Prøv avisen
Global debat

Israels regering vil forbyde kald til bøn fra minareter

Et lovforslag om at forbyde, at der bliver kaldt til bøn ved hjælp af højtalere, skaber debat i Israel. – Foto: Ernst Wrba/Mauritius images /Polfoto

Israel er ikke en del af Europa og bør derfor ikke efterligne de europæiske landes modstand mod at lade muslimer kalde til bøn i det offentlige rum, mener israelsk politiker. Men Israels regering kalder de daglige bønnekald for støjforurening og vil have dem forbudt

EN INFERNALSK LARM eller hjemlige toner fra Mellemøstens kulturarv?

Meningerne er delte i Israel om, hvordan det lyder, når der fem gange om dagen bliver kaldt til muslimsk bøn fra højtalerne i landets minareter. Og uenighederne er kun blevet større, efter at den israelske regering nu har fremført et lovforslag, der skal forbyde, at der bliver kaldt til bøn i det offentlige rum ved hjælp af højtalere.

Ifølge den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, lider både landets muslimer, jøder og kristne under den høje larm fra bønnekaldet, der begynder i de tidligste morgentimer og spreder sig ud over hele dagen.

”Israel er et land, der respekterer religionsfrihed for alle trosretninger. Israel er dog også forpligtet på at tage vare om dem, der lider under lydstyrken fra den overdrevne larm fra annonceringerne,” siger han i en tale ved sit ugentlige kabinetsmøde ifølge dagbladet Haaretz.

Her henviser han til, at det heller ikke er muligt at kalde til bøn fra minareter i langt de fleste europæiske lande, ligesom det også er forbudt flere steder i den muslimske verden.

”Jeg støtter en tilsvarende lovgivning i Israel,” understreger han.

LOVFORSLAGET VANDT OPBAKNING fra regeringskoalitionen i weekenden og skal nu igennem flere afstemningsrunder i parlamentet, Knesset. Det har skabt opstandelse blandt Israels muslimer, der udgør knap 20 procent af befolkningen.

Blandt andet mener det arabiske parlamentsmedlem Hanin Zoabi, at det er en misforståelse af Israels identitet, hvis man vil forsøge at skabe europæiske tilstande i landet.

”De, der lider under lyden af muezzinerne (titlen på de personer, der kalder muslimer til bøn, red.), og især de, der har valgt at bosætte sig i nærheden af en moské, skal opfordres til at flytte, hvis de lider så meget. Dette er ikke Europa. Alle, der føler, at de er i Europa, og tror, at dette er Europa, bør overveje i stedet at tage derop,” siger hun ifølge netmediet Times of Israel.

Lovforslaget har samtidig forarget det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Her understreger Nabil Abu Rudeineh, der er talsperson for den palæstinensiske præsident, at en sådan lov ”vil føre til en katastrofe”:

”Disse lovforslag er fuldstændig uacceptable, og ledelsen (de palæstinensiske ledere, red.) vil gå til FN’s Sikkerhedsråd og alle internationale institutioner for at få stoppet disse eskalerende, israelske tiltag,” siger han ifølge avisen Jerusalem Post i en samlet kommentar til en række lovforslag, deriblandt forbuddet mod kald til bøn.

IFØLGE REGERINGENS OPLÆG er der ikke tale om et decideret forbud mod kald til muslimsk bøn, men til alle former for bønnekald over højtaler. Men det er ifølge den israelske tænketank Israels Demokrati Institut et slet skjult forsøg på at skjule lovens egentlige hensigt.

”Selvom ordvalget i lovforslaget er neutralt og både taler om synagoger, kirker og moskéer, er det klart, at denne lov i praksis udelukkende tilsigter at begrænse og skade moskéers aktiviteter,” lyder det i en kommentar fra tænketanken på dens egen hjemmeside.

Ifølge lovforslagets forfatter, parlamentarikeren Moti Yogev fra det nationalreligiøse parti Jødisk Hjem, handler det dog primært om at forhindre støjforurening. Men samtidig forstår man på ham, at der også er andre problemstillinger i spil:

”Religionsfrihed bør ikke ødelægge livskvaliteten eller blive brugt til at viderebringe religiøse eller nationalistiske budskaber og nogle gange ovenikøbet opildnende ord,” siger han ifølge netmediet Al-Monitor.