Stereotyper om islam trives i folkekirken og i Folketinget

Hvor ville jeg dog ønske lidt mere ydmyghed, noget mere indsigt og meget mere moral og frem for alt mindre ideologisk påståelighed, når man udtaler sig som sine medmennesker, skriver sognepræst om den igangværende islamdebat

To indlæg i onsdagens avis mindede endnu en gang om, hvor stereotype og ureflekterede i synet på islam og muslimer nogle repræsentanter fra mit lands centrale institutioner dog kan være: en politiker (Folketinget) og en sognepræst (folkekirken), skriver sognepræst..
To indlæg i onsdagens avis mindede endnu en gang om, hvor stereotype og ureflekterede i synet på islam og muslimer nogle repræsentanter fra mit lands centrale institutioner dog kan være: en politiker (Folketinget) og en sognepræst (folkekirken), skriver sognepræst..

ONSDAG DEN 24. AUGUST mindede to indlæg mig endnu en gang om, hvor stereotype og ureflekterede i synet på islam og muslimer nogle repræsentanter fra mit lands centrale institutioner dog kan være: en politiker (Folketinget) og en sognepræst (folkekirken).

Folketingsmedlem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti argumenterer for 13 nye udlændingestramninger og lægger absolut ikke skjul på, at anliggendet er at få muslimer holdt nede i eller allerhelst drevet ud Danmark. ”Staten Danmark hviler blandt andet på et kristent grundlag, og kristendom har førsteprioritet i Danmark. Det skal man ikke være ked af at fastslå,” siger han.

Det er lodret løgnagtigt: Danmark er gudskelov et sekulariseret samfund, og statens institutioner er derfor gudskelov ikke religiøse. Det gør, at man gudskelov aldrig kan bruge religion eller Gud som et sidste argument i en offentlig sammenhæng. Det troede jeg, Martin Henriksen vidste som folkevalgt politiker og dermed som en del af den lovgivende magt.

EN KOLLEGA (til mig), Lars Brinth, afviser samme dag islamforskeren Rachid Benzines udtalelse om, at ”Koranen kan læses på flere måder” for, som præsten siger: ”Kernen i Koranens og islams problem er den herrefolks‑ ideologi, som er den konsekvente følge af islams hjerteblod, nemlig begrebsparret haram/halal – urent/rent”.

Benzine er en af de mange europæiske muslimske tænkere, vi skal være taknemmelige for findes. Han er med til at holde en islamkritisk fane højt i sit arbejde med at præsentere nutidige muslimske intellektuelles vidt forskellige kritiske tolkninger af deres tradition.

Men en dansk sognepræst mener sig altså i stand til at vide bedre om koranfortolkning end en muslimsk filosof og islamolog. Hvorfor dog ikke glæde sig over, at et menneske som Benzine findes og åbner og nuancerer islam for os andre?

I øvrigt betyder haram/halal forbudt/tilladt, hvorved sognepræst Lars Brinths påstand om, muslimer slet og ret anser sig selv for rene falder til jorden. Og en muslim som Benzine går i øvrigt ikke rundt og anser sig selv for mere tilladt (eller ren for den sags skyld) end andre. Absurd at påstå.

Man kan relativt let konkludere, at de to herrer er rørende enige om en forstemmende triviel og uvidende forståelse af islam. En politiker og en sognepræst (som finansieres af offentlige midler) varetager nogle af de ypperligste områder i vores samfund: demokrati og teologi/akademisk tænkning.

Hvor ville jeg dog ønske lidt mere ydmyghed, noget mere indsigt og meget mere moral og frem for alt mindre ideologisk påståelighed, når man udtaler sig som sine medmennesker.

Anne Ehlers er sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus