Prøv avisen
Kiosken

Islamismen er ikke et kætteri

Den østrigsk-tyrkiske muslimske teolog Ednan Aslan har gennemført en større undersøgelse blandt unge islamister i østrigske fængsler og ungdomsanstalter og i den anledning interviewes han af den tyske avis Die Welt. Arkivfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

Sognepræst og kulturjournalist Anders Raahauge samler op på ugens internationale værdi- og religionsdebat

Østrigsk-tyrkiske Ednan Aslan er muslimsk teolog og professor ved institut for islamisk-teologiske studier på Wiens universitet.

Han har gennemført en større undersøgelse blandt unge islamister i østrigske fængsler og ungdomsanstalter og i den anledning interviewes han af den tyske avis Die Welt.

Bladet spørger undrende, hvordan forskerne dog formåede at få disse mennesker til at tale frit om deres uhyggeligt militante syn på verden.

De er skam kun ivrige efter at fortælle om deres overbevisning, forsikrer Aslan. De er stolte over den og anser den ingenlunde for ekstremistisk.

”Om dette sagde en til os: ’I islam er ekstremisme, at man gør, hvad der ikke findes i religionen.’ Det vil sige, at efter disse menneskers mening er deres overbevisning på ingen måde den ekstremistiske islamisme, som vi anser den for, men simpelthen den rette tro, den sande religion. Og deres overbevisninger lader sig faktisk begrunde teologisk og legitimere af klassiske muslimske skoler.”

Men når disse mænd har begået almindelig kriminalitet, spørger intervieweren, hvordan kan de da kalde sig gode muslimer?

Det har intet at sige, beretter professoren.

”Nogle af dem var narkohandlere eller røvere, nogle har drukket alkohol, men det betyder ikke, at de ikke var religiøse. For dem er det afgørende, at de er blevet overlegne mennesker gennem for eksempel en salafistisk overbevisning. De definerer ikke sig selv ved deres kriminelle handlinger, men ved deres nedvurdering af andre livsformer, især den vestlige. Afgørende for dem er deres lære, en genuin religiøs lære, mens en religiøs praksis i betydningen god og lovlydig vandel ikke tæller meget. Sådan er det også, fordi de opfatter sig selv som under krigens betingelser – hvor der jo gælder andre retsregler.”

Og eftersom deres kriminalitet skader deres vestlige værtssamfund, kan den absolut legitimeres religiøst, bemærker Ednan Aslan.

Han advarer mod at formode, at islamismen er en kættersk vildfarelse, der kun har lidt med islam at gøre.

”Man må til en begyndelse simpelthen fastslå, at lederskikkelserne i IS og beslægtede grupper er rigtig godt teologisk skolede. Mange har teologiske universitetsgrader og stammer fra den dannede mellemklasse, og også dem med kortere skolegang har beskæftiget sig meget intensivt med islams klassiske lære. Hvad de dér finder og tolker, kan man på ingen måde per se erklære for u-islamisk.”

Næsten alle de mennesker, Aslan og hans medarbejdere talte med i fængslerne, var flygtninge eller indvandrere. I deres udlændighed mærkede de et behov for at blive afstivet. Desuden nærede de en følelse af underlegenhed over for europæerne, fordi deres muslimsk prægede hjemlande er i en miserabel tilstand.

”Så opdager de religionen,” bemærker Aslan. Den fortæller dem dels, at de er i krig med Vesten, som angiveligt er skyld i trøstesløsheden i de muslimske lande, dels, at de faktisk bør anse sig for europæerne overlegne.

Undersøgelsen fandt ikke tegn på, at radikaliseringen skyldes frustration over dårlige levevilkår. Mange fortalte ligefrem, at det gik dem materielt godt.

”Selv de, der ikke arbejder, får i Østrig en tilstrækkelig understøttelse, mens de måtte lide nød i deres hjemlande.”

Efter at have afvist den sociale årsagsforklaring, retter Aslan atter pilen mod islam selv.

”Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt at sige, at islamisme og terrorisme ikke har noget med islam at gøre. Det går ikke alene af den grund, at disse unge mænd er børn af muslimske familier og er kommet i vore moskeer. Så kan man jo ikke hævde, at måden, disse islamister forholder sig på, ikke har noget med os og vores tro at gøre.”

Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved en bred, teologisk strømning i islam og kritisk gøre op med det, som har præget os selv og som læres næsten overalt i den muslimske verden, siger Aslan, der personligt har bevæget sig fra en konservativ til en liberal forståelse af islam.

”Så længe vi ikke befrier islam fra dette skidt, kan vi ikke sige, at IS ikke har noget at gøre med islam.”

Skal befrielsen lykkes nogetsteds, da i Europa. Og kun hvis det lykkes at trænge de mellemøstligt finansierede foreninger tilbage. De isolerer bevidst herboende muslimer fra europæerne og gør, at de debatter, som føres blandt europæiske muslimer, ikke er europæiske debatter, men tyrkiske eller egyptiske og så videre.

”Det fratager muslimerne i Europa selvstændighed og gør den herværende islam til koloni for de muslimske lande,” slutter den tyrkisk-østrigske professor.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.