STEMMERNE VED den nylige folkeafstemning blev som bekendt 53 procent nej og 47 procent ja.
Regeringen spurgte og anbefalede (med tilslutning af S, V, K, R og AL) vælgerne at svare ja til, om de ville overlade til Folketinget at bestemme, om samarbejdet i EU i fremtiden skulle være forpligtende også for Danmark med hensyn til 22 regelsæt inden for retsområdet. Eller om vælgerne ved et nej foretrak, hvad de gjorde, at Danmarks tilslutning til disse områder fortsat skal afgøres ved folkeafstemning.
Spørgsmålet til vælgerne var fair - om end det var for kompliceret. Svaret var fair. Det indeholdt intet om vælgernes tillid eller mistillid til Folketingets politikere. Konklusioner i denne retning er rent gætteri og skadelige for demokratiet.
Derimod er det synligt, at formuleringen af spørgsmålet er egnet til at give nej-svaret et fortrin også hos vælgere, som bedre informerede ville kunne overbevises med saglige argumenter om, at ja kunne være både hensigtsmæssigt og forsvarligt.
Ingen skal bilde vælgerne ind, at en betragtelig del af dem, der har afgivet nejstemme, har været forblændet af Dansk Folkepartis valgslogan: ”Mere Danmark - mindre EU”. Tværtimod.
KUN EN MINDRE DEL af vælgerne har ikke gennemskuet, at afstemningen ikke drejer sig om nationalisme, men om omfanget og indholdet af Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet. Mange såvel nej- som jastemmer er irriterede over EU's indblanding på visse områder, og at der kan være behov for at rette op på dette i et vist omfang, vil kun et mindre antal af disse lade deres ja- eller nejstemme afhænge af.
Danske vælgere har for langt størsteparten en kvalificeret sund fornuft til at skille sagligt fra usagligt, når de bliver ordentligt informeret. Og til at sige nej, når det ikke sker. Det er den mest nærliggende årsag til resultatet af afstemningen. Dermed ikke være sagt, at velinformerede vælgere ikke alligevel ville have foretrukket at bevare muligheden for ved folkeafstemning at tage stilling til Danmarks fremtidige forpligtelse med hensyn til en større eller mindre del af retsområdet.
VÆLGERNE BURDE VÆRE informerede om udviklingens stigende behov for tæt europæisk samarbejde i en verden, hvor Europa bliver mere og mere marginaliseret i forhold til udviklingslandenes fremmarch, blandt andet for at kunne være part i et samarbejde over Atlanten, for bedre at kunne styre forholdet til ”folkevandringerne”, for at kunne danne modvægt imod den eskalerende rivalisering og fare for ufred mellem EU's medlemslande og for at medvirke til et afbalanceret samarbejde mellem Frankrig og Tyskland - ikke mindst, hvis Storbritannien i et større eller mindre omfang ikke længere bidrager dertil.
Vælgerne burde være informerede på en forståelig måde om, hvad det betyder for dem, hvis Danmark tiltræder de enkelte regelsæt inden for retsområdet. Det fremgik jo af partilederdebatten, at der var overvejende enighed også blandt nej-partierne om, at de kunne gå ind for langt de fleste regelsæt, som var omfattede af afstemningen.
Ja-partierne fejlvurderede, at vælgerne i et tilstrækkeligt omfang ville sige ja til ændringerne, alene fordi disse partier sagde ja, når det drejede sig om emner, som vælgerne ikke på det forelagte grundlag kunne overskue.
Nej-vælgerne sagde ”om igen.” Lad os næste gang tydeligt vide, hvad vi siger ja eller nej til. Vi er mange, der ønsker og indser behovet for snævrere samarbejde i EU også inden for retsområdet, men vi vil vide hvorfor.
Jens Smedegaard Andersen er forhenværende dommer