”Do ut des” er et gammelt romersk retsprincip, som betyder ”jeg giver for, at du skal give”. Noget for noget. Oprindeligt handlede det om forholdet mellem guder og mennesker, siden blev det et fundament for aftaler mellem mennesker.
Overført til Velfærdsdanmark i 2017 kan man sige, at staten giver en række rettigheder og økonomiske privilegier til gengæld for en modydelse fra den enkelte borger. Skat, accept af lovgivning, aktivt medborgerskab. Den slags. Noget for noget.
Når islamforsker og professor Thomas Hoffmann henviser til det gamle romerske princip, er det, fordi det for ham at se rammer en balance, som ofte forsvinder i debatten om islam og det moderne demokrati.
”Rettighederne skal man have så at sige på blankt papir. Men hvis der følger økonomiske privilegier med, så må man som samfund tænke lidt mere i ”do ut des”. Så er staten nødt til at have noget tilbage. Jeg tror, man kan nå langt med den slags økonomiske incitamenter, hvor støtte til skoler, kontanthjælp med videre bliver betinget af en grad af tilslutning til fælles værdier. ’It’s the economy, stupid’, som man siger.”
Han vil derfor også have det fint med, at personer, der bærer burka, er afskåret fra en række ydelser i og med, at de heller ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det generelle forbud, regeringen lægger op til, er for vidtgående, mener han.
”Vi har faktisk her i moderne tid levet med den kolde krig, hvor man accepterede, at folk ude på den yderste venstrefløj på mange måder sympatiserede med et system, der i bund og grund var i stand til at udslette Europa med et tryk på en knap.
Der synes jeg, man i islamdebatten i dag, også hvad angår burkaer, må have en vis form for proportionssans: ”Okay, hvor galt er det så lige, det her?” Men jeg anerkender, at det er et dilemma. For man skal jo også gøre sig klart, om der er en numerisk grænse, hvis det her fænomen vokser. Og det har det jo gjort.”
Nogle vil sige, at det netop af den grund er rettidig omhu at gribe ind, mens man endnu er i stand til at påvirke udviklingen?
”Globalt er burka og niqab vokset enormt som ikke helt uskyldigt modefænomen – og det er vokset i Vesteuropa. Det synes jeg er dybt problematisk, men indtil videre så er det altså ikke vokset alvorligt meget i Danmark, så vidt jeg kan vurdere. Lige nu kigger alle med sammenknebne øjne på det her fænomen. Så det med den rettidige omhu skal vi nok nå, hvis det begynder at gå galt. Men selvfølgelig, jo mere sådan nogle fænomener som burka og andre islamistiske symboler konsoliderer sig, jo mere ravage og parallelle samfund kan de være med til at skabe.”
I sidste ende er det en politisk beslutning, siger Thomas Hoffmann, som samtidig understreger, at han er islamforsker, ikke politiker eller politisk filosof. Men når han er værd at lytte til, når det kommer til samfundets aktuelle bestræbelser på at bekæmpe radikalisering i muslimske miljøer, er det, fordi han som få herhjemme har lagt vægt på den rolle, religion spiller i den sammenhæng.
”I den offentlige debat er der en udbredt religiøs analfabetisme. En manglende erkendelse af, hvor meget religion, teologi, hellige skrifter og ritualer rent faktisk kan være styrende og retningsgivende for folks liv. Selvfølgelig er religion også formet af historiens omstændigheder og kontekster. Men religion er også selv proaktiv.”
”Hvis man følger med i de her ting, så vil man se, at der er meget stærke teologiske debatter bag de forskellige former for jihadisme og terrorbevægelser. Det er ikke bare en gorilla, der sprænger sig selv i luften på nogle slogans og paroler. Bag det er et teologisk apparat, der er ret sofistikeret. Da muslimerne erobrede hele Mellemøsten, var det også under paroler. Så paroler kan virke, og det virker i mange forskellige dimensioner.”
Aktuelt bidrager parolerne og de teologiske brokker til en radikalisering, hvis yderste konsekvenser vi kender alt for godt i verden i dag. Og hvis den aktuelle udvikling skal vendes, er vi nødt til at få sat skub på de forskellige reformbevægelser inden for islam i Vesten, mener Thomas Hoffmann.
”Der er vi nødt til at tage udgangspunkt i det faktum, at islam er en lovreligion, som dermed også har opbygget en teologisk tradition, der er meget juridisk orienteret i stil med rabbinsk jødedom. Det handler om rituel renhed, kontrakter og alt sådan noget, som jo ofte ligger meget fjernt fra den herskende kristent-sekulære forståelse af, hvad rigtig religion er for noget. Men det er vi nødt til at kunne rumme.”
Det betyder absolut ikke, at vi skal acceptere parallelle retstilstande, understreger han. Der skal være én lov for alle. Men en vej frem for bedre integration af islam i Vesten vil kun kunne ske i form af en revitalisering af lovtænkningen inden for islam, mener han.
