Islamister er også mennesker

Det er syrerne selv, der skal bestemme deres fremtid, ikke os. Princippet om staters suverænitet blev knæsat ved Den Westfalske Fred efter Trediveårskrigen i 1648, og det er indskrevet i FN-pagten. Det er ikke kun smukt. Det er også klogt, mener Ebbe Lauridsen

RB PLUS Rusland og tre allierede opruster mod IS- - ARKIVFOTO 2014 af Islamisk Stat-krigere- - Se RB 27/9 2015 17.38. Søndag blev det bekræftet fra irakisk hold, at Syrien, Iran, Irak og Rusland vil gå sammen om at dele oplysninger, der kan ramme fællesfjenden Islamisk Stat.(Foto: STRINGER/IRAQ/Scanpix 2015)
RB PLUS Rusland og tre allierede opruster mod IS- - ARKIVFOTO 2014 af Islamisk Stat-krigere- - Se RB 27/9 2015 17.38. Søndag blev det bekræftet fra irakisk hold, at Syrien, Iran, Irak og Rusland vil gå sammen om at dele oplysninger, der kan ramme fællesfjenden Islamisk Stat.(Foto: STRINGER/IRAQ/Scanpix 2015). Foto: Stringer.

Efter terrorangrebet i Paris er vi alle rystede, bange og sorgfulde. Hvordan skal det dog gå? Hvornår kommer næste terrorangreb?

Den typiske reaktion er vrede og aggression, som når Frankrigs præsident Hollande lover IS alverdens ulykker, eller når Dansk Folkepartis Søren Espersen forlanger, at vi holder op med at tage hensyn til kvinder og børn, når der udvælges bombemål.

Sognepræst Julie Damlund sagde i P1's ”Religionsrapport” den 17. november noget, der gav mig stof til eftertanke. Hun sagde, at dine fjender også er mennesker.

Dette smukke kristne, men næsten urimelige synspunkt minder mig om de gode militærstrategiske anvisninger, som den kinesiske general Sun Tzu allerede anbefalede for mere end 2000 år siden. Kend dine fjender, underforstået, de er også mennesker.

Det er den totalitære tankegang, det er galt med, sagde Damlund. Den kristne tro rummer tvivlen, og det er et værn mod at tænke totalitært. Den totalitære tankegang indebærer, at man sætter hensynet til det enkelte menneske til side for et højere formål.

Det gælder ikke kun islamister. For egen regning er her et par eksempler: Når Obama drone-bomber bryllupsfester, og når vi sammen med USA og Nato invaderer andre lande med den hensigt at indføre demokrati, sætter vi hensynet til det enkelte menneske til side for et højere formål.

Hvorfor er IS-krigerne så rasende, at de tager så grusomme midler i anvendelse? USA's og Natos krige har resulteret i tusindvis af civile ofre. Vi har brugt klyngebomber, fosforbomber og uranberigede bomber. Hvis det var gået ud over os, mon vi så ikke også var blevet rasende? Det burde ikke komme helt bag på os, at vores krige kunne give denne form for følger.

Især når man tænker på, hvordan islamismen startede. Præsident Carters udenrigspolitiske rådgiver, Zbigniew Brzezinski foreslog præsidenten at opbygge en islamistisk bevægelse, der kunne give Sovjetunionen sit ”Vietnam” i Afghanistan. Det var smart tænkt. Resultatet var en islamistisk bevægelse, der også fik støtte af unge Lars Løkke, der endda lod sig fotografere med en Kalashnikov-riffel sammen med jihad-krigerne. Siden gik det galt i Afghanistan, Irak og Libyen.

Svaret på truslen fra Islamisk Stat er, at parterne i Syrien bliver bragt til forhandlingsbordet, så der kan etableres en våbenhvile. Det løser ikke alle problemer, men det er en start. Glem al snak om militære løsninger. De har vist, at de ikke duer.

Det er på tide, at USA og Nato anerkender princippet om at respektere en stats suverænitet og dermed opgiver idéen om, at vi kan gennemtvinge et regimeskift i et andet land.

Det er syrerne selv, der skal bestemme deres fremtid, ikke os! Princippet om staters suverænitet blev knæsat ved Den Westfalske Fred efter Trediveårskrigen i 1648, og det er indskrevet i FN-pagten. Det er ikke kun smukt. Det er også klogt.

Ebbe Lauridsen, Egebæksvej 9A, København Ø