man som Fetteh frivilligt vælger at tilsløre sig med hijab, så svarer det til slaven, der selv tager sine lænker på. Hijab har rod i et tros-ideologisk fundament, hvor kvinder står under mænd. Hijaben bliver netop det symbol, som sætter skel mellem mænd og kvinder, mellem dem og os.
Fetteh skriver om et arabisk ordsprog, som siger, at hvis man bor 40 dage hos et folk, så bliver man ligesom det. Gid det var så vel. Virkeligheden i dagens Danmark viser, at det slet ikke holder stik. Den sociale kontrol, undertrykkelsen af visse muslimske kvinder, er et skoleeksempel på dette.
Når man forsøger at møve islam ind i den nye danske kulturkanon, som konvertitten Fetteh synes at være fortaler for, så er man en del af problemet. Mangfoldighedskortet bliver et tyndt lag fernis over et draget sværd.
Rachel Adelberg Johansen, sygeplejerske, Uraniavænget 19, Odense