”En af de store ting, der aktuelt sker i muslimsk retstænkning, findes i nye tolkninger af, hvordan sharia skal forvaltes. Man har det, der hedder fiqh al-aqalliyyat, som vi kan oversætte til minoritetssharia. Det er en tænkning, som har haft udgangspunkt i, hvordan muslimer skal forholde sig til og agere i situationer, hvor de er under ikke-muslimsk overhøjhed og suverænitet.”
Men vi står også i en situation, hvor der er en nærmest allergisk reaktion, hver gang bare ordet sharia nævnes i Vesten. Der er ingen politikere, knap nok i Radikale Venstre, som vil stille sig op og sige, at vi skal stimulere en islamisk lovtankegang, som kan udvikle sig parallelt?
”Det er rigtigt. Men jeg mener også, at denne her form for religiøse tænkning altid vil være en udfordring for det liberale, åbne demokrati. Men samtidig vil jeg fastholde, at der skal være ét lovsystem. Så jeg går ikke ind for parallelle lovsystemer eller en udvidelse af en slags religiøs voldgiftsret. Jeg taler udelukkende om behovet for en større juridisk fleksibilitet i islamisk ret. Og efterlyser stærke, konsistente, religiøse tænkere, som kan lovstoffet på hænderne, men også tør tænke mere fritænkerisk. Det har desværre ikke så stort et publikumspotentiale, fordi vi har et muslimsk proletariat i Europa, som vokser, og med flygtningestrømmene bliver det ikke bedre. Så på den måde er det utroligt meget op ad bakke.”
Også som i virkelig meget op ad bakke. Især når Thomas Hoffmann ser på den muslimske verden og udviklingen i de mellemøstlige lande, er det for ham at se vanskeligt at være andet end pessimistisk.
”Der skal ske et eller andet radikalt brud i hele tidsånden i den muslimske verden, hvor det lige pludselig ikke længere på en eller anden måde betragtes som overdrevet fromt at gå i krig for Guds sag. Der skal lægges ekstrem afstand til det. Det er måske det, der mangler. Der er stadig for mange, der synes, at selvom Islamisk Stat var for meget, eller Iran eller Saudi-Arabien er for meget, så har det alligevel en grad af legitimitet. Nogle taler om positive takter hist og pist, senest nogle moderate intiativer i Saudi-Arabien. Men overordnet set er jeg meget pessimistisk. Økonomien er dårlig i de her lande – selv oliestaterne er jo pressede på deres økonomier. Vi har et Irak og et Iran. Syrien. Masser af virkeligt dybe konflikter, som vil vare ved. Helt over til Afghanistan, som heller ikke har nogen løsning for nærmere fremtid.”
Så har han trods alt større tillid til, at vi i de vestlige lande kan udvikle en grad af sameksistens. Ikke mindst i Danmark er der trods en hård politisk debat faktisk flere lyspunkter, mener han. Måske netop på grund af den hårde debat.
”Vi kan faktisk noget med den demokratiske samtale i Danmark. Og det er vel at mærke en samtale med højt til loftet og med nogle særlige kendetegn. På den ene side den aktuelt moderigtige dialogkaffe, som kan føres tilbage til en samtaleforståelse i Hal Koch-traditionen, hvor man lægger vægt på at mødes ansigt til ansigt. Men der er også en tradition, der går tilbage til kaffehusene, hvor man virkelig diskuterede med brask og bram. Ud af det fik vi de moderne medier og journalistikken, hvor polemikken og uenigheden kan udfolde sig. Det nytter ikke noget altid at tale pænt og forsonligt til hinanden, som man gør med dialogkaffen. Der skal være en arena, en kampplads, hvor problemer – i traditionen fra Brandes – sættes under debat. Hvad enten det handler om halal, frikadeller eller niqab. Holdninger til de ting skal brydes, og dér synes jeg vi har en fornem tradition. Vi kan ikke bare pakke det væk og sige, at det ikke er værd at tale om,” siger Thomas Hoffmann.
Derfor savner han også en stemme som Yahya Hassan, som evnede at ruske i nogle tilgroede forestillinger, både blandt muslimer og islamkritikere. Og derfor ser han det som et stort aktiv, at mange især yngre muslimske kvinder har meldt sig i samfundsdebatten med nye stemmer og forskellige synspunkter, som rykker debatten.
”Jeg håber, at der er nogle nye muslimske eliter, ikke bare på den akademiske bane, men også kunstnerisk og kulturelt, som i stil med Yahya Hassan og de mange nye debattører kan byde på noget nyt her i periferien af den islamiske verden. Selve det muslimske kerneland er desværre en ørken både i bogstavelig og overført forstand i de her år. Men lad os håbe, at det er muligt at flytte noget i den danske debat.”