Hvor langt bør man som uddannelsesinstitution gå for at komme diskrimination til livs? Det spørgsmål er blevet hyperaktuelt, efter at Københavns Universitet med et nedskrevet kodeks har indført absolut nultolerance over for blandt andet sjofle og upassende vittigheder og historier, mens Det Juridiske Fakultet har fået forbud mod at holde ellers planlagte udklædningsaktiviteter, som inkluderer udklædning som mexikanere, indianere, cowboys og gangster-stereotyper.
Det kan krænke minoriteter, lyder begrundelsen, men ifølge Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, er de nye regler alt for vidtgående og viser en identitetspolitisk hensynstagen, som har taget helt overhånd.
Man ”udvander begreber som krænkende og stødende og pakker de studerende ind i vat”, lyder kritikken fra Jacob Mchangama.
”Der er bare ekstremt stor forskel på, at unge piger bliver sexchikaneret, og at holde en fest, hvor man klæder sig ud som mexikanere, cowboys og indianere. Det i sig selv, mener universitetets ledelse, er så krænkende og stødende, at det ikke kan forekomme. Der siger jeg, at har nogle af de studerende et problem med det, burde de kunne løse det. De er jo voksne mennesker. Selvfølgelig skal der være retningslinjer, der skal ikke være mobning eller chikane, men det her går jo langt videre end det,” siger han og fortsætter:
”Det er en meget usund udvikling, hvis de studerende bliver vant til, at alt, hvad der er krænkende og stødende, kan blive fjernet. Og at det er noget, man skal skærmes fra,” siger Jacob Mchangama.
Ifølge Jacob Mchangama overtager Københavns Universitet de værste sider af amerikansk identitetspolitik.
”Vi ser det her på amerikanske eliteuniversiteter. University of California har lavet en liste over en række termer, der kan være stødende over for etniske minoriteter. Sådan noget som ’jeg er stolt over at være amerikaner’.”
De seneste måneder er det blevet beskrevet, blandt andet i Kristeligt Dagblad, hvordan unge piger føler sig seksuelt krænkede til de såkaldte ”puttemiddage”, hvor ældre elever inviterer de pæneste piger med hjem på især nordsjællandske gymnasier, og det har skabt debat om den sexisme, der foregår på landets uddannelsesinstitutioner. Er det – i kølvandet på disse historier – så ikke i orden, at en stor institution som Københavns Universitet efter disse sager og hele Metoo-bevægelsen tager skridtet og introducerer de studerende for et regelsæt, der skal følges til punkt og prikke og dermed sikrer, at ingen føler sig krænkede, mens man samtidig kommer eventuelle grænseoverskridende fester i forkøbet?
Jo, siger Jacob Mchangama, selvfølgelig kan man nedskrive et kodeks for god opførsel, og man kan også godt lave retningslinjer for udklædningsfesternes tema. Men Københavns Universitet risikerer at opfordre til selvcensur og skabe en dominoeffekt, hvor selv den mindste vittighed kan blive opfattet som krænkende, når reglerne tages så vidt.
”Der er jo også fornuftige ting i det. Det er klart, at der ikke skal være sexchikane, at man ikke skal sende nøgenbilleder til sine medstuderende, og at der ikke skal foregå mobning. Men det er bare noget andet end denne elastiske og subjektive definition af, hvad der er krænkende og stødende,” siger han og uddyber:
”Man siger, man vil skabe inklusivitet og diversitet. Men i virkeligheden lader man bestemte grupper definere sig meget hårdt i forhold til en bestemt identitet, der ikke må krænkes. Det skaber en langt højere grad af intellektuel og akademisk konformitet, hvor man begynder at censuerere sig selv, fordi man ikke tør udsætte sig selv for noget, der kan krænke,” siger han.
Den akademiske frihed kan desuden blive indskrænket, frygter Jacob Mchangama, som tidligere har undervist jurastuderende på Københavns Universitet. For kan man som underviser vise billeder eller gengive gamle vittigheder og citater, som eksempelvis dokumenterer sådan noget som slaveri? Det risikerer at sætte underviseren under pres, når man sætter tryghed og konformitet over alt, og det rimer dårligt på, hvad universitetets mission er, mener han.
”Jeg har selv undervist og tit brugt jokes, og jeg har også tit, hvis jeg har undervist om ytringsfrihed, brugt meget krænkende ytringer, som folk har sagt. Det kan være, nogle bliver stødt over det, men for mig at se, har det været væsentligt,” siger Jacob Mchangama.