Islamiske lande præger FNs menneskeretsråd

Et flertal begrænser ytringsfriheden, men hvorfor tager man ikke fat på nogle islamiske landes forbud mod andre religioner?

EVANGELICAL News International (ENI), der er Kirkernes Verdensråds nyhedstjeneste, kunne nylig berette om voksende kritik af FNs Menneskerettighedsråd, der har base i Geneve.

Såvel en række vestlige stater som uafhængige menneskeretsorganisationer ikke mindst fra muslimske lande anklager rådet for at misbruge rådet og dermed FN som et instrument til begrænsning af ytringsfriheden.

Klagerne er ikke nye, og senest gælder det direktivet til en såkaldt FN-rapportør, en FN-embedsmand, der på rådets vegne skal overvåge problemer inden for rådets arbejdsområde.

Den oprindelige arbejdsbeskrivelse udarbejdet af FNs sekretariat pegede entydigt på kontrol med og klager over medlemsstaternes overholdelse af FNs Menneskerettighedskonvention. Rådets flertal, repræsentanter for dets muslimske lande plus Rusland, Kina og Cuba, vedtog imidlertid et ændringsforslag fra Organisationen Islamisk Konference (OIC), der direkte ændrer opgaven til at kontrollere og gribe ind over for krænkelser af religionerne.

Tidligere har samme flertal flere gange gennemtrumfet resolutioner, der tager afstand fra og fordømmer israelske overgreb mod Hamasstyret i Gaza. Forsøg fra rådets vestlige medlemslande på også i disse resolutioner at få nævnt de palæstinensiske raketangreb på civile i det sydlige Israel er konsekvent blevet nedstemt.

Reportere uden Grænser, der er baseret i Paris, har protesteret mod det seneste direktiv og hævder, at alle rådets resolutioner i dag er udtryk for de muslimske landes holdninger, som takket været Ruslands og Kinas støtte er sikret flertal.

Kun få dage før den seneste vedtagelse rettede 40 menneskeretsorganisationer en opfordring til rådet om at respektere ytringsfriheden og afvise ændringsforslaget, der var fremsat efter kraftig pression fra Organisationen Islamisk Konference.

Da Forenede Nationer i 1945 blev dannet og i organisationens første 10-15 år, var den præget af medlemslandene i den vestlige verden. Men derefter betød afkolonialisering og oprettelsen af nye selvstændige stater i Afrika og Asien, at medlemstallet voksede, og at flertallet ofte udgjordes af den kolde krigs uafhængige stater sammen med Østblokken.

Mange af FNs principper, som for eksempel om menneskerettighederne, er udtryk for vestlig demokratisk tankegang. Men de resolutioner, som Menneskerettighedsrådet på det seneste har vedtaget, ligner mindre en mulig nyformulering af menneskerettighederne end et forsøg på via FN at fremme muslimske principper.

Menneskeretsorganisationer i Egypten, Bahrain, Sudan og Syrien erklærede efter vedtagelsen af direktivet over for rådets FN-rapportør, at beslutningen i sin endelige skikkelse undertrykker ytrings- og trykkefriheden i de lande, hvor der især er brug for en styrkelse af menneskerettighederne. I stedet for, at det nu skal skulle overvåge brugen af ytrings- og trykkefrihed, burde det være en værner af samme frihed.

De vestlige FN-medlemslande, der har sæde i rådet, har i de fleste tilfælde protesteret og derefter undladt at stemme. De har altså ikke haft modet til at stemme imod. Og de har tilsyneladende slet ikke haft vilje til at tage problemer som krænkelsen af den personlige frihed og religionsfriheden i den muslimske verden op. Den seneste fordømmelse af krænkelse af religionerne har tydeligt sigte mod for eksempel de danske Muhammed-tegninger og Geert Wilders hollandske koranfilm Fitna.

Men hvad med det absolutte forbud mod andre religioner end islam i Saudi-Arabien? Hvornår tager FNs demokratiske medlemslande skridt til at bede verdensorganisationens råd for menneskerettigheder tage stilling til sådanne krænkelser af religioner og dermed af religionsfriheden?

Jens Ravn-Olesen,
redaktør,
Grønnevej 154, Virum