Prøv avisen
Debat

Islamdebat: De vantro er dem, som slår ihjel

At traditionelle muslimer, ekstremister og terrorister læser Koranen med hovedet under armen og hævder, at alle, der ikke tror præcis, som de selv tror, er vantro og derfor skal ihjelslås, ændrer ikke ved korantekstens rummelighed, mener Aminah Tønnsen. Billedeter taget foran den kirke i Frankrig, hvor en præst blev dræbt af ekstremister i juli. Foto: CHARLY TRIBALLEAU/AFP

Man kan ikke bekæmpe ekstremisternes sygelige ideologi ved at snakke dem efter munden, men ved at argumentere ud fra de selvsamme tekster, som de hævder at følge. Og ved at vise dem fra barnsben, at livet er værd at leve, skriver Aminah Tønnsen

SOGNEPRÆST Morten Brøgger slutter sig med sin kronik i Kristeligt Dagblad den 1. august, ”To slags martyrer – to slags tro”, til rækken af ikke-muslimer, der frejdigt sammenligner det smukkeste i deres egen tro med det mest forargelige i visse muslimers praksis.

Brøgger hævder blandt andet, at ”Koranen er gennemtrukket af udsagn, der understreger forskellen på troende og vantro”, men gør sig ikke den ulejlighed at undersøge, hvad betegnelserne ”tro” og ”vantro” dækker: ”De er troende, hvis hjerte skælver af ærefrygt, når Guds navn nævnes.” ”De, som tror på Koranen, jøderne og sabierne og de kristne – enhver, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, vil få deres løn fra Herren. De har intet at frygte.”

De vantro er dem, som i utaknemmelighed skjuler den guddommelige vejledning ved eksempelvis ikke at udvise medmenneskelig omsorg eller ved at slå sagesløse medmennesker ihjel.

Koranens vantrobegreb handler ikke om tilhørsforhold til en bestemt religion, som det ofte påstås, men om det enkelte menneskes tro og handlinger. En troende gør sig selv til vantro ved ikke at efterleve den guddommelige vejledning, hvorefter det er den enkeltes ansvar at sørge for at genoprette sit forhold til Gud. Således kan vantro forekomme hos både jøder, kristne og muslimer.

At traditionelle muslimer, ekstremister og terrorister læser Koranen med hovedet under armen og hævder, at alle, der ikke tror præcis, som de selv tror, er vantro og derfor skal ihjelslås, ændrer ikke ved korantekstens rummelighed. Og det er alt andet lige den, enhver troende bør forholde sig til og efterleve med hjerte og forstand i den virkelighed, man er en del af.

Brøgger kløjes også gevaldigt i martyrbegrebet, der ligesom det kristne ditto er blevet fortolket forskelligt op igennem historien. Der er intet fortjenstfuldt i bevidst at søge døden for sig selv og andre.

Martyr er den, der mister livet, mens hun/han tjener Gud og skabelsen, som eksempelvis fader Jacques Hamel gjorde. Ligeledes en kvinde, der dør i barsel. Martyr er den, der dør i en ildebrand, der bliver dræbt i forsvar for sin familie, der falder af sin kamel og brækker halsen, der drukner, der dør under en epidemi, der får en sammenstyrtende bygning ned over sig – eller som bliver mejet ned af en lastbil.

At nogle muslimer mener noget andet, ændrer ikke ved, at Koranen er en hyldest til frihed og retfærdighed, til fred og mangfoldighed. Trodser man livets hellighed, bliver man stillet til regnskab for sine handlinger for Gud.

Man kan ikke bekæmpe ekstremisternes sygelige ideologi ved at snakke dem efter munden, men ved at argumentere ud fra de selvsamme tekster, som de hævder at følge. Og ved at vise dem fra barnsben, at livet er værd at leve – i al dets mangfoldighed, i medgang og modgang.

Der går ikke en dag, uden at ikke-muslimer i de hjem‑ lige medier går terroristernes ærinde ved at kolportere deres hovedløse, ureflekterede, fragmenterede og forkvaklede forståelse af Koranen for derved at kunne fremhæve deres egen tros fortræffelighed på bekostning af deres medmenneskers. Hvad er de bange for?

Aminah Tønnsen er forfatter og foredragsholder