- Det er vigtigt at slå fast, at Tyrkiet og Europa er to ligeværdige størrelser. Den ene part er ikke bedre end den anden, men der er tale om to vidt forskellige kulturer, som ikke i øjeblikket er forenelige, siger han.
Søren Dosenrode henviser til, at Tyrkiet og Europa har hver sin kernekultur, som i hvert fald inden for de næste mange år er uforenelige. Europa er gennem århundreder præget af kristendom og humanisme, mens Tyrkiet repræsenterer en ottomannisk kultur med stærke islamiske rødder.
- Disse to kernekulturer afgør hele den måde, samfundet er indrettet på, fordi den påvirker den måde vi opfatter og behandler hinanden på. Mænd over for kvinder, børn over for forældre, individet over for staten. Tyrkiet og Europa er som to trekanter, der begge står på spidsen ved siden af hinanden. De lapper lidt ind over hinanden, og de kan tilnærme sig hinanden over tid, men de er dybest set hver deres. Vi skal huske på, at Tyrkiet ikke har været gennem en oplysningstid som Europa.
Hvorfor er det vigtig i en debat om medlemskab af EU, hvad tyrkerne tror på?
- Fordi islam afspejler sig i den håndgribelige kultur i den måde, vi indretter vores samfund på. Når en muslimsk far i Danmark kan finde på at kræve en datter skudt, fordi hun overtræder familiens æreskodeks, er det et udtryk for en helt anden måde at se forholdet mellem forældre og børn på, end vi normalt gør i Europa.
Hvad betyder det for debatten om Tyrkiet i EU, at religion indgår som et argument?
- Det burde gøre den mere nuanceret. Det svarer til det misforhold, der har været i videnskaben, hvor vi haft nogle ideologiske problemer med at inddrage kulturens og dermed religionens betydning. I 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne blev kultur og religion helt holdt ude som en faktor, og det har været en stor mangel.
Hvorfor er islam blevet et tema?
- Det hænger sammen med udviklingen i Europa efter den 11. september. Her gik det op for europæerne, at der er nogen, der vender sig mod vores samfund og vores værdier. Der er "dem" og "os". Samtidig gik det op for os, at der er nogen, der tager deres religion alvorligt - i modsætning til de fleste europæere. Udviklingen har tvunget os til at gentænke vores eget forhold til religion; hvem er vi som kristne, hvad betyder troen - om noget - for os? Ser vi værdier i kristendommen, som er centrale for os som mennesker og samfundsborgere? Så når spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at integrere 70 millioner muslimske tyrkere i et europæiske fællesskab, er kommet ind som et tema i diskussionen om Tyrkiets optagelse i EU, er det for mig at se et udtryk for en større bevægelse i den offentlige debat. De kulturelt-religiøse aspekter bliver taget alvorligt igen. Og set med mine øjne er det legitimt at spørge, om EU kan klare opgaven uden at falde fra hinanden.