”De russiske kampvogne i Kyiv er hverken sendt af Putin eller Sergej Sjojgu (russisk forsvarsminister, red.), men af selve den russiske historie. Det er en grum, men lovmæssig proces.”
Denne tolkning af den russiske invasion i Ukraine skyldes den russiske forfatter Aleksandr Prokhanov, som udtalte den i et interview allerede den 26. februar, to dage efter påbegyndelsen af Ruslands ”særlige militære operation”. At det ikke er nogen tilfældig strøtanke, har han senere bekræftet ved at gentage udsagnet med lidt andre ord, men med samme mening: at de russiske styrker i Ukraine først og fremmest styres af nogle overindividuelle ”konstanter” i russisk historie.
Det er en art udsagn, som mange før invasionen måske blot ville have trukket på skuldrene ad.
Efter invasionen er der dog grund til at lytte. Hvis udsagnet skal tages alvorligt, er meningen åbenbart, at russisk historie er underlagt en form for højere styrelse eller selv er denne højere styrelse, som ud fra nogle langsigtede perspektiver foreskriver konkrete aktører – i dette tilfælde Putin, hans forsvarsminister og generaler – nogle bestemte handlinger. Krigen i Ukraine er således udtryk for en slags historisk nødvendighed, en slags forudbestemt begivenhed, som den enkelte må indordne sig under.
Baggrund i sovjetmarxisme
Hvis denne opfattelse synes at minde om det traditionelle sovjetmarxistiske syn på historien, afspejler det muligvis ophavsmandens fortid. Aleksandr Prokhanov (født 1938) – en fremtrædende produktiv forfatter, journalist og avisredaktør – begyndte sin karriere i sovjettiden som erklæret kommunist skolet i sovjetmarxistisk ideologi og vedblev også i mange år efter Sovjetunionens sammenbrud at støtte (resterne af) det kommunistiske parti.
Siden midten af 2000-tallet har han dog flyttet sin støtte til det stærkt russisk-nationalistiske parti Rodina, som støtter Putins regering. At begge holdninger lader sig forene med hans deterministiske forestilling om Ruslands historie, kan synes overraskende set fra Vesten, men er i russisk sammenhæng langtfra noget usædvanligt.
Og Prokhanov er da heller ikke ene om det. Hans tolkning af krigen kan tværtimod ses som et koncentrat af mange af de holdninger, der repræsenteres af den af ham selv stiftede tænketank Izborskij-klubben.
Siden september 2012 har denne klub samlet en række hel- og halvoffentlige personer til at udtænke analyser og holdninger til Ruslands identitet og plads i verden set i et geopolitisk lys. Prokhanov optræder selv som formand for klubben, der foruden ham selv ifølge klubbens hjemmeside omfatter 57 permanente medlemmer. Hertil kommer fem tidligere, nu afdøde medlemmer.
Alle intellektuelle, skrivende personer, adskillige universitetsprofessorer og andre akademikere, forfattere, filosoffer, kommentatorer, kunstnere, journalister, enkelte juniorministre, officerer, diplomater, økonomer med flere. Tre af medlemmerne er kvinder, to er højtstående gejstlige i den russisk-ortodokse kirke (deriblandt metropolit Tikhon (Sjevkunov), som ifølge vedholdende rygter er Putins skriftefader).
Et par af medlemmerne har øjensynligt muslimsk baggrund, en af dem er imam, og et af medlemmerne er den kendte filosof Aleksandr Dugin, som i mange år har været en hovedtalsmand for den såkaldte eurasiske ideologi, der også præsenteres som den ”fjerde politiske teori” (efter liberalisme, socialisme og fascisme). Hertil kommer 65 tilknyttede ”eksperter” inden for en lang rækker felter.
