Jacob Mchangama: Erik Bjeragers pragmatisme hænger ikke sammen

Hvis Erik Bjerager ikke går ind for en særbeskyttelse af troende, går han så også ind for at kriminalisere afbrænding af politiske bøger og skrifter som eksempelvis Det Kommunistiske Manifest eller Grundloven, spørger jurist Jacob Mchangama

Bjerager mener blot, han er ”pragmatisk” i forhold til grænsen for, hvor nedsættende man skal kunne tale om religion. Men hvorfor er Bjerager så ikke modstander af en sådan grænse i forhold til, hvor nedsættende religiøse må omtale ikke-troende eller frafaldne, spørger Jacob Mchangama.
Bjerager mener blot, han er ”pragmatisk” i forhold til grænsen for, hvor nedsættende man skal kunne tale om religion. Men hvorfor er Bjerager så ikke modstander af en sådan grænse i forhold til, hvor nedsættende religiøse må omtale ikke-troende eller frafaldne, spørger Jacob Mchangama. .

Ifølge chefredaktør Erik Bjerager er det ”en falsk sidestilling”, når jeg anklager ham for dobbeltmoral ved at kritisere imamlovens særforbud mod ekstreme religiøse ytringer og samtidig støtte blasfemiparagraffens særforbud mod forhånelse af religion. Det er dog forkert.

Begge forbud handler om ytringsfrihedens grænser og er derfor fuldt ud sammenlignelige.

I Rigsadvokatens beslutning om ikke at rejse tiltale mod DR for at have vist en dansk kunstners afbrænding af en bibel udtalte han blandt andet, ”at der i Danmark anerkendes vide rammer for ytringsfriheden”. Justitsministeriet har også lagt vægt på, at ytringsfriheden i Danmark omfatter retten til at afbrænde Dannebrog.

Bjerager lægger også vægt på, at blasfemiparagraffen findes i straffelovens kapitel om ”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred”. Men straffelovens paragraf 136, stk. 3 om forbud mod ”udtrykkelig billigelse” som led i religiøs oplæring befinder sig i selvsamme kapitel og er dermed også beregnet på at sikre den sociale fred. Blasfemiforbuddet skal forhindre, at krænkede troende tyr til selvtægt, mens imamloven skal forhindre, at troende skal legitimere vold og ekstremisme med religiøse argumenter.

Bjerager mener blot, han er ”pragmatisk” i forhold til grænsen for, hvor nedsættende man skal kunne tale om religion. Men hvorfor er Bjerager så ikke modstander af en sådan grænse i forhold til, hvor nedsættende religiøse må omtale ikke-troende eller frafaldne?

Hvis man er pragmatisk snarere end principielt indstillet over for ytringsfrihedens grænser, er det svært at forstå, hvorfor troende skal beskyttes mod krænkelse, mens ikke-troende ikke skal beskyttes mod religiøs ekstremisme.

Og hvis Bjerager ikke går ind for en særbeskyttelse af troende, går han så også ind for at kriminalisere afbrænding af politiske bøger og skrifter, som eksempelvis Det Kommunistiske Manifest, Edmund Burkes ”Tanker om den Franske Revolution”, eller Grundloven, som mange vil have stærkere følelser for, end de har for religion

Jacob Mchangama er jurist og direktør i tænketanken Justitia.