P. Anker Hansen (PAH) har skrevet et kritisk læserbrev i avisen den 23. januar. Baggrunden for PAH's kritik er et interview af undertegnede i Kristeligt Dagblad den 11. januar. Her fortæller jeg om nogle resultater fra min ph.d.-afhandling, der handler om etik og kunstig befrugtning.
En af konklusionerne på afhandlingen er, at vi bør sige ja til livet. Ja til flere liv. Vi bør give flere mennesker mulighed for at opnå det vidunderlige, det er at få børn. Vi bør ved lovgivning ikke hindre, at ufrivilligt barnløse, der er ældre, enlige eller homoseksuelle kan benytte sig af kunstig befrugtning.
I det følgende vil jeg forsøge at besvare to af PAH's kritikpunkter. For det første mener PAH, at jeg begår en selvmodsigelse i min definition af etik og hævder, at »etik er sædelære-læren om de moralsk sæder i en given kultur«. Jeg begår dog ingen selvmodsigelse. Min opfattelse er, at etiske holdninger kan kritiseres ved f.eks. at være dobbeltmoralske. Det er vel næppe problematisk. Derfra prøver jeg at vurdere forskellige etiske holdninger - hvilket ikke er selvmodsigende, men konsistent med min opfattelse af etik.
PAH's opfattelse af etik er, så vidt jeg kan se, en form for etik, hvor man beskriver en kulturs etiske normer og forklarer, hvorfor folk tilslutter sig disse normer. I mit arbejde har jeg taget udgangspunkt i de sæder/normer, der er i vores kultur: livets værdifuldhed, tolerance, respekt for individers autonomi, respekt for Guds skaberværk etc. Jeg har så haft den yderligere ambition (hvilket jeg har tilfælles med bl.a. teologisk etik) at prøve at vurdere disse værdier og finde ud af, hvilke svar de vil give på konkrete problemstillinger. Som f.eks. hvem der bør have adgang til kunstig befrugtning.
For mig at se er den kritiske diskussion af de værdier, der eksisterer i vores kultur, en nødvendighed, for at vi kan udvikle os til, moralsk set, bedre mennesker. Det er jo den kritiske vurdering af de værdier, der er i vores kultur, der har gjort, at vi har udviklet os væk fra f.eks. en accept af slaveri og kvindeundertrykkelse. En accept, der engang var fremherskende i vores kultur. Via en kritik af traditionelle kulturelle værdier har vi i stedet bevæget os hen imod et bedre værdisæt, når vi i dag acceptere, at ethvert individ er lige meget værd uanset køn, religion, seksuel status etc.
For det andet hævder PAH, at »Når Thomas Søbirk Petersen forfægter 70-åriges ret til (kunstig befrugtning, er det) en kold fornægtelse af den statistisk set enorme risiko for, at barnet mister sin mor i den mest sårbare alder.«
Det er forkert at hævde, at jeg udviser uvidenhed om aldersbetinget graviditetsrisiko i ovennævnte interview. Det er jo netop en af mine pointer i interviewet, at når chancerne for en succesfuld reagensglasbefrugtning falder med alderen, er det jo langt bedre at bruge ressourcerne på yngre kvinder. Det vil simpelthen give flere børn. Så en aldersgrænse, sat af prioriteringsmæssige grunde på 40-45 år, er efter min overbevisning det etisk rigtige. Så jeg mener ikke, at 70-årige har en positiv ret til kunstig befrugtning. Det vil sige, at jeg ikke mener, at andre (det offentlige sundhedsvæsen, som er finansieret af vores skatter) er forpligtet til at give dem gratis fertilitetsbehandling.
Men i forbindelse med fertilitetsbehandling på private fertilitetsklinikker mener jeg, at kvinder har en negativ ret til at benytte sig af fertilitetsbehandling. Det vil sige en ret til at få de børn, de ønkser, uden at andre (Lovgivningen) forhindrer dem i at realisere dette ønske. At nægte ældre kvinder fertilitetsbehandling i den offentlige sektor vil gavne andre ufrivilligt barnløse og dermed medføre et større antal børn, end hvis penge blev brugt på ældre kvinder.
Men at nægte ældre kvinder fertilitetsbehandling på en privat fertilitetsklinik vil ikke gavne andre - men kun skade de ældre kvinder, der ønsker børn. Det er ikke rimeligt, at andre skal bestemme, hvorvidt en kvinde på f.eks. 55 år, der ønsker et barn, skal have lov at få det barn. At en ældre kvinde får et barn vil sandsynligvis være i overensstemmelse med barnets tarv, da barnet vil få et liv, der er værd at leve. Er der virkelig nogen, der her vil hævde, at et sådant barn ikke har et liv, der er noget værd? Der findes kvinder, der på naturlig vis har fået børn som 57-årige.Her bør ubetinget siges ja til livet.
Men o.k., hvad med en mor på 70 år? For det første tror jeg ikke, at kvinder på 70 vil vælge at gå ind i en reagensglasbehandling. Det har de simpelthen bare ikke lyst til. Et forhold, der understøtter dette, er, at ældre kvinder i mange år har haft mulighed for at blive gravide. Men ikke desto mindre er det ganske få, måske en håndfuld, der har været omkring de 60 år. Personligt mener jeg ikke, at det er etisk forsvarligt, at kvinder over ca. 60 år får børn. Jeg vil mene, at en sådan kvinde burde bruge sine ressourcer på noget andet. Men jeg mener heller ikke, det bør være forbudt.
Det lyder måske selvmodsigende. Men man kan jo godt hævde, at noget er moralsk forkert uden at hævde, at det også skal være forbudt. Jeg mener f.eks., at det er moralsk forkert, hvis man ikke overfører en vis procentdel af sin indtægt til velgørende organisationer. Men samtidig mener jeg ikke, at det skal være kriminelt, hvis man ikke overfører en procentdel af sin løn.
Thomas Søbirk Petersen,
ph.d.,
Løvholmen 10 A,
Vanløse