Tilsammen har medlemmerne af klubben udgivet et stort antal bøger, artikler og andre publikationer, og klubben udgiver også et tidsskrift med 10-12 numre om året. Klubben har hovedkvarter i Moskva og har desuden 23 større eller mindre lokale afdelinger rundtomkring i landet samt i Donetsk og Baltikum. Der holdes løbende konferencer, seminarer og andre arrangementer, og der arrangeres studierejser både i og uden for Rusland.
Izborskijklubben ser det som en opgave at bidrage til at skabe en “stærk politisk-ideologisk koalition af patrioter og statsrepræsentanter” mod manipulation af russisk politik fra “udenlandske indflydelsescentre og intern femte kolonne”.
Klubbens navn er ladet med symbolik
Izborskij-klubben fremtræder udadtil som en ressourcestærk privat organisation, men oplyser intet om sit økonomiske grundlag. En eller flere rigmænd kunne antages at bidrage til driften, omend klubben ikke lægger skjul på sin stærkt kritiske holdning til oligarker og kapitalistisk økonomi. Hvis klubbens generelt regeringsvenlige holdning modsvares af en understøttelse fra regeringen, er dette ikke åbenlyst.
Dog er det klart, at flere af medlemmerne i kraft af deres øvrige positioner har forbindelser til både regeringen og administrationen på flere niveauer. Hvorvidt der er tale om en egentlig indflydelse på regeringen eller fra regeringen, er uvist, men klart er det dog, at en del af det, som den russiske regering nu siger om Ukraine, for eksempel om den ukrainske nationalismes ”nazistiske” karakter, allerede længe har været formuleret af Izborskij-klubbens medlemmer, ikke mindst af Aleksandr Dugin.
Tendensen antydes allerede af klubbens navn, som er opkaldt efter den lille by Izborsk, hvor det første stiftende møde fandt sted. Byen ligger nær grænsen til Estland (i et område, som Estland gør krav på), altså i den vestligste del af Rusland.
Dette navn og sted er åbenlyst valgt med fuldt overlæg. Som navnkundigt sted, hvor 1200tallets russere kæmpede mod angreb fra de tyske riddere i Baltikum, er Izborsk symbolsk som en russisk forpost mod vest og sejrrig kamp mod de derfra kommende angribere. Dette er også formålet med den aktuelle Izborskij-klubben.
Som det fremgår af klubbens selvbeskrivelse, kan dens ideologiske retning beskrives som en ”social konservatisme”, en ”syntese i én ideologisk platform af russiske statsmænds forskellige synspunkter”.
Med andre ord et forsøg på at integrere fortidens stærkt sammensatte (og delvis modstridende) politiske og ideologiske erfaringer i en enhed, fra ”socialister og sovjetiske patrioter til monarkister og ortodokse konservative”, som forenes i en fælles modstand mod de udefra (Vesten) kommende liberale tendenser, som længe har præget Ruslands intellektuelle og politiske liv.
Vil genoplive Ruslands imperiale arv
Izborskij-klubben ser det som en opgave at bidrage til at skabe en ”stærk politisk-ideologisk koalition af patrioter og statsrepræsentanter” mod manipulation af russisk politik fra ”udenlandske indflydelsescentre og intern femte kolonne”.
Klubben lægger ikke skjul på sin imperialistiske holdning og ser det som en opgave at genoplive Ruslands imperiale arv.
Denne klare, men også modsætningsfyldte holdning er, hvad klubbens talrige publikationer og aktiviteter har til formål at udfolde og fremme konkret og detaljeret.
En sammenfattende beskrivelse af ideologien synes at foreligge i et dokument, som i oktober 2021 blev publiceret af den ene af klubbens næstformænd, Vitalij Averjanov (født 1973).
”Sejrens ideologi som nationalt projekt” kaldes dette manifest, som søger at definere en ny national ideologi for Rusland. Dette sker i et bevidst opgør med den nuværende 1993-forfatnings paragraf 13, som udtrykkeligt forbyder en sådan national ideologi (på baggrund af de stærkt problematiske konsekvenser af sovjetideologien).
Fraværet af en officiel statslig ideologi har dog ifølge Averjanov kun medført liberalismens faktiske herredømme som uofficiel ideologi.
Dette er ifølge Izborskij-klubben en af de vigtigste årsager til den misere, som Rusland og hele verden nu befinder sig i, idet liberalismen repræsenterer et ødelæggende ”antisystem”, som er nedbrydende for menneskelig civilisation. Et antisystem, som det ”kollektive Vesten”, ledet af USA, først og fremmest er bærer af.
Manifestet går så vidt som til at ane en truende ny ”syndflod”, hvorfor der er brug for en ”ny ark”, der kan redde civilisationen, hvilket er, ”hvad Rusland er kaldet til at være”. Dette er åbenlyst noget af det lys, som krigen i Ukraine må ses i.
Den sejr, som manifestet henviser til, er først og fremmest sejren over det nazistiske Tyskland i 1945, men denne sejr gøres også til det historiske, sociale og for så vidt åndelige grundlag for hele det nuværende Ruslands folkelige sammenhold og selvbevidsthed. Det, som holder det hele sammen trods de talrige modsætninger.
Klubbens manifest med mange koder
Manifestet postulerer – ligesom det russiske kulturinstitut, Russkij Mir Fonden og den russisk-ortodokse kirke – eksistensen af en ”russisk verden”, som på grundlag af ortodoks kristendom og russisk sprog og kultur udgør en civilisation i egen ret. Denne civilisation udtrykkes i et antal civilisatoriske ”koder”, som bæres af det russiske menneske og udtrykker ”den russiske drøm”:
”Det hellige arbejdes kode” – som gør russerne til verdens mest arbejdselskende folk.
”Opstandelsens kode” – som forklarer, hvordan et nyt russisk imperium bestandig er genopstået efter det tidligeres undergang.
”Det russiske mirakels kode” – som forklarer, hvordan folket mirakuløst genfinder tabte kræfter, der fører frem til den ”hellige sejr”.
”Den fælles sags kode” – som forklarer, hvordan russere ved at arbejde i fællesskab har kunnet opnå det ”umulige” (for eksempel bemægtigelsen af Sibirien, erobringen af rummet).
”Den væbnede bevidstheds kode” – som kalder folket til forsvar for staten og det ”guddommelige ideal” mod fjender, der ønsker at ødelægge den russiske drøm, ”helligdommen på bakken”.
”Koden ’Rusland er verdens sjæl’” udtrykker den russiske universalitet, som Dostojevskij talte om, det vil sige russernes angivelige evne til at forene alle folkeslags egenskaber i en syntese.
Klassisk russisk messiansk tradition
Som man kan ane af dette lille udpluk (typisk for Izborskij-klubbens udtalelser), er manifestet præget af en blanding af (forholdsvis) nøgtern analyse og højstemt retorik. Der er tale om en ideologi, der først og fremmest handler om Ruslands redning, som udfoldes i stor detalje og skal realiseres i det forventede ”Femte imperium”, men på længere sigt også forudser en mission i forhold til resten af verden.
Det er i så henseende blot en ny opdateret udgave af klassisk russisk messiansk tradition, som netop forudsætter en tro på Ruslands skæbnebestemte historie.
Den historie, som ifølge Aleksandr Prokhanov er årsag til, at russiske kampvogne nu kører rundt i Ukraine for at opnå ”den russiske ideologis hellige triade: ’Ét folk, én skæbne, én sejr’.”
Det er en ideologi, som ifølge manifestet ikke direkte er religiøs, men hvis religiøse dimension dog i sidste ende er åbenlys: ”Den russiske sejr er skabt af Herren ved verdens skabelse. Den er lyset, som skinner i det buldrende mørke. Og mørket vil ikke få bugt med det.”
Christian Gottlieb er sognepræst, adjungeret professor og dr.theol.