Åbent brev til Naser Khader

Det er blevet for monotont med fordømmelser af volden. Afstandtagende retorik gør ingen alvorlig forskel. Måske skyldes det, at det bliver en både negativ og temmelig defensiv affære uden et kontrapunkt med, hvad islam egentlig rummer positivt som religion, skriver Carsten Mulnæs

Hvorfor fastholder muslimen overhovedet sin tro? Hvor finder muslimen trøst, håb og tillid? Kan en troende muslim enkelt og smukt fortælle mig om Guds gavmildhed, herlighed og sandhed?, spørger Carsten Mulnæs Naser Khader.
Hvorfor fastholder muslimen overhovedet sin tro? Hvor finder muslimen trøst, håb og tillid? Kan en troende muslim enkelt og smukt fortælle mig om Guds gavmildhed, herlighed og sandhed?, spørger Carsten Mulnæs Naser Khader. Foto: Sofie Amalie Klougart .

Kære Naser Khader

Tak for dit brev til paven.

Jeg håber, at han læser det. Islam er i teologisk krise, skriver du. Vi har i årevis skelnet mellem islam og islamisme. Det bør vi stadig gøre, fordi flertallet af muslimer ikke er islamister. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme dertil at sige, at religionen islam i sig selv er et problem for fredelig sameksistens. Men så længe denne teologiske krise står på, er det tilfældet.

Hver gang en ny islamistisk udåd rammer, er vi mange, der efterlyser fornuftige muslimers protest. Og vi har fået et kritisk øre for tvetungede imamer, der tager afstand for konkrete ugerninger som ”kriminelle” uden at løbe risikoen ved at formulere en teologisk fordømmelse af islamismens voldsideologi. Du åbner selv for nødvendigheden af egentlig koran- og hadithkritik. Efterhånden tvivler jeg på, at den muslimske almagtsideologi efter‑ lader et frisprog for ærligt teologisk arbejde.

Det er absurd, når en fordømmelse af mordet på den franske præst Jacques Hamel kan belægges med følgende Muhammed-citat: ”Du må ikke slå munke ihjel i deres klostre eller dem, der er på steder for tilbedelse.” En sådan begrænsning af, hvornår man må slå anderledes tænkende ihjel, har jo til forudsætning en gudsdyrkelse, som forlanger vold og mord imod de vantro.

Selvom mange muslimer ikke identificerer sig med kaldet til hellig krig, er det en fattigdom i den muslimske tro, hvis kristne kun kan leve trygt side om side med sekulariserede muslimer, der ikke tager deres religion særlig alvorligt. Du er selv muslim og har en mastergrad i kristen teologi. Som teolog har jeg nogle spørgsmål til dig – eller en anden muslimsk tænker, hvis du finder, at det er en akademisk lærd i islamisk teologi, der bør svare.

Det er blevet for monotont med fordømmelser af volden. Afstandtagende retorik gør ingen alvorlig forskel. Måske skyldes det, at det bliver en både negativ og temmelig defensiv affære uden et kontrapunkt med, hvad islam egentlig rummer positivt som religion.

SÅ LÆNGE VI forbliver i det defensive sprog, bekræftes billedet af en kriseramt religion, der bygger på slavemoral og teokratisk samfundsorden under en almægtig og forfængelig Allah, mens alle de efterspurgte sekulariserende kompromiser med et moderne tankesæt forbliver inden for den politiske pragmatik.

Hvorfor fastholder muslimen overhovedet sin tro? Hvor finder muslimen trøst, håb og tillid? Kan en troende muslim enkelt og smukt fortælle mig om Guds gavmildhed, herlighed og sandhed? Kan det ske som et vidnesbyrd (martyrium) om en Gud, man kan have tillid til, håbe det bedste fra og finde sin værdighed skænket af? Hvad fortæller Koranen om godheden, skønheden og ægtheden?

Den kristne tro forkynder, at Gud skabte i overstrømmende godhed og gavmildhed. Blev Allah kun skaber for selv at blive et forfængeligt omdrejningspunkt for verdens lovprisning og menneskers tilbedelse og underkastelse? Er Allahs 99 egenskaber kun gode i kontrast til mennesket, eller findes de for menneskets skyld? Takker en muslim for det gode ved livet, det skønne for mennesket, det ægte i denne verden som andet end instrumenter for Allahs egen ophøjelse? Under Allah mennesket at trække vejret frit?

Bedste hilsner

Carsten Mulnæs

Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød