DET SVAR, som Morten Hørning Jensen og Leif Andersen har givet i Kristeligt Dagblad den 8. februar på min kronik sammesteds den 28. januar, forlanger et gensvar af mig.
Det er med glæde, jeg konstaterer, at Morten Hørning Jensen og Leif Andersen indledningsvis så stærkt understreger, at Ethvert menneske er skabt i Guds billede og bærer Guds billede. Og enhver etisk diskussion, der fordunkler dette, er i sig selv etisk afsporet.
Men er det ikke netop det, som Morten Hørning Jensen og Leif Andersen gør i det følgende? De skriver: Det kan næppe være uvæsentligt, at gudbilledligheden jo udtrykkeligt afspejles i parret mand/kvinde. Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
Så kan gudbilledligheden jo ikke være intakt hos homoseksuelle, når deres seksualitet er itugået. Det er logik for burhøns. Og det slås yderligere fast ved, at Morten Hørning Jensen og Leif Andersen lidt senere skriver: at det ud fra denne hovedtekst (er) svært at se, hvordan gudbilledlighedens hensigt skulle kunne udtrykkes lige så fuldt i forholdet mand-mand eller kvinde-kvinde. Morten Hørning Jensen og Leif Andersen opererer altså med en gradueret gudbilledlighed.
DYBT PROBLEMATISK og provokerende bliver Morten Hørning Jensen og Leif Andersens indlæg ved at sætte lighedstegn mellem enlige, handicappede og homoseksuelle og det for alle tre gruppers vedkommende. Hvad er det itugåede hos den enlige eller den handicappede? Er det menneske, der er født med Downs syndrom, mindre gudbilledligt end det, der er født uden? Eller den, der vælger at leve som enlig, mindre i overensstemmelse med gudbilledlighedens hensigt?
Der sker for mig at se en farlig kobling for Morten Hørning Jensen og Leif Andersen mellem gudbilledligheden og et normalitetsbegreb. Og det i en tid, hvor et sådant normalitetsbegreb truer humaniteten. Det er ud fra forestillinger om, hvordan et normalt menneske bør være, at fostre også med mindre handicap vælges fra, eller man drømmer om ved genmanipulation at konstruere det ideelle menneske og muligvis helbrede en homoseksuel for hans eller hendes itugåede seksualitet.
Men Gud kender ikke normalmennesker. Gud kender kun mennesker. Det er den dybe mening i, at ethvert menneske uanset anlæg og dispositioner er skabt i Guds billede. Og det er den dybe mening i, at ethvert menneske retfærdiggøres ved tro, nemlig at det kan sige, at jeg er antaget af Gud som den, jeg er. Ikke ved det, jeg gør, for jeg gør meget galt, men det rokker ikke ved, at jeg er antaget som det menneske, jeg er. Gud ser mig jo i Kristus.
MORTEN HØRNING JENSEN og Leif Andersen spørger, om Paulus ville have snurret helt rundt og skrevet det stik modsatte af, hvad han skrev om homoseksualitet dengang, hvis han havde vidst, hvad vi ved i dag? Ja, det tror jeg, for det gjorde han dengang i sit syn på Moselovens gyldighed. Det gjorde han, hvad synet på kvinden, synet på hedninger og jøder og på slaver angår, hvor han gik stik imod sin samtids meninger. Det ville han også gøre i dag som den forkæmper for den frihed i troen, som han var, den kristne frihed, hvormed han igennem hele kristenhedens historie har sat sine spor.
Jeg kunne ønske mig, at det var denne kristne friheds ånd, der prægede debatten om kirkelig vielse og velsignelse af homoseksuelle parforhold. Når Morten Hørning Jensen og Leif Andersen ikke afviser den mulighed, at et registreret partnerskab kan være en rimelig (og for en luthersk toregimenteforståelse acceptabel) måde for samfundet at ordne det homoseksuelle parforholds rammer på, og de formodentlig også med Kingo vil synge Jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke, hvorfor så ikke lade dette være et fuldgyldigt og tilstrækkeligt grundlag for et kirkeligt ritual, der rummer den forbøn og velsignelse for et bindende samliv, som bøsser og lesbiske søger, når de ønsker det?