Prøv avisen

Islamforskere slører debatten om forfulgte kristne

Hvor sympatisk og vidende jeg end finder Skovgaard-Petersen, er han i forhold til islamkritikken og islam i Vesten ikke en mand, man bør basere sin omverdensorientering på, skriver Lone Nørgaard, Foto: Marie Hald Denmark

En af Danmarks førende Islamforskere, Jakob Skovgaard-Petersen, taler uden om den varme grød, når det handler om forfulgte kristne i mellemøsten, mener Lektor Lone Nørgaard

DET ER EN kendsgerning, at de kristne bliver forfulgt og bliver stadig færre i Mellemøsten. Men i hvilket omfang, hvorfor, og om vi gør nok derom står diskussionen. Blandt andet på et møde den 4. november med journalist Klaus Wivel og professor Jakob Skovgaard-Petersen.

På dette møde gik det op for mig, at Skovgaard-Petersen er en farlig mand. Han er ubestridt en af Danmarks mest vidende arabister og bliver gang på gang brugt som ekspert i DR og andre medier. Desuden har han udenrigsminister Villy Søvndals (SF) øre i den forstand, at hvis Skovgaard-Petersen ikke mener, at der er noget specielt problem for de kristne i Mellemøsten, ja, så skal det nok have sin rigtighed, og så rettes dansk udenrigspolitik ind derefter.

LÆS OGSÅ: Danske politikere kan gøre meget mere for forfulgte kristne

Skovgaard-Petersen demonstrerede imidlertid på mødet, at han ikke bare er ekspert, men også ekspert i at tale uden om den varme grød.

Undvigemanøvren blev ganske langsomt klar, da han blev stillet spørgsmålet: Kan islam reformeres? Et altafgørende spørgsmål, hvilket spritaktuelt kan aflæses af Mehdi Mozaffaris Islamisme. En orientalsk totalitarisme og Naser Khaders Bekendelser fra en kulturkristen muslim.

HVORDAN TALER Skovgaard-Petersen udenom? På samme måde som islamprofessor Jørgen Bæk Simonsen gør det. De skaber flimmer ved at dynge deres modtagere til med detaljer og enkelthistorier for at undgå minefeltet: truslen fra islamismen, som ville være ikkeeksisterende, hvis ikke der var en ideologi eller religion ved navn islam.

Strategien er at nedprioritere langvarige fænomener og kontinuitet i islams historie til fordel for anekdoter i form af enkelthistorier. Efter opskriften: Der er lige så mange udgaver og tolkninger af islam, som der er muslimer.

Hvis jeg dekonstruerer hans svar på mødet, tegner følgende diskurs sig:

1) De kristne i Mellemøsten isolerer sig og satser på at blive beskyttet af tyranner.

2) De holder i mange tilfælde lav profil og deltager ikke i ... ja, i hvad? Her antydes det, at der foregår en åben, offentlig debat i den arabiske verden, men det ved Skovgaard-Petersen godt ikke er tilfældet, så han siger intet.

3) Sommetider myrder kristne muslimer.

4) Det sker ofte, at muslimer modsætter sig mord på kristne og endda hjælper dem, når ritualmorderne dukker op.

Derfor er der ikke noget mønster, og islam har ingen essens eller kerne kun billeder af gode og onde enkeltpersoner. Islam er hver enkelt muslim på et bestemt sted og tidspunkt. Millioner af træer, men ingen skov.

DERMED HAR Skovgaard-Petersen og ligesindede fuldstændigt skrottet sociologien, som studerer relationer mellem mennesker. Som religionsforsker kender han visse tekster, som han læser på originalsproget. Denne færdighed er bare ikke nok i konfrontation med det, han giver sig i kast med: politik, det vil sige magtstræb og ressourcefordeling. Her er han og andre islamforskere enten blanke eller naive.

Skovgaard-Petersen vil ikke se elefanten. Strudsemetoden er velkendt og delvist forklarlig. Hvordan skal man begå sig både på og uden for de bonede gulve i Mellemøsten, hvis man her bliver kendt som islamkritiker? Og hvordan navigere i forhold til muslimske studerende i undervisningen på Københavns Universitet? Det er ikke nemt, og jeg kender problemstillingen fra min egen undervisning.

Men en vigtig pointe i forhold til den danske islamdebat er, at Skovgaard-Petersen aldrig skal inviteres som ekspert alene, fordi han lægger røgslør ud. Han skal inviteres sammen med for eksempel en Mehdi Mozzafari og en Tina Magaard, som efter års islamstudier ikke har nogen som helst problemer med at se den elefant, som Skovgaard-Petersen nægter at forholde sig til: islams blodige historie og 1400-års-krig mod de vantro.

Hvor sympatisk og vidende jeg end finder Skovgaard-Petersen, er han i forhold til islamkritikken og islam i Vesten ikke en mand, man bør basere sin omverdensorientering på.

Lone Nørgaard, lektor, cand.mag. og VUC-lærer, Normasvej 39, Frederiksberg