Israel i storm over offentlig kønsadskilt koncert

En kommunal og kønsadskilt sommerkoncert henvendt til et ortodokst publikum i byen Afula har fået sindene i kog – og de israelske domstole på overarbejde

Krav om kønsadskillelse ved en offentlig koncert har skabt debat om, hvor langt det israelske samfund skal gå for at imødekomme særkrav fra landets ortodokse indbyggere. –
Krav om kønsadskillelse ved en offentlig koncert har skabt debat om, hvor langt det israelske samfund skal gå for at imødekomme særkrav fra landets ortodokse indbyggere. – . Foto: Kish Kim/Sipa/Ritzau Scanpix.

HVOR LANGT KAN et demokratisk samfund strække sine demokratiske principper for at tilgodese ikke-demokratiske mindretals særinteresser? Den debat slog ud i lys lue i Israel i sidste uge.

Byen Afula i det nordlige Israel havde planlagt et særligt sommerarrangement for byens haredim – ortodoks-jødiske – indbyggere: en kønsadskilt koncert i byens park med den populære sanger Motty Steinmetz. For Steinmetz, der selv er ultraortodoks, ville ikke optræde, hvis mænd og kvinder sidder blandet i publikum.

Israel Women’s Network, en sekulær ngo, der slås for kvinderettigheder, indklagede omgående Afula Kommune for distriktsdomstolen i et åbent brev offentliggjort blandt andet i avisen Ha’aretz: ”Det er et brud på loven om ’menneskelig værdighed og frihed’ at udelukke kvinder fra offentlige rum og diskriminere imod dem. Desuden er diskrimination ved offentlige begivenheder ulovligt.”

Distriktsretten i Nazaret gav kvindeorganisationen ret. Et kommunalt arrangement kan ikke foregå kønsadskilt, lød dommen. Så retten påbød politiet at hjælpe kommunen med ”eventuelt at fjerne skilte, der sendte kvinder den ene og mænd den anden vej” til sæderne.

DET FIK TRAFIKMINISTER Bezalel Smotrich fra det yderste højreparti, Yemina, til at tweete, at dommerne er ”idioter”:

”Jeg beklager, men på trods af min titel kan jeg ikke finde noget pænere ord, der beskriver den beslutning,” skrev Smotrich.

Han tilføjede, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er ”svag” og ”uden den mindste lederevne over for retslig aktivisme”.

Lederen af partiet Yemina, tidligere justitsminister Ayelet Shaked, beskyldte i et interview med Kan radio (Israels public service-radio, red.), kvindeorganisationen og hele venstrefløjen for at ”diskriminere imod religiøse, når Afula ud af 360 sommeraktiviteter holder én eneste koncert for haredim, sådan som de gerne vil have den”. Om partifællen Smotrichs tone på Twitter tilføjede hun: ”Vi kan ikke kontrollere hans tweets. Han er lidt som Trump. Hans stil er uacceptabel, men han har ret i indholdet.”

Den politiske rival, leder i partiet Blå og Hvid, Yair Lapid, fastholdt i et interview med militærradiostationen, Galei Zahal, at ”det israelske demokrati ikke kan acceptere diskrimination af kvinder i det offentlige rum. Også kvinder har betalt skat, for at Afula kan have en park. Det er uacceptabelt, hvis de diskrimineres imod”.

AVISEN Jerusalem Post citerede Yair Lapid for at have tilføjet:

”Vi er ikke Iran. Vi vil fortsat slås for et demokratisk jødisk liberalt Israel.”

”Afula må godt holde en kønsadskilt koncert,” råbte overskriften på det nationalreligiøse Israel National News’ nyhedssite, få timer inden koncerten skulle holdes. Det sefardiske ortodokse parti Shas havde fået en anden dommer ved samme distriktsdomstol til alligevel at tillade koncerten, blot et særligt område blev reserveret til ”familier”, hvor mænd og kvinder kunne sidde sammen, skrev sitet.

Den sekulære Galei Zahal -radiostation rapporterede næste morgen, at ”de ortodokse mænd sad på de bedste sæder foran scenen, kvinder på de fjerneste stole, og der sad fire mennesker i fællesområdet”.

Shulamit Magnus, blogger om jødisk historie på internetavisen Times of Israel, advarede om faren ved at marginalisere diskussionen om de ortodokses indflydelse på det israelske samfund:

”Hvis det er acceptabelt at diskriminere imod kvinder i det offentlige rum, er vi tilbage ved kravene om at adskille kønnene i busser, på fortov og så videre. Vi kæmper allerede imod krav om kønsdiskriminering på universiteterne og i hæren. Begrebet ’adskilt, men lige’ findes ikke. Krav om kønsadskillelse er uvægerligt et krav om diskrimination. Den ultraortodokse ledelse fastholder, at de har særrettigheder, at deres religiøse ’behov’ for at betragte kvinder som objekter har højere prioritet end ligeret